- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 19. februar 2019 14.55
Bedre sikkerhed for ID-dokumenter: Rådsformandskabet og Europa-Parlamentet når til foreløbig enighed
EU indfører strammere sikkerhed for ID-kort med henblik på at mindske identitetssvig. Repræsentanter for det rumænske rådsformandskab og Europa-Parlamentet nåede i dag uformelt til enighed om en forordning, der skal styrke sikkerheden ved EU-borgeres identitetskort og ved opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere og deres familiemedlemmer, som ikke er EU-borgere. Den uformelle enighed skal nu forelægges for EU-ambassadørerne til bekræftelse på Rådets vegne.
De foreslåede nye regler vil forbedre sikkerheden ved disse dokumenter ved at indføre minimumsstandarder, både hvad angår de oplysninger, der er indeholdt i dem, og ved de sikkerhedselementer, der er fælles for alle de EU-lande, der udsteder dem.
Sikkerhed i hele EU kan kun opnås ved at sørge for sikkerhed i hvert EU-land. De nye regler om sikkerhedsstandarder for ID-dokumenter vil gøre det lettere for os at afsløre dokumentfalsk og identitetstyveri og vanskeliggøre terroristers og kriminelles handlinger og samtidig lette egentlige rejsendes fri bevægelighed. Carmen Daniela Dan, Rumæniens indenrigsminister
Sikkerhedsstandarder for ID-kort
I henhold til de foreslåede nye regler skal identitetskort udformes i et ensartet kreditkortformat (ID-1), indeholde et maskinlæsbart område og følge ICAO's (Organisationen for International Civil Luftfart) minimumssikkerhedsstandarder. De skal også indeholde et ansigtsbillede af kortindehaveren og to fingeraftryk, der lagres i et digitalt format, på en kontaktløs chip. ID-kort skal angive landekoden for det EU-land, der udsteder dem, inden i et EU-flag.
Identitetskort skal have en mindste gyldighedsperiode på 5 år og en maksimal gyldighedsperiode på 10 år. EU-landene kan udstede ID-kort med længere gyldighedsperiode for personer, der er 70 år og derover. Hvis der udstedes ID-kort for mindreårige, kan disse have en gyldighedsperiode på mindre end 5 år.
Udfasning af gamle ID-kort
I henhold til forhandlingsmandatet træder de nye regler i kraft 2 år efter vedtagelsen, hvilket betyder, at alle nye dokumenter, der udstedes efter denne dato, skal opfylde de nye kriterier.
Generelt vil eksisterende identitetskort, som ikke opfylder kravene, ophøre med at være gyldige 10 år efter datoen for anvendelsen af de nye regler, eller når de udløber, alt efter hvilken af disse datoer der er den tidligste. ID-kort, der er udstedt til borgere, der er 70 år eller derover, forbliver gyldige indtil deres udløbsdato, forudsat at de overholder sikkerhedsstandarderne og har et maskinlæsbart område.
De mindst sikre kort, som ikke overholder minimumssikkerhedsstandarderne, eller som ikke har et maskinlæsbart område, udløber inden for 5 år.
Databeskyttelsesforanstaltninger
De foreslåede nye regler omfatter stærke databeskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at de indsamlede oplysninger ikke havner i de forkerte hænder. De nationale myndigheder skal især sørge for sikkerheden ved den kontaktløse chip og de deri lagrede data, så den ikke kan hackes eller tilgås uden tilladelse.
Desuden henviser de nye regler kun til sikkerheden og de oplysninger, der skal lagres i ID-kortene. De fastlægger ikke retsgrundlaget for oprettelsen af nye databaser på nationalt plan eller EU-plan, hvilket henhører under national lovgivning og skal være i fuld overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
Opholdsdokumenter
De foreslåede regler specificerer desuden, hvilke minimumsoplysninger der skal fremgå af opholdsdokumenter udstedt til EU-borgere, og harmoniserer formatet og andre specifikationer for opholdskort udstedt til EU-borgeres familiemedlemmer, der ikke er EU-borgere.
Baggrund
I de seneste år er der indført fælles EU-sikkerhedsstandarder for identitets- og rejsedokumenter, bl.a. pas, visa og opholdstilladelser til ikke-EU-borgere. I henhold til de eksisterende regler er der dog stadig stor forskel på sikkerhedsniveauet for de nationale ID-kort og opholdsdokumenter for EU-borgere og deres familiemedlemmer, hvilket forøger risikoen for dokumentfalsk.
De nye regler er fastlagt i et udkast til forordning, som Kommissionen forelagde 17. april 2018.
De foreslåede regler kræver ikke, at EU-landene indfører identitetskort eller opholdsdokumenter, hvis det ikke er fastsat i national ret.
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 5. februar 2025