Skip to content
  • Rådet for Økonomi og Finans

Videokonference mellem økonomi- og finansministrene, 19. maj 2020

Vigtigste resultater

Økonomisk reaktion på covid-19-pandemien

Ministrene drøftede de fremskridt, der er gjort med EU's foranstaltninger til håndtering af covid-19-krisen.

Ministrene udtrykte tilfredshed med vedtagelsen ved skriftlig procedure af forordningen om midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE). SURE kan yde op til 100 mia. € i lån på gunstige vilkår til medlemsstaterne for at hjælpe med at finansiere nationale arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger, bl.a. for selvstændige erhvervsdrivende, og kan støtte visse sundhedsrelaterede foranstaltninger, især på arbejdspladsen som reaktion på krisen.

Zdravko Marić, Kroatiens vicepremierminister og finansminister
Ved at redde arbejdspladser og beskytte vores borgeres indkomst vil EU's regeringer kunne minimere de negative sociale virkninger af sundhedskrisen og gøre det muligt for vores økonomier at udnytte denne efterspørgselspulje til at komme på fode så hurtigt som muligt.
Zdravko Marić, Kroatiens vicepremierminister og finansminister
Zdravko Marić, Kroatiens vicepremierminister og finansminister

SURE er et af de tre sikkerhedsnet til en værdi af 540 mia. € til arbejdspladser og arbejdstagere, virksomheder og medlemsstater, som Eurogruppen vedtog 9. april 2020. EU's ledere godkendte aftalen 23. april og opfordrede til, at pakken bliver operationel senest 1. juni 2020.

Efter politisk enighed om instrumentets kendetegn og standardiserede vilkår i Eurogruppen 8. maj blev sikkerhedsnettet for medlemsstaterne, ESM's pandemikrisestøtte, operationel 15. maj 2020.

Ministrene gjorde også status over de igangværende drøftelser om at operationalisere sikkerhedsnettet for virksomheder via Den Europæiske Investeringsbanks paneuropæiske garantifond. Formandskabet opfordrede til, at instrumentet snarest muligt bliver færdiggjort.

Kommissionen og Den Europæiske Centralbank fremlagde deres vurdering af den økonomiske og finansielle situation.

Bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

Ministrene havde en drøftelse efter Europa-Kommissionens forelæggelse af sin tilgang til yderligere styrkelse af EU's bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme (AML).

Ministrene drøftede, hvordan den nuværende AML-ordning kan forbedres yderligere, især:

  • hvordan man bedst opnår et harmoniseret regelsæt, og hvilke områder og sektorer der bør omfattes af en forordning
  • hvordan man bedre kan udnytte data, dataanalyse og dataudveksling
  • muligheden for at oprette en ny særlig EU-myndighed for AML og dens eventuelle kompetencer
  • den reviderede metode, som Kommissionen har foreslået til identifikation af højrisikotredjelande.

Kommissionen forelagde 7. maj:

  • en handlingsplan for en samlet EU-politik for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme
  • en revideret metode til opførelse på listen over højrisikotredjelande med strategiske mangler i deres AML-ordninger

Kommissionens handlingsplan følger op på Rådets konklusioner fra december 2019, hvori der fastsættes strategiske prioriteter for reform på dette område.

Den reviderede opførelsesmetode har til formål at beskytte EU's finansielle system bedre mod AML-risici. EU's ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme fastsætter en forpligtelse til at identificere jurisdiktioner uden for EU med strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Det europæiske semester 2020

Ministrene så også med tilfredshed på vedtagelsen af Rådets konklusioner om landerapporterne for det europæiske semester 2020 og gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger for 2019.

Disse konklusioner indgår i den årlige proces med vurdering af procedurerne i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer. I år afspejler de imidlertid den usædvanlige situation, der er knyttet til den alvorlige forværring af den økonomiske situation som følge af covid-19-pandemien. Konklusionerne fokuserer på strukturelle udfordringer og sårbarheder, som fortsat er relevante i det ændrede og usikre økonomiske miljø af i dag, og som kan vise sig at være relevante for en genopretningsstrategi.

Økonomisk dialog med Vestbalkan og Tyrkiet

I tilknytning til videokonferencen mellem økonomi- og finansministrene havde EU, Vestbalkan og Tyrkiet deres årlige dialog om den økonomiske politik. Dette års drøftelse fokuserede på den økonomiske indvirkning af covid-19-pandemien i regionen. Deltagerne vedtog en fælles erklæring ved afslutningen af videokonferencen.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Økonomi og Finans

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025