- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 26. juli 2024 14.00
Stabilitets- og vækstpagten: Rådet indleder procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud mod syv medlemsstater
Rådet vedtog i dag afgørelser om uforholdsmæssigt store underskud i Belgien, Frankrig, Italien, Malta, Polen, Slovakiet og Ungarn. Desuden fastslog Rådet, at Rumænien, der siden 2020 har været omfattet af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger til at korrigere sit underskud. Proceduren bør derfor forblive åben.
Den underskudsbaserede procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud har til formål at sikre, at alle medlemsstater vender tilbage til eller opretholder disciplinen i deres statsbudgetter, og at undgå uforholdsmæssigt store underskud. I sidste ende er målet at fastholde en lav offentlig gæld eller at nedbringe en høj gæld til et holdbart niveau.
Medlemsstaterne skal overholde budgetdisciplinen på grundlag af kriterier og referenceværdier, der er fastsat i EU-traktaterne: Deres underskud bør ikke overstige 3 % af deres bruttonationalprodukt (BNP), og deres gæld bør ikke overstige 60 % af deres BNP. Alle medlemsstater skal overholde disse traktatfæstede referenceværdier.
Opstår der et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat, er formålet med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud at fremskynde korrektionen af underskuddet ved at sætte medlemsstaterne under skærpet tilsyn og fremsætte henstillinger til dem om at træffe effektive foranstaltninger til at korrigere underskuddet.
Næste skridt
Sidst på året vil Rådet blive opfordret til på grundlag af en henstilling fra Kommissionen at vedtage henstillinger til medlemsstaterne om at træffe virkningsfulde foranstaltninger til at korrigere deres underskud inden for en given frist. Henstillingerne kan indeholde en korrigerende budgetkurs udtrykt i tal og en frist.
Kommissionen ventes at forelægge sine henstillinger med henblik på Rådets henstillinger omkring november samtidig med efterårspakken for det europæiske semester.
Tidsplanen for henstillingerne til de medlemsstater, der er omfattet af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, om at træffe virkningsfulde foranstaltninger vil i år undtagelsesvis blive tilpasset bestemmelserne i EU's reviderede ramme for økonomisk styring. Ifølge de nye regler, der trådte i kraft 30. april, vil medlemsstaterne udarbejde mellemfristede finanspolitiske strukturplaner i efteråret med angivelse af deres udgiftskurs og deres prioriterede reformer og investeringer for de næste 4-7 år.
Målet er at tilpasse Rådets henstillinger som led i procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud til henstillingerne i de mellemfristede planer for finans- og strukturpolitiske tiltag.
Baggrund
På grundlag af de indberettede og bekræftede data for 2023 var der i alle de medlemsstater, der nu er omfattet af en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, i 2023 et offentligt underskud, der oversteg traktatens referenceværdi:
- Italien (-7,4 %)
- Ungarn (-6,7 %)
- Rumænien (-6,6 %)
- Frankrig (-5,5 %)
- Polen (-5,1 %)
- Malta (-4,9 %)
- Slovakiet (-4,9 %)
- Belgien (-4,4 %)
Efter en fireårig pause som følge af aktiveringen af den generelle undtagelsesklausul mellem 2020 og 2023 efter covid-19-pandemien udarbejdede Kommissionen 19. juni en rapport i henhold til artikel 126, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I rapporten blev der konstateret 12 medlemsstater med et offentligt underskud, der overstiger traktatens referenceværdi på 3 %, eller som risikerer at overskride traktatens referenceværdi i 2023.
I rapporten foreslås det, at der indledes en underskudsbaseret procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud mod syv medlemsstater. Det Økonomiske og Finansielle Udvalg afgav udtalelse inden for to uger.
8. juli 2024 foreslog Kommissionen Rådet afgørelser om uforholdsmæssigt store underskud i syv medlemsstater og en afgørelse om, at Rumænien, der siden 2019 har været omfattet af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, ikke har truffet virkningsfulde foranstaltninger til at rette op på situationen.
Rådet udvekslede synspunkter om forslagene på samlingen 16. juli 2024. De Faste Repræsentanters Komité besluttede 24. juli at indlede en skriftlig procedure med henblik på formel vedtagelse af afgørelserne, der blev afsluttet med et positivt resultat. Vedtagelsen i dag betyder, at procedurerne i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud nu formelt er indledt.
- Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i Belgien
- Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig
- Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
- Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i Malta
- Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i Polen
- Rådets afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud i Slovakiet
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
- Procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (baggrundsinformation)
- Det europæiske semester kort fortalt (baggrundsinformation)
- Rammen for økonomisk styring (baggrundsinformation)
European Semester 2024: next steps in fiscal surveillance (Infografik)
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 20. februar 2025