- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 29. maj 2017 16.05
Den Demokratiske Republik Congo: EU vedtager sanktioner mod yderligere 9 personer
Rådet har med øjeblikkelig virkning vedtaget restriktive foranstaltninger over for 9 personer, der beklæder, ansvarsfulde stillinger i centraladministrationen og sikkerhedsstyrkernes kommandokæde i Den Demokratiske Republik Congo (DRC). De føjer sig til de 7 personer, mod hvem EU indførte sanktioner pr. 12. december 2016 som reaktion på obstruktionen af valgafviklingen og dermed forbundne menneskerettighedskrænkelser.
Erklæring fra EU om situationen i Den Demokratiske Republik Congo
Den Europæiske Union er stadig alvorligt bekymret over forværringen af situationen i Den Demokratiske Republik Congo (DRC).
Krisen i Kasaiprovinsen har i sikkerhedsmæssig og humanitær henseende, og hvad angår menneskerettigheder, nået et helt usædvanligt niveau. EU fordømmer kraftigt alle voldshandlinger uanset ophav og er bekymret over rapporter om statslige organers, især sikkerhedsstyrkernes, uforholdsmæssige magtanvendelse i forbindelse med håndteringen af krisen. EU opfordrer indtrængende de congolesiske myndigheder til at handle i overensstemmelse med menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og til straks at indlede troværdige og gennemsigtige undersøgelser, bistået af international ekspertise på højt plan for at øge deres troværdighed og uafhængighed, med henblik på at identificere de ansvarlige for voldshandlingerne og massakrerne. Det understreger behovet for, at MONUSCO kan udøve sit mandat fuldt ud, og for at de humanitære organisationer sikres adgang til de områder, der er berørt af krisen.
EU er også stadig bekymret over de fortsatte begrænsninger af det demokratiske rum og de grundlæggende rettigheder, herunder begrænsninger af medierne og forbuddet mod demonstrationer.
På den politiske front udtrykker EU bekymring over den manglende konsensus om at videreføre overgangen. EU gentager, at overgangen, med henblik på at komme ud af krisen på et holdbart grundlag, skal føre til demokratiske og gennemsigtige valg, der skal afholdes hurtigst muligt og i overensstemmelse med forfatningen og den politiske aftale af 31. december 2016. Navnlig er det nødvendigt at handle i god tro for at oprette reelt inklusive overgangsinstitutioner og hurtigt at gennemføre foranstaltninger til at mindske spændinger, idet begge dele er afgørende for et åbent og fredeligt valgmiljø. Et rum for uhindret meningsytring og debat er af afgørende betydning for at borgerne kan tale frit, når de gør sig klar til valget.
Valgprocessen er fortsat den vigtigste udfordring i de kommende måneder og begynder med fastlæggelsen af en konsensusbaseret valgkalender og et budget i overensstemmelse med den politiske aftale. Overholdelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2348 og de tilsagn, der blev givet som led i den politiske aftale, vil sætte Den Europæiske Union i stand til at støtte denne proces. Fastlæggelsen af en tidsplan vil styre processen og gøre det muligt at mobilisere støtte fra regionale og internationale partnere i god tid. EU opmuntrer og støtter den indsats, som De Forenede Nationer, Den Afrikanske Union, Den Internationale Organisation af Frankofone Lande og andre internationale partnere gør i denne henseende.
Den kritiske socioøkonomiske situation, som forværres af dårlig regeringsførelse og uretmæssig tilegnelse af nationale ressourcer, efterlader en stor del af befolkningen, især unge, med få fremtidsudsigter og udgør en risiko for destabilisering. I betragtning af den betydelige forværring af situationen og som bebudet i konklusionerne af 6. marts 2017 har EU i dag truffet afgørelse om at indføre nye restriktive foranstaltninger over for 9 personer, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.
Den Europæiske Union vil nøje følge den politiske udvikling og udviklingen på menneskerettighedsområdet i løbet af de kommende måneder og kan, afhængigt af udfaldet, overveje yderligere restriktive foranstaltninger eller trække nogle af dem tilbage. EU gentager i denne forbindelse sin villighed til at gå ind i en politisk dialog på højeste plan i overensstemmelse med artikel 8 i Cotonouaftalen.
Navnene på de pågældende personer og grundene til, at Rådet opfører dem på listen, findes i EU-Tidende af 29. maj 2017. De restriktive foranstaltninger træder i kraft straks. De omfatter et forbud mod at indrejse i EU samt indefrysning af aktiver og et forbud mod at stille midler eller økonomiske ressourcer til rådighed for de personer, der er opført på listen.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024