"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Ministrene nåede frem til en generel indstilling om et forslag om at revidere direktivet om industrielle emissioner.
Direktivet er det vigtigste EU-instrument til regulering af forurening fra industrianlæg og store intensive husdyrbrug. I revisionen foreslås en yderligere indsats for at reducere forureningen i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt for at opnå en konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi uden forurening senest i 2050.
Forurening forårsager alvorlige sygdomme og skader miljøet. EU's mål for 2050 er at bringe forureningen ned på et niveau, der ikke længere er skadeligt for menneskers sundhed. I Rådets nye aftale om industrielle emissioner, fastsættes der strengere regler for bekæmpelse af forurening ved kilden. Det vil gøre det muligt at fastsætte forureningsgrænser på mere effektive niveauer og give industrien og store husdyrbrug klare retningslinjer, så de kan foretage de investeringer, der er nødvendige for at reducere deres forurening effektivt.
Romina Pourmokhtari, Sveriges klima- og miljøminister
Ministrene havde en orienterende debat om et forslag om at etablere en EU-certificeringsramme for kulstoffjernelse.
Forslaget skal lette udbredelsen af kulstoffjernelse af høj kvalitet i EU og omfatter permanent kulstoflagring gennem industrielle teknologier, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter.
Formålet med debatten var at udstikke retningslinjer for det fremtidige arbejde med forslaget i Rådet. Ministrene udvekslede synspunkter om, hvordan en EU-certificeringsramme kan bidrage til at øge kulstoffjernelse af høj kvalitet i EU som et supplement til de vedvarende bestræbelser på at reducere emissioner. De drøftede også de vigtigste muligheder og udfordringer i forbindelse med forslaget.
Medlemsstaterne hilste forslagets mål om yderligere at tilskynde til kulstoffjernelsesaktiviteter i EU velkommen, men var enige om, at forslagets grundlæggende aspekter skal drøftes yderligere. Et flertal af medlemsstaterne understregede også, at selv om kulstoffjernelse vil spille en stadig vigtigere rolle i EU's klimapolitik, bør bestræbelserne på at reducere emissioner og dekarbonisere den europæiske økonomi ikke desto mindre fortsat være i hovedfokus.
Ministrene havde en orienterende debat om den foreslåede revision af EU-lovgivningen om emballage og emballageaffald.
Forslaget har til formål at stramme de eksisterende regler om forebyggelse, reduktion og genanvendelse af emballage og emballageaffald. Forslaget lægger bl.a. op til at reducere emballageaffaldet med 15 % senest i 2040 pr. medlemsstat pr. indbygger og at gøre al emballage på EU-markedet genanvendelig på en økonomisk bæredygtig måde senest i 2030.
Formålet med debatten var at udstikke politiske retningslinjer for arbejdet i Rådet.
Ministrene blev opfordret til at dele deres synspunkter om forslagets overordnede ambition, og hvilke elementer de anser for at være de mest hensigtsmæssige og rettidige i denne henseende. Ministrene blev også opfordret til at identificere de vigtigste foranstaltninger med henblik på at fremme forebyggelse af emballageaffald og fremme innovative løsninger i EU.
Ministrene drøftede et forslag om at revidere direktivet om rensning af byspildevand.
Direktivet har til formål at reducere mængden af forurenende stoffer i floder, søer, grundvand og have ved at forbedre rensningen af spildevand og samtidig indføre forureneren betaler-princippet, mål for energineutralitet og øget genbrug af næringsstoffer.
Ministrene blev opfordret til at dele deres synspunkter om det passende ambitionsniveau for at tackle de resterende kilder til forurening fra byspildevand og om medtagelsen af en ordning for udvidet producentansvar og mål for energineutralitet i forslaget.
Medlemsstaterne hilste revisionen velkommen, da den har til formål at tilvejebringe de konkrete midler til bedre at beskytte de europæiske borgeres sundhed og miljøet. De nærmere detaljer vedrørende foreslåede frister og krav skal afklares yderligere på teknisk plan.
Under frokosten drøftede ministrene en forgrønnelse af det europæiske semester. Formandskabet vil indarbejde nøglebudskaberne fra debatten i den fælles sammenfattende rapport til Det Europæiske Råds møde i marts. Rapporten vil sammenfatte alle debatter om det europæiske semester, der har fundet sted i de forskellige rådssammensætninger.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.