"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet (udenrigsanliggender) udvekslede synspunkter om den russiske aggression mod Ukraine med fokus på de forskellige igangværende arbejdsområder, navnlig fortsat militær bistand til Ukraines forsvar og foranstaltninger til isolering af Rusland.
Ukraines forsvars succes og omfang afhænger ikke kun af dets soldaters og befolknings store mod, men også af, hvor hurtigt der leveres ammunition og våben. Vores militære støtte skal derfor fortsætte, skal øges og skal udvides. [...] Hver enkelt dags forsinkelse i vores leverancer skal måles i menneskeliv.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Den højtstående repræsentant opfordrede indtrængende EU's ministre til at fremskynde leveringen og det fælles indkøb af ammunition til Ukraine og til at afslutte arbejdet med en ny støttetranche under den europæiske fredsfacilitet.
Rådet blev derefter orienteret om arbejdet i EU's militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM), som har opfyldt sit oprindelige mål om at uddanne 15 000 ukrainske soldater og er godt på vej til at fordoble dette antal inden årets udgang.
Rådet kom også ind på det igangværende arbejde med den 11. sanktionspakke, hvis fokus er omgåelse af eksisterende sanktioner, og i den forbindelse blev ministrene orienteret af udsendingen for gennemførelsen af EU's sanktioner, David O'Sullivan, om hans samarbejde med partnere i tredjelande.
Endelig drøftede Rådet spørgsmålet om ansvarlighed og Ukraines fredsplan.
Afrikas Horn
Rådet (udenrigsanliggender) havde en drøftelse om EU's tilgang til Afrikas Horn med fokus på den bekymrende situation i Sