Skip to content

Affald

Affald er til fare for miljøet og menneskers sundhed. EU arbejder på at forebygge affald og håndtere det bedre og fremme en mere cirkulær økonomi.

Affald som en ressource

Affald forgifter land og vand, og vores have fyldes med plastaffald.

Dårlig affaldshåndtering fører til forurening og presser det naturlige miljø og truer dermed menneskers sundhed.

Men hvis affald håndteres korrekt, kan det være en ressource. Hvis affald genbruges og genanvendes i stedet for at blive bortskaffet, kan det skabe værdi for økonomien.

I en cirkulær økonomi udvindes materialer af høj værdi fra affald og anvendes til at fremstille nye varer. Dette forlænger materialernes levetid, redder dem fra bortskaffelse og mindsker behovet for nye materialer. Dette bidrager til at mindske indvirkningen på naturressourcerne.

EU-lovgivning om affald

EU's overordnede mål med håndtering af affald er at:

  • minimere negative virkninger ved at forebygge affald og håndtere det bedre
  • fremme genanvendelse og genbrug af ressourcer og materialer og dermed støtte en cirkulær økonomi

EU's regler om affald er baseret på affaldsrammedirektivet, som fastsætter centrale principper for, hvordan affald skal håndteres. Der er indført foranstaltninger til håndtering af specifikke typer affald såsom e-affald og madaffald.

Affaldsrammedirektivet

Affaldsrammedirektivet indeholder grundlæggende affaldshåndteringsprincipper og definitioner. Det definerer affaldstyper og farligt affald og forklarer, hvornår affald ophører med at være affald og bliver et sekundært råstof.

Direktivet fastsætter en prioritetsrækkefølge for affald kaldet "affaldshierarkiet". Ifølge dette hierarki bør affald allerhelst forebygges og kun bortskaffes, hvis det ikke kan genbruges, genanvendes eller nyttiggøres.

Direktivet indeholder også mål, som medlemsstaterne skal nå. Et af disse mål er at øge genbrug og genanvendelse af kommunalt affald til mindst 55 vægtprocent senest i 2025, mindst 60 vægtprocent senest i 2030 og mindst 65 vægtprocent senest i 2035.

EU arbejder på at revidere direktivet, især reglerne om madaffald og affaldstekstiler. Rådet er nået til enighed om sin holdning til revisionen på grundlag af et forslag, som Europa-Kommissionen har fremsat. Der blev indgået en foreløbig aftale med Europa-Parlamentet om den endelige udformning af lovgivningen i februar 2025.

Madspild

Madspild

Overførsel af affald

Der eksporteres ca. 32,7 mio. ton affald hvert år, mens der handles med 70 mio. ton inden for EU.

Hvis handelen med affald ikke reguleres og kontrolleres ordentligt, kan den være skadelig for miljøet og menneskers sundhed. Affald, der indeholder farlige stoffer, kan forurene jorden og havene med katastrofale miljømæssige konsekvenser.

EU har regler for overførsel af affald. I 2024 blev disse regler ajourført for at regulere handelen med affald bedre, både inden for EU og med ikke-EU-lande.

Handel med affald

Handel med affald

Batterier og udtjente batterier

Til produktion af batterier anvendes der mange nye råstoffer, og udtjente batterier indeholder farlige stoffer. EU har vedtaget regler, der regulerer hele livscyklussen for batterier – fra produktion til genbrug og genanvendelse – og sørger for, at sektoren og dens produkter er sikre, bæredygtige og konkurrencedygtige.

Det skal opnås gennem kriterier for ydeevne, holdbarhed og sikkerhed, strenge begrænsninger for farlige stoffer som kviksølv, cadmium og bly og obligatoriske oplysninger om batteriers CO₂-fodaftryk.

Illustration af forsyningskæden for batterier
Mod en bæredygtig, cirkulær europæisk forsyningskæde for batterier (Infografik)

Mod en bæredygtig, cirkulær europæisk forsyningskæde for batterier (Infografik)

Affald fra elektrisk og elektronisk udstyr

Affald fra elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) omfatter en lang række enheder såsom computere, køleskabe og mobiltelefoner, når de er udtjent. Denne type affald kan forårsage store miljø- og sundhedsproblemer, hvis det kasserede udstyr ikke håndteres korrekt. Moderne elektronik indeholder også sjældne ressourcer, bl.a. kritiske råstoffer, der kan genanvendes og genbruges, hvis affaldet håndteres effektivt.

Den mængde WEEE, der hvert år produceres i EU, vokser hurtigt. For at vende denne tendens og fremme bedre genanvendelse af WEEE-materialer har EU vedtaget regler for behandling af dette affald og dermed bidrage til bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug.

I 2024 vedtog EU en ændring af reglerne for at præcisere visse bestemmelser om udvidet producentansvar.

Emballage

I 2022 producerede EU-landene knap 84 mio. ton emballageaffald. Det er 20 % mere end i 2011. Hvis der ikke gøres noget, kan mængden af emballageaffald være steget med yderligere 19 % i 2030, hvilket vil bidrage til at øge forureningen og de risici, den medfører.

For at afhjælpe dette har EU revideret sin lovgivning om emballage og emballageaffald. Målet er at:

  • reducere produktionen af emballageaffald
  • fremme en omkostningseffektiv cirkulær økonomi for emballage
  • harmonisere emballagereglerne i hele EU
Emballage

Emballage

Persistente organiske miljøgifte

Persistente organiske miljøgifte, også kendt som "evighedskemikalier", fordi de ikke nedbrydes i miljøet, er særdeles skadelige stoffer: De er giftige og kan udgøre en risiko for mennesker og naturen.

Disse stoffer forekommer i affald fra visse forbrugerprodukter såsom vandtætte tekstiler, møbler, plast og elektronisk udstyr.

I 2022 vedtog EU regler for at begrænse forekomsten af sådanne stoffer i affald.

Seneste gennemgang: 19. februar 2025