Montenegro
Montenegro ansøgte om EU-medlemskab i december 2008 og fik status som EU-kandidatland i december 2010. Tiltrædelsesforhandlingerne mellem EU og Montenegro begyndte i juni 2012. Alle 33 forhandlingskapitler er nu blevet åbnet, og 18 er blevet foreløbigt lukket.
Udvidelse
Ansøgning om EU-medlemskab
Montenegros ansøgning om EU-medlemskab blev indgivet 15. december 2008.
Rådet anmodede på samlingen 23. april 2009 Kommissionen om at afgive udtalelse om Montenegros ansøgning. I 2010 afgav Kommissionen positiv udtalelse om Montenegros ansøgning, og på mødet 16.-17. december 2010 besluttede Det Europæiske Råd at give Montenegro status som kandidatland.
Tiltrædelsesforhandlinger
På samlingen 26. juni 2012 besluttede Rådet at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Montenegro. Denne beslutning blev godkendt af Det Europæiske Råd i dagene efter.
- Rådets konklusioner om tiltrædelsesforhandlingerne med Montenegro, 26. juni 2012
- Det Europæiske Råds konklusioner, 28.-29. juni 2012
Møder i tiltrædelseskonferencen
Tiltrædelsesforhandlinger foregår på regeringskonferencer (også kaldet "tiltrædelseskonferencer") mellem EU-medlemsstaternes og kandidatens ministre og ambassadører. Forhandlingerne dækker en samling af fælles rettigheder og lovgivning ("gældende EU-ret") og er opdelt i forskellige kapitler eller klynger af kapitler, som dækker forskellige politikområder. Tiltrædelseskonferencer kan afholdes på enten minister- eller stedfortræderplan.
Tiltrædelsesforhandlingerne blev indledt 29. juni 2012 med det første møde på ministerplan under tiltrædelseskonferencen med Montenegro. Siden da har der været 28 møder i tiltrædelseskonferencen. Alle 33 kapitler er nu blevet åbnet, og 18 kapitler er blevet foreløbigt lukket.
Det seneste møde i tiltrædelseskonferencen med Montenegro blev holdt 14. juli 2026. På mødet afsluttede parterne foreløbigt forhandlingerne om to kapitler:
- kapitel 8 (konkurrencepolitik)
- kapitel 29 (toldunionen)
På det foregående møde, der blev holdt 15. juni 2026, afsluttede parterne foreløbigt forhandlingerne om kapitel 2 (arbejdskraftens frie bevægelighed) og kapitel 28 (forbruger- og sundhedsbeskyttelse). Forinden havde parterne foreløbigt afsluttet forhandlingerne om:
- kapitel 21 (transeuropæiske net) 17. marts 2026
- kapitel 32 (finanskontrol) 26. januar 2026
- kapitel 3 (etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser), 4 (frie kapitalbevægelser), 6 (selskabsret), 11 (landbrug og udvikling af landdistrikter) og 13 (fiskeri) 16. december 2025
I maj 2021 nåede Rådet til enighed om at anvendeden reviderede udvidelsesmetode under tiltrædelsesforhandlingerne med Montenegro og Serbien med henblik på at puste nyt liv i tiltrædelsesprocessen, lægge større vægt på grundlæggende reformer og give mere politisk fremdrift.
- 28. tiltrædelseskonference med Montenegro, 14. juli 2026
- 27. tiltrædelseskonference med Montenegro, 15. juni 2026
- 26. tiltrædelseskonference med Montenegro, 17. marts 2026
- 25. tiltrædelseskonference med Montenegro, 26. januar 2026
- 24. tiltrædelseskonference med Montenegro, 16. december 2025
- Udvidelse: Den nye udvidelsesmetode vil blive anvendt på Montenegro og Serbien (pressemeddelelse, 11. maj 2021)
Stabiliserings- og associeringsprocessen
Alle partnere på Vestbalkan har en "stabiliserings- og associeringsaftale", som fastlægger de overordnede rammer for deres forbindelser med EU. Den løber parallelt med og støtter EU-tiltrædelsesforhandlingerne. Montenegros stabiliserings- og associeringsaftale er blevet ratificeret og trådte i kraft 1. maj 2010.
Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Montenegro
For at gennemgå fremskridtene i forbindelserne mellem EU og Montenegro inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen mødes repræsentanter fra EU og Montenegro i Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Montenegro.
På det seneste (11.) møde i Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Montenegro, der blev holdt 14. juli 2022 i Podgorica, drøftede ministrene Montenegros tiltrædelsesstrategi og gennemgik landets fremskridt med forberedelserne til EU-medlemskab. De udvekslede også synspunkter om den seneste udvikling i Montenegro og på Vestbalkan.
Årlig statusrapport
Rådet gør hvert år status over de hidtidige fremskridt, som de enkelte EU-kandidater og EU-partnere, herunder Montenegro, har gjort på deres vej mod EU.
16. december 2025 udsendte det danske formandskab for Rådet konklusioner, der fik politisk støtte fra 26 EU-medlemsstater.
Grænseforvaltningssamarbejde
For at styre migrationsstrømme og bekæmpe ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet har EU og Montenegro en aftale om et bredere samarbejde om operationelle aktiviteter, der udføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex). Aftalen giver Frontex og Montenegro mulighed for at gennemføre fælles operationer og for Frontex' personale at foretage ind- og udrejsekontrol og registrere personer.
Aftalen med Montenegro har fundet midlertidig anvendelse siden 1. juli 2023 og trådte i kraft 1. marts 2025.
Den europæiske fredsfacilitet
EU har inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet, et instrument, der har til formål at forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed, vedtaget bistandsforanstaltninger til en værdi af 6 millioner € til støtte for Montenegros væbnede styrker. Foranstaltningerne vil bidrage til at styrke Montenegros kapacitet til at deltage i EU's sikkerheds- og forsvarsoperationer og stille udstyr til rådighed til:
- støtte i det virkelige liv under ekstremt kolde vejrforhold
- biologiske, radiologiske og nukleare forsvarsoperationer
- helikopterbårne eftersøgnings- og redningshold
I juni 2022 vedtog Rådet også bistandsforanstaltninger til gavn for Balkan Medical Task Force, hvilket omfatter indkøb af det nødvendige udstyr og materiel til lægeenhederne i Montenegros væbnede styrker. Målet er at styrke de militære sanitetskapabiliteter og det civile hjælpearbejde i den vestlige Balkanregion.
- Den europæiske fredsfacilitet: Rådet vedtager første bistandsforanstaltning nogensinde til støtte for Montenegros væbnede styrker (pressemeddelelse, 28. februar 2025)
- Den europæiske fredsfacilitet: Rådet vedtager bistandsforanstaltning til støtte for Balkan Medical Task Force (pressemeddelelse, 10. juni 2022)
Seneste gennemgang: 14. juli 2026