Skip to content
  • Rådet for Konkurrenceevne

Videokonference for ministrene med ansvar for det indre marked og industri, 19. november 2020

Vigtigste resultater

Optimal udnyttelse af genopretningen: en mere dynamisk, modstandsdygtig og konkurrencedygtig europæisk industri gennem investeringer i den grønne omstilling #Cleanindustry

Ministrene havde via videokonference en uformel orienterende debat om, hvordan EU's genopretningsplan kan anvendes optimalt for at opnå en mere dynamisk, modstandsdygtig og konkurrencedygtig europæisk industri gennem investeringer i den grønne omstilling. Drøftelserne fulgte op på konklusionerne om "En genopretning, der fremmer omstillingen til en mere dynamisk, modstandsdygtig og konkurrencedygtig europæisk industri", som Rådet vedtog 16. november ved skriftlig procedure. De bør tjene som Rådets input til Kommissionens forberedende arbejde med at ajourføre sin "nye industristrategi for Europa".

Peter Altmaier, Tysklands forbundsminister for økonomi og energi
En konkurrencedygtig og modstandsdygtig EU-industri i et mere integreret og velfungerende indre marked vil danne rygraden i vores genopretning efter covid-19-krisen. Det er vores pligt at udstikke retningslinjer for de kommende års og det kommende årtis industripolitik. Dette kræver, at der arbejdes på – og sikres – den mest hensigtsmæssige retlige ramme for en hurtig, retfærdig og bæredygtig omstilling til en grøn og digital økonomi, og at der skabes de rette incitamenter, også finansielt, til at følge den teknologiske vej hen imod en konkurrencedygtig fremtid.
Peter Altmaier, Tysklands forbundsminister for økonomi og energi
Peter Altmaier, Tysklands forbundsminister for økonomi og energi

Kommissionen bekræftede sin hensigt om at ajourføre den nye industristrategi for Europa for at tage hensyn til erfaringerne fra covid-19-krisen, f.eks. behovet for at mindske EU's afhængighed af eksternt udbud og ekstern efterspørgsel inden for strategiske sektorer og materialer samt at øge investeringerne i den grønne og digitale omstilling med hensyn til teknologisk og digital innovation.

Ministrene var generelt enige i, at den grønne omstilling af EU's industri er en forudsætning for at opnå klimaneutralitet og andre klimamål. Den bebudede ajourføring af den nye industristrategi for Europa bør derfor tilskynde til flere investeringer i bæredygtig, grøn og digital innovation samt mere tværeuropæisk samarbejde om centrale bæredygtige og grønne teknologier, så dette bliver en succeshistorie.

En lang række ministre understregede behovet for at finde den mest hensigtsmæssige og effektive måde at opnå fremskridt med den grønne omstilling på, samtidig med at konkurrenceevnen i EU's industri styrkes, navnlig i dens energiintensive sektorer.

Flere understregede, at industrien har brug for klarhed og forudsigelighed, og satte spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at ændre aftalte mellemliggende mål.

Adskillige ministre understregede relevansen af et velfungerende indre marked, navnlig inden for tjenesteydelser, og stabile lovrammer, navnlig for investeringer.

Mens flere ministre gik ind for at iværksætte nye vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse i forskellige sektorer og strategiske værdikæder, påpegede andre, at disse projekter kun er et af flere relevante redskaber, der er til rådighed, og at de bør begrænses til situationer med markedssvigt. Flere slog til lyd for at gøre de vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse mere inklusive, hvad enten det gælder geografisk dækning eller de deltagende virksomheders størrelse.

En række ministre understregede relevansen af en åben økonomi for en konkurrencedygtig, velstående og modstandsdygtig EU-industri.

Blandt andre centrale aspekter, der blev nævnt, var behovet for at fremme den cirkulære økonomi og industrialliancer samt den vigtige rolle, som forskning og innovation spiller med hensyn til at sikre en vellykket gennemførelse af de vigtigste mål i EU's industripolitiske strategi på en omkostningseffektiv måde.

Baggrund

Som svar på gentagne opfordringer fra Det Europæiske Råd offentliggjorde Kommissionen i marts 2020 sin meddelelse om en ny industristrategi for Europa.

Covid-19-krisen og dens indvirkning på den europæiske økonomi øgede behovet for en hurtig, ambitiøs og omfattende industripolitisk reaktion på EU-plan og nationalt plan, der omfatter alle industrielle økosystemer.

Kommissionen bebudede for nylig en ajourføring af den nye industristrategi for Europa, som vil blive fremlagt i første halvår af 2021, og som vil tage hensyn til erfaringerne fra covid-19-krisen, den globale konkurrencesituation og behovet for at fremskynde den parallelle grønne og digitale omstilling. Ministrenes drøftelser 19. november (sammen med ovennævnte rådskonklusioner) vil udgøre Rådets input til Kommissionens forberedelser i denne henseende

Eventuelt

a) Årsrapport 2020 fra SMV-repræsentantnetværket

Kommissionen forelagde Årsrapport 2020 fra SMV-repræsentantnetværket. Rapporten giver et overblik over de seneste tendenser i SMV'ernes resultater i Europa og opsummerer SMV-repræsentanternes arbejde i 2020. I rapporten fremlægges også de aktiviteter, som netværket har planlagt i 2021, samt anbefalinger til foranstaltninger.

b) En ny forbrugerdagsorden

Kommissionen forelagde sin meddelelse om den nye europæiske forbrugerdagsorden, som blev vedtaget 13. november.

Da den nuværende europæiske forbrugerdagsorden udløber ved udgangen af 2020, mener Kommissionen, at der er brug for et frisk syn på prioriteterne for de kommende år, navnlig i lyset af covid-19-pandemiens konsekvenser.

Kommissionens mål er at styrke synergier mellem EU's og medlemsstaternes forbrugerpolitikker på flere prioriterede områder, navnlig den grønne og den digitale omstilling og effektiv håndhævelse af forbrugerrettigheder online.

c) Det kommende formandskabs arbejdsprogram

Den portugisiske delegation fremlagde hovedprioriteterne for sit kommende rådsformandskab inden for det indre marked og industri. Det blev bemærket, at formandskabet agter at fokusere på:

  • styrkelse af EU's indre marked
  • ajourføring af den nye industristrategi
  • konkurrenceevnens eksterne dimension
  • strategiske værdikæder og SMV'ers rolle
  • fremme af bæredygtig turisme
  • borgeres og virksomheders digitale "selvstændiggørelse"
  • dataøkonomien og konnektivitet
  • en fremtidssikret digital ramme (retsakten om digitale tjenester og retsakten om det digitale marked)
  • den nye forbrugerdagsorden
  • datavidenskab for at skabe ny og bedre regulering.

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Konkurrenceevne

Se flere møder

Seneste gennemgang: 14. januar 2025