Den cirkulære økonomi kort fortalt
Jordens ressourcer er ikke ubegrænsede. Den cirkulære økonomi gør brugen af produkter og materialer mere bæredygtig og giver EU mulighed for at blive mere konkurrencedygtigt.
Hvad er den cirkulære økonomi?
Den cirkulære økonomi er et system, hvor produkter og materialer deles, leases, genbruges, repareres, renoveres og genanvendes i stedet for at blive smidt væk. Dette giver dem en længere livscyklus og reducerer både affald og behovet for at producere nye varer.
I øjeblikket bygger verdensøkonomien på en overvejende lineær model, hvor varer bruges i kort tid og derefter kasseres. Dette fører til et stort pres på naturen og dens ressourcer samt stigende affalds- og forureningsniveauer.
Cirkulær økonomi
- reducerer affald, ressourceforbrug og forurening
- reducerer vores forbrugsfodaftryk og emissioner
- skaber nye arbejdspladser og forretningsmuligheder
- gør Europa mere konkurrencedygtigt på verdensplan
Lineær økonomi
- bygger på "tag-fremstil-brug-smid væk"-modellen
- lægger pres på naturressourcerne
- skaber affald og forurener miljøet
- øger behovet for råstoffer og gør EU mere afhængigt af import
Behovet for en cirkulær økonomi
Med de nuværende produktions- og forbrugsmønstre og den voksende befolkning i verden vil der være behov for tre planeter af Jordens størrelse inden udgangen af 2050.
Overgangen til en cirkulær økonomi betyder mindre produktion af varer og materialer, hvilket igen vil føre til lavere emissioner af CO2 og andre forurenende stoffer samt mindre brug af Jordens begrænsede ressourcer.
Den cirkulære økonomi medfører fordele for:
- miljøet ved at beskytte det bedre
- økonomien ved at mindske afhængigheden af råstoffer
- samfundet ved at give nye muligheder for virksomheder og arbejdspladser
Den cirkulære økonomi i EU
I dag stammer kun knap 10 % af de materialer, der bruges i EU, fra genanvendte materialer. Andelen af cirkulær materialebrug var 11,8 % i 2023, hvilket er en lille stigning på 1,1 procentpoint i forhold til 2010.
Med hensyn til råstofforbrug har der været et langsomt fald i forbruget pr. indbygger i de seneste 15 år. Data viser, at der blev forbrugt 14,1 ton råstoffer pr. person i EU i 2023 sammenlignet med 16,3 ton i 2009 (Eurostat, 2023).
Over 185 kg emballageaffald produceres pr. person i EU (Eurostat, 2025), mens samlet set kun 38 % affald genanvendes og kan genbruges til at fremstille nye varer.
Hvordan bevæger EU sig i retning af en cirkulær økonomi?
EU's mål er at etablere en cirkulær og klimaneutral økonomi senest i 2050 og fordoble brugen af genanvendte materialer mellem 2020 og 2030.
EU har iværksat en række politikinitiativer for at nå dette mål.
De omfatter handlingsplanen for den cirkulære økonomi, direktivet om miljøvenligt design og direktivet om ret til reparation.
Cirkulær økonomi
Seneste gennemgang: 3. februar 2025