"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
På samlingen i Rådet nåede ministrene til enighed om tiltag til at håndtere den kraftige stigning i antallet af små pakker, der oversvømmer EU-markedet. Rådet drøftede også revisionen af energibeskatningsdirektivet og godkendte de årlige konklusioner om EU-statistikker. På morgenmadsmødet inden samlingen drøftede ministrene finansiering til Ukraine og international selskabsbeskatning.
Jeg vil gerne takke alle medlemsstaterne for en meget konstruktiv Økofinsamling, hvor de bekræftede tilsagnet om at adressere Ukraines finansieringsbehov de kommende år. Vi udvekslede synspunkter om mulighederne for at støtte, navnlig Kommissionens forslag om erstatningslånet. Det danske formandskab mener, at Kommissionens forslag er den bedste og mest realistiske løsning, og at det bør behandles som en topprioritet med henblik på at træffe afgørelser på Det Europæiske Råds møde i december.
Vi glæder os også over, at vi er nået til politisk enighed om at sløjfe toldtærsklen på 150 €. Det sikrer, at der betales told fra og med den første euro. Det er et vigtigt skridt i retning af fair konkurrence og de europæiske virksomheders konkurrenceevne.
Stephanie Lose, Danmarks økonomiminister
Energibeskatning
Rådet havde en orienterende debat om revisionen af energibeskatningsdirektivet.
Ministrene redegjorde for deres synspunkter om kompromisteksten. Mange ministre var rede til at støtte en aftale om kompromiset, mens andre mente, at der var behov for yderligere arbejde med visse elementer, primært med hensyn til konkurrenceevne.
Nærmere bestemt var nogle ministre ikke i stand til at tilslutte sig direktivet, fordi de havde specifikke betænkeligheder med hensyn til bl.a. bestemmelserne om indeksering, om beskatning af brændstof, der anvendes i søfarts- og luftfartssektoren, og om den skattemæssige behandling af naturgas og flydende naturgas samt sammenhængen med andre klimarelaterede sager.
Formandskabet afsluttede samlingen med at beklage, at Rådet ikke syntes at være i stand til at nå til enighed om kompromisteksten på nuværende tidspunkt.
Rådet har i dag taget skridt til at håndtere tilstrømningen til EU af små pakker, der i øjeblikket ikke er pålagt told. Det er et problem, der fører til illoyal konkurrence for forhandlere i EU, og som giver anledning til miljøbekymringer.
Jeg er meget tilfreds med, at vi er nået til enighed om at sløjfe toldtærsklen på 150 €. Vi sikrer, at der betales told fra og med den første euro. Det skaber lige vilkår for europæiske virksomheder og begrænser tilstrømningen af billige varer. Vi var også enige om, at det er nødvendigt at arbejde hen imod en midlertidig løsning hurtigst muligt i 2026.
Stephanie Lose, Danmarks økonomiminister
EU's finansministre indledte med at beslutte at afskaffe den nuværende regel, der tillader, at varer med en værdi under 150 € kan indføres toldfrit i EU. Når EU's tolddatacenter – den foreslåede centrale EU-platform til at kommunikere med toldmyndighederne og styrke kontrollen – tages i brug, hvilket i øjeblikket forventes i 2028, vil den relevante told blive pålagt alle varer, der indføres i EU.
Fordi det haster, forpligtede Rådet sig i dag også til at arbejde hen imod en enkel, midlertidig løsning med henblik på at opkræve told på sådanne varer hurtigst muligt i 2026, og indtil tolddatacentret tages i brug i 2028. Arbejdet med henblik på at udvikle den løsning vil fortsætte i de kommende uger.
Rådet vedtog gennemførelsesafgørelser om godkendelse af målrettede ændringer af de genopretnings- og resiliensplaner, som Belgien, Estland, Kroatien, Luxembourg, Rumænien og Slovakiet har forelagt.
Genopretnings- og resiliensfaciliteten er EU's program for omfattende finansiel støtte som reaktion på de udfordringer, som covid-19-pandemien har medført for den europæiske økonomi. Faciliteten er kernen i NextGenerationEU, et midlertidigt genopretningsinstrument, der giver Kommissionen mulighed for at skaffe midler til at afhjælpe de umiddelbare økonomiske og sociale skader, som pandemien har forårsaget.
For at få gavn af faciliteten skal medlemsstaterne forelægge Kommissionen genopretnings- og resiliensplaner med angivelse af de reformer og investeringer, som de agter at gennemføre inden udgangen af august 2026.
Indtil videre er der udbetalt ca. 367 mia. € fra genopretnings- og resiliensfaciliteten.
Rådet godkendte konklusioner om de fremskridt, der er gjort med hensyn til EU's statistiske prioriteter.
Sammenlignelige og pålidelige statistikker af høj kvalitet er et grundlæggende element i evidensbaseret politikudformning, især i forbindelse med samordningen af de økonomiske politikker.
I sine årlige konklusioner om statistikker foretager Rådet derfor en gennemgang af kvaliteten, aktualiteten og relevansen af de officielle EU-statistikker, bl.a. dem, der ligger til grund for EU's økonomiske styring.
Der gøres i konklusionerne også status over, hvordan EU-statistikker kan støtte arbejdet på andre prioriterede områder som boliger, den grønne omstilling og energiomstillingen, landbrug og fiskeri samt socialpolitik.
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Rådet udvekslede synspunkter om disse spørgsmål i lyset af Kommissionens seneste rapporter, der blev offentliggjort 21. oktober 2025.
Ministrenes drøftelse fulgte op på Det Europæiske Råds konklusioner af 23. oktober 2025. Konklusionerne bekræftede på ny det presserende behov for at fremme denne dagsorden for at sikre Europas konkurrenceevne og opfordrede indtrængende Kommissionen og fælleslovgiverne til som en topprioritet at fremskynde deres arbejde.
Ministrene udvekslede synspunkter om den årlige rapport for 2025 fra Det Europæiske Finanspolitiske Råd, som er et uafhængigt rådgivende organ, der blev oprettet i 2015.
Det finanspolitiske råds vigtigste ansvarsområder består i at give en rettidig efterfølgende evaluering af gennemførelsen af EU's ramme for finanspolitisk styring og rådgive om euroområdets og medlemsstaternes finanspolitiske kurs.
Det rådgiver også om gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten og fremsætter forslag til den fremtidige udvikling af den finanspolitiske ramme.
4. november blev der i tilknytning til mødet holdt en makroøkonomisk dialog på politisk plan (MEDPOL).
Arbejdsmarkedets parter udvekslede synspunkter med formandskabet og de to kommende formandskaber, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og formanden for Eurogruppen. Mødet fokuserede på vigtigheden af arbejdsmarkedsreformer og reformer af opbygningen af menneskelig kapital for at styrke EU's konkurrenceevne.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.