Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 7. juni 2016 11.50

Sejlads på indre vandveje: Rådet vedtager sin holdning til fælles ordning for erhvervsmæssige kvalifikationer

7. juni 2016 vedtog Rådet en generel indstilling til et direktivforslag om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for sejlads på indre vandveje. Forslaget skal skabe nye karrieremuligheder og øge mobiliteten for dem, der arbejder i sektoren. Det fastlægger en fælles ordning for certifikater for hele besætningen fra lærlinge til bådførere. Indehavere af et sådant certifikat kan udøve deres erhverv på indre vandveje over hele Europa.

Melanie Schultz van Haegen-Maas Geesteranus, Nederlandenes minister for infrastruktur og miljø, som ledte mødet, sagde: "Med det nye EU-certifikat kan besætningsmedlemmer på fartøjer til sejlads på indre vandveje arbejde frit over hele Europa. Nye i faget kan få certifikatet ved at vise, at de har bred viden og kompetencer, som er fastlagt på europæisk plan. Det øger mobiliteten for dem, der arbejder i sektoren, og er med til at afhjælpe manglen på kvalificeret personale."

En fælles kompetencebaseret ordning for alle besætningsmedlemmer

Den gældende EU-lovgivning om gensidig anerkendelse i sektoren omfatter kun bådførere og kun, når de sejler på floder og kanaler, men ikke Rhinen. Den øvrige dæksbesætning er omfattet af det horisontale direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Direktivforslaget vil fastsætte en fælles ordning, som gælder for al dæksbesætning, der arbejder på alle indre vandveje i EU, som er omfattet af direktivet, herunder Rhinen.

Den nye ordning vil på sektorens og EU-landenes opfordring indføre en kompetencebaseret ramme svarende til dem, der bruges til andre transportformer.

Bedre karrierer inden for sejlads på indre vandveje

Den nye ordning forventes at gøre det lettere at gå ind i erhverv inden for sejlads på indre vandveje. Den vil forbedre karrieremulighederne i sektoren ved at gøre hele erhvervet mere attraktivt. Automatisk gensidig anerkendelse vil gøre det lettere for folk at tage job, uanset hvor de findes. Det bliver også lettere for virksomhederne at ansætte personale fra hele Europa. Da mange virksomheder, som er aktive i sektoren, er forholdsvis små, kan øget interesse for erhvervet hjælpe dem med at udvide virksomheden, hvilket vil styrke hele sektoren. Kompetencebaserede kvalifikationer bør også forbedre sikkerheden og mindske omkostningerne ved ulykker.

Styrkelse af CESNI's rolle

Direktivforslaget er ligesom direktivet om tekniske forskrifter for fartøjer på indre vandveje tæt knyttet til Det Europæiske Udvalg for Udarbejdelse af Standarder for Sejlads på Indre Vandveje (CESNI), et internationalt organ oprettet inden for rammerne af Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen (CCNR). CESNI vil udarbejde forskellige standarder om erhvervsmæssige kvalifikationer for Unionen og CCNR. Så snart en standard bliver tilgængelig, indføres der en henvisning til den i direktivet.

Hensyn til EU-landenes forskellige forhold

Den generelle indstilling indfører en vis proportionalitet i direktivet for at tage hensyn til situationen i EU-lande uden eller med meget lidt sejlads på indre vandveje. Disse lande vil, når nogle objektive kriterier er opfyldt, ikke skulle gennemføre direktivet eller visse dele af det.

Hvordan bliver det til lovgivning?

Den generelle indstilling, der blev vedtaget i dag, er Rådets holdning forud for forhandlingerne med Europa-Parlamentet. Parlamentet har endnu ikke vedtaget sin holdning. De to institutioner skal nå til enighed om teksten, før den kan træde i kraft.

Øget brug af indre vandveje

Sejlads på indre vandveje er en særligt omkostningseffektiv og miljøvenlig transportform. Direktivforslaget er et af de tiltag, der skal forbedre dens kvalitet og øge dens brug, især til fragt (NAIADES II-pakken).

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2024