Sammenkobling af energiinfrastrukturen i EU
EU ønsker at styrke sin energiinfrastruktur og sine grænseoverskridende sammenkoblinger for at øge konkurrenceevnen og nå sine klimamål.
Hvad EU gør for at styrke energiinfrastrukturen
For at gøre den grønne omstilling til en realitet, forbedre EU's energisikkerhed og bidrage til at sikre stabile energipriser bør energi let flyde mellem EU-landene via velforbundne energinet, navnlig elnet.
EU træffer foranstaltninger gennem sine transeuropæiske energinet, en politikramme, der støtter grænseoverskridende energiprojekter. Det håndterer også nye energibehov ved at vedtage ny lovgivning såsom pakken om europæiske net og sikrer finansiering af energiprojekter gennem Connecting Europe-faciliteten.
TEN-E: Europas energikorridorer
Siden 2013 har EU haft en politikramme kaldet transeuropæiske energinet (TEN-E) med henblik på bedre at sammenkoble EU-landenes energiinfrastruktur.
Inden for denne ramme træffer det beslutning om prioriterede korridorer og tematiske områder og støtter en liste over grænseoverskridende projekter for disse korridorer og områder.
I den nuværende TEN-E-forordning er der 11 prioriterede geografiske korridorer og tre prioriterede tematiske områder. Listen over prioriterede korridorer omfatter f.eks. nord-syd-elsammenkoblinger i Vesteuropa (NSI vest elektricitet), brintsammenkoblinger i det centrale Øst- og Sydøsteuropa (HI øst) og atlantiske offshorenet i Nordatlanten (offshore i Atlanterhavet). De tre prioriterede tematiske områder er intelligente elnet, intelligente gasnet og CO2-net.
TEN-E-projekter
To typer TEN-E-projekter kan opføres på EU-listen:
- projekter af fælles interesse: grænseoverskridende infrastrukturprojekter i EU's medlemsstater
- projekter af gensidig interesse: projekter i samarbejde med lande uden for EU
For at kunne optages på listen skal projekterne opfylde visse kriterier. De skal bl.a. passe ind i en prioriteret korridor eller et tematisk område og have en betydelig indvirkning på energimarkederne og markedsintegrationen.
TEN-E-projekter kan drage fordel af EU-finansiering og andre fordele såsom fremskyndet tilladelse og øget synlighed for investorer.
Eksempler på TEN-E-projekter
Der er i øjeblikket over 200 grænseoverskridende projekter på EU-listen over TEN-E-projekter. Næsten halvdelen af dem er projekter vedrørende elnet, offshorenet og intelligente elnet. Nedenstående kort viser nogle eksempler på disse projekter.
Kort over Europa med eksempler på TEN-E-projekter:
- Celtic Interconnector: elsammenkobling mellem Irland og Frankrig, under opførelse, forventes færdiggjort i 2028, prioriteret korridor/område: NSI vest elektricitet
- Sacoi 3: elsammenkobling mellem Italiens fastland, Korsika og Sardinien, under opførelse, forventes færdiggjort i 2029, prioriteret korridor/område: NSI vest elektricitet
- Estlink 3: elsammenkobling mellem Finland og Estland, planlagt, forventes færdiggjort i 2035, prioriteret korridor/område: BEMIP elektricitet
- H2Med/CelZa: brintrørledning mellem Portugal og Spanien, tilladelsesprocedure i gang, forventes færdiggjort i 2030, prioriteret korridor/område: HI vest
- Delta Rhine Corridor: rørledning til transport af CO2 fra Tyskland, Nederlandene og potentielt Belgien til offshoreoplagringsinfrastruktur ud for den nederlandske kyst, planlagt, forventes færdiggjort i 2030, prioriteret korridor/område: CO2-net
- EastMed Pipeline: gasrørledning fra gasreserverne i det østlige Middelhav til Grækenland via Cypern og Kreta, tilladelsesprocedure i gang, forventes færdiggjort i 2028, prioriteret korridor/område: ældre projekt af fælles interesse (undtagelsen i artikel 24)
- Carmen: forbedring af elnettet i Rumænien og Bulgarien med intelligente teknologier, tilladelsesprocedure i gang, forventes færdiggjort i 2030, prioriteret korridor/område: intelligente elnet
Pakken om europæiske net
Bedre grænseoverskridende forbindelser er sammen med en modstandsdygtig og effektiv energiinfrastruktur afgørende med henblik på at gøre EU mere selvstændigt, fremskynde elektrificeringen og sænke energipriserne for europæerne. Samtidig har EU ikke tilstrækkelig netkapacitet til at reagere på den stigende efterspørgsel efter (ren) elektricitet, og det står over for hyppige forsinkelser i infrastrukturprojekter og nye sikkerhedstrusler.
