- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 21. juni 2017 21.20
Forbrugerbeskyttelse i den digitale tidsalder: EU's formandskab er enigt med Parlamentet om at styrke samarbejdet på EU-plan
Det maltesiske formandskab nåede til foreløbig enighed med Europa-Parlamentets repræsentanter om at styrke samarbejdet mellem de nationale myndigheder i EU med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.
"Borgernes og virksomhedernes tillid til e-handel er en væsentlig forudsætning for at gøre det digitale indre marked mere attraktivt og dynamisk. Beskyttelsen af forbrugernes rettigheder og interesser vil blive bedre, også når det gælder internethandel, takket være denne nye harmoniserede ramme ", sagde Chris Cardona, Maltas økonomiminister og minister for investeringer og små virksomheder.
Aftalen, som endnu mangler at blive godkendt af Rådet og Europa-Parlamentet, har til formål at modernisere samarbejdsmekanismerne for yderligere at reducere den skade, som grænseoverskridende overtrædelser af EU's forbrugerlovgivning påfører forbrugerne.
Effektiv forbrugerbeskyttelse skal især imødegå udfordringerne i forbindelse med den digitale økonomi og udviklingen inden for grænseoverskridende detailhandel i EU.
Bekæmpelse af grænseoverskridende overtrædelser
Denne revision af den eksisterende ramme for forbrugerbeskyttelsessamarbejde vil give de nationale myndigheder større beføjelser, navnlig med hensyn til det digitale indre marked.
I tilfælde af tilsidesættelse af forbrugerrettigheder i hele EU vil de nationale håndhævelsesmyndigheder og Kommissionen koordinere deres foranstaltninger for at standse sådan praksis, navnlig i tilfælde af udbredte overtrædelser med en EU-dimension, der sandsynligvis vil skade forbrugerne i en stor del af EU.
Forbrugernes tillid til e-handel
Ineffektiv håndhævelse af grænseoverskridende overtrædelser, navnlig i det digitale miljø, gør det muligt for erhvervsdrivende at undvige håndhævelse ved at flytte inden for EU, hvilket medfører konkurrenceforvridning for lovlydige erhvervsdrivende, der opererer enten i hjemlandet eller på tværs af grænserne, og dermed direkte skader forbrugerne og undergraver forbrugertilliden til det indre marked.
Der er derfor behov for en højere grad af harmonisering, hvorved der indføres et effektivt håndhævelsessamarbejde mellem de offentlige håndhævelsesmyndigheder, med henblik på at opdage, undersøge og stoppe overtrædelser inden for EU og udbredte overtrædelser.
For yderligere at harmonisere praksis i hele EU vil den nye forordning fastsætte en række minimumsbeføjelser vedrørende undersøgelse og håndhævelse, som hver national kompetent myndighed skal være i stand til at udøve med henblik på at koordinere bekæmpelsen af overtrædelser korrekt.
Med disse beføjelser skal der findes en balance mellem de interesser, der er beskyttet af de grundlæggende rettigheder, såsom et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, friheden til at drive virksomhed og informationsfrihed.
Mekanismen for gensidig bistand mellem myndigheder vil blive styrket for at fastslå, om en overtrædelse inden for EU har fundet sted, og for at standse overtrædelsen.
En forbedret varslingsmekanisme vil gøre det muligt for en kompetent myndighed omgående at underrette Kommissionen og andre kompetente myndigheder, hvis der er begrundet mistanke om, at der finder en overtrædelse inden for EU eller en udbredt overtrædelse sted på dens område, som kan berøre forbrugernes interesser i andre medlemsstater.
De kompetente myndigheder vil også kunne indlede undersøgelser på eget initiativ, hvis de bliver bekendt med overtrædelser inden for EU eller udbredte overtrædelser på andre måder end ved individuelle forbrugerklager.
Tilpasning til den digitale økonomi
25. maj 2016 fremlagde Kommissionen et forslag om at modernisere forbrugerbeskyttelsessamarbejdet som led i en bredere pakke, der indeholder forslag om grænseoverskridende pakkelevering og om imødegåelse af ubegrundet geoblokering.
I øjeblikket fastsætter forordning 2006/2004 harmoniserede regler og procedurer for at lette samarbejdet mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om grænseoverskridende forbrugerbeskyttelse.
Anvendelsesområdet for forordningen fra 2004 omfatter 18 stykker forbrugerlovgivning, herunder: bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod urimelig og vildledende kommerciel kommunikation, sikring af, at forbrugerne er tilstrækkeligt informeret, inden de træffer en købsbeslutning, sikring af passende beskyttelse ved indgåelse af kontrakter med virksomheder samt procedurer for klageadgang og bilæggelse af tvister og adgang til domstolsprøvelse.
Efter en gennemgang af effektiviteten af forordning 2006/2004 konkluderede Kommissionen dog, at den ikke længere effektivt imødegår udfordringerne ved det digitale indre marked.
Pressekontakter
-
Ferran Tarradellas Espuny Press officer
- +32 473 95 45 74
- +32 2 281 6291
- @TarradellasEU
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024