Skip to content

Plast

Håndtering af plastaffald er afgørende for, at EU kan reducere forureningen og beskytte miljøet og menneskers sundhed. EU-foranstaltninger har til formål at udvikle en cirkulær plastøkonomi.

Hvorfor det er afgørende at reducere plastforureningen

Plast spiller en vigtig rolle i vores økonomi, industri og dagligdag. Plastmaterialer anvendes i forskellige økonomiske sektorer og i alle slags produkter og varer.

Plast er dog generelt ikke bionedbrydelig. Det kan tage op til 500 år, før et stykke plast nedbrydes. Henkastede plastprodukter nedbrydes ofte til mikroplast, som er svær at fjerne fra naturen og risikerer at ende i vores fødevarekæde gennem vand eller dyr.

Det er derfor afgørende at reducere mængden af plast og mikroplast, der spredes i naturen, og sikre en reduktion og korrekt håndtering af plastaffald for at beskytte miljøet og menneskers sundhed.

En bæredygtig håndtering af plast er væsentlig for Europas omstilling til en kulstofneutral og cirkulær økonomi.

EU-mål for håndtering af plast

EU-strategi for plast

I 2018 vedtog Europa-Kommissionen en EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi for at fremme genbrug og genanvendelse af plast og plastprodukter.

Strategien danner grundlag for at reducere plastforureningen og bidrage til opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling 2030 og gennemførelsen af Parisaftalen.

Handlingsplan for den cirkulære økonomi

Målene i plaststrategien er videreudviklet i handlingsplanen for den cirkulære økonomi, som Kommissionen fremlagde i 2020. Planen omfatter foranstaltninger til affaldsreduktion for produkter såsom emballage og obligatoriske krav til genanvendt indhold.

Handlingsplan for nulforurening

I maj 2021 fremlagde Kommissionen en handlingsplan for nulforurening af luft, vand og jord. Hovedformålet med planen er, at forebyggelse af forurening skal medtages i alle relevante EU-politikker, hvorved reduktionen af plast og andre forurenende stoffer i naturen fremskyndes.

Reduktion af mængden af plast til lands og til søs er to af de mål for 2050, der fremlægges i handlingsplanen.

Global traktat om plast

EU støtter en global aftale om plast inden for en international ramme. Målet med aftalen vil være at reducere plastforureningen og støtte overgangen til en cirkulær økonomi på verdensplan.

Forhandlinger om indgåelse af en sådan aftale blev indledt i 2022, men der er endnu ikke opnået enighed.

EU-lovgivning om plast

Forbud mod engangsplastprodukter

I maj 2019 vedtog Rådet et direktiv om reduktion af plastaffald. Direktivet indfører nye regler om visse engangsplastprodukter.

Reglerne omfatter et forbud mod brug af specifikke engangsplastprodukter, som der findes alternativer til. Direktivet indfører også særlige foranstaltninger for at reducere brugen af de hyppigst henkastede plastprodukter. I henhold til de nye regler har følgende engangsplastprodukter været forbudt siden 2021:

  • tallerkener
  • bestik
  • sugerør
  • vatpinde
  • produkter fremstillet af oxo-nedbrydelig plast
  • fødevare- og drikkevarebeholdere af ekspanderet polystyren

Medlemsstaterne blev også enige om, at plastflasker skal være fremstillet af mindst 25 % genanvendt materiale senest i 2025 og 30 % senest i 2030.

Øget genbrug og genanvendelse af plastemballage

I december 2024 vedtog Rådet en ny forordning om emballage og emballageaffald.

De nye regler omfatter restriktioner for engangsplastemballage til visse færdigpakkede og enkeltportioner af fødevarer og for engangsprodukter i hotel-, restaurations- og oplevelsesbranchen.

Emballage

Emballage

Forebyggelse af udledning af plastgranulat

Plastgranulat er en af de største kilder til utilsigtet mikroplastforurening. Tusindvis af ton granulat udledes hvert år i miljøet på grund af fejlhåndtering i forsyningskæden.

Granulat, der udledes i naturen, indtages af dyr og kan være til stor skade for både vilde dyr og mennesker.

EU arbejder på nye regler for at forbedre håndteringen af plastgranulat i alle led i forsyningskæden og reducere utilsigtede udslip i miljøet. Dette kan reducere tabet af plastgranulat til miljøet med op til 74 %.

EU's miljøministre nåede til enighed om deres holdning til den nye forordning i december 2024. Rådet og Europa-Parlamentet nåede til enighed om forslaget i april 2025. Den foreløbige enighed skal vedtages af begge institutioner, inden den bliver til EU-lovgivning.

Regulering af handel med affald

Der produceres millioner af ton affald i Europa hvert år.

Plast udgør en betydelig mængde af det affald, som vi producerer, og plastaffald både importeres og eksporteres af EU.

I 2024 ajourførte EU sine regler for bedre at regulere handelen med affald inden for EU og med lande uden for EU i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt og handlingsplanen for den cirkulære økonomi.

Der blev også indført nye, strengere regler for eksport af plastaffald til lande uden for EU.

Handel med affald

Handel med affald

Seneste gennemgang: 9. april 2025