Som reaktion på disse udfordringer og i lyset af sammenkoblingsmålet på 15 % senest i 2030 fremlagde Europa-Kommissionen 10. december 2025 pakken om europæiske net, en række forslag om ajourføring af EU-lovgivningen vedrørende energinet.
Pakken om net omfatter to lovgivningsforslag:
- en revision af TEN-E-forordningen
- et direktiv (om ændring af de tre eksisterende direktiver om vedvarende energi, elektricitetsmarkedet og gasmarkedet) for at fremskynde tilladelsesprocedurerne
Revisionen af TEN-E-forordningen har tre hovedmål.
At forbedre planlægningen af grænseoverskridende infrastruktur
At fremskynde tilladelsesprocedurerne for grænseoverskridende infrastrukturprojekter
At gøre energiinfrastruktur mere modstandsdygtig og bedre beskyttet
Med hensyn til udvikling af energiinfrastruktur vil Kommissionen udarbejde en fælles EU-ramme for at kortlægge og afhjælpe langsigtede infrastrukturmangler og -flaskehalse med henblik på at opnå klimaneutralitet.
Anden del af pakken, tilladelsesdirektivet, har til formål at gøre projektansøgninger og -procedurer enklere, hurtigere og mere gennemsigtige og prioritere infrastrukturprojekter om elektricitet og vedvarende energi. Det fremmer også borgerdeltagelse og deling af fordelene ved projekter om vedvarende energi med lokalsamfund.
EU's medlemsstater drøftede pakken og nåede til enighed om Rådets holdning ("generel indstilling") i juni 2026. I henhold til den aftalte tekst vil der i udviklingsplanlægningen for det EU-dækkende net blive taget hensyn til nationale energi- og klimaplaner og særlige regionale forhold. Rådet støtter også en forbedring af beskyttelsen af og modstandsdygtigheden i grænseoverskridende kritisk infrastruktur, herunder eksisterende elinfrastruktur. Lovgivningsteksterne vil nu blive forhandlet med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til enighed senere i 2026.
Connecting Europe-faciliteten
Connecting Europe-faciliteten for energi (CEF Energi) er det EU-program, der sikrer finansiering til gennemførelsen af TEN-E-politikrammen. Med denne finansiering støtter EU investeringer i ny og eksisterende grænseoverskridende energiinfrastruktur.
For perioden 2021-2027 blev der afsat et budget på 5,84 mia. € til at bidrage til omstillingen til ren energi og fuldføre energiunionen og dermed gøre EU's energisystemer mere sammenkoblede, intelligente og digitaliserede. Der fokuseres på grænseoverskridende projekter vedrørende vedvarende energi, nettenes interoperabilitet og bedre integration af det indre energimarked.
Programmet for 2028-2034
EU er i øjeblikket i færd med at fastsætte prioriteterne for programmet for 2028-2034. I december 2025 nåede Rådet til enighed om en delvis generel indstilling til programmets operationelle aspekter. Budgettet og visse andre bestemmelser er endnu ikke vedtaget og afhænger af resultatet af drøftelserne om EU's nye langsigtede budget, den flerårige finansielle ramme (FFR).
Kommissionen har foreslået en femdobling af budgettet for CEF Energi for 2028-2034 fra 5,8 mia. € til 29,91 mia. €. Den har også foreslået at gøre indenlandske netprojekter berettiget til finansiering inden for rammerne af de nationale og regionale partnerskabsplaner og Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne.
Rådet ønsker at bevare CEF's nuværende struktur, men også at skabe større fleksibilitet for at kunne tilpasse investeringsprioriteter til Europas nye geopolitiske kontekst og til behovet for at styrke kritiske net og integrere stigende andele af vedvarende energi.
- FFR: Rådet vedtager delvist mandat vedrørende Connecting Europe-faciliteten (CEF III) (pressemeddelelse, 15. december 2025)
- EU's langsigtede budget
- CEF Energi (Europa-Kommissionen)
Se også
Hvordan EU gør energien grønnere
Hvordan produceres og sælges EU's elektricitet?
Reform af elmarkedet
Seneste gennemgang: 26. juni 2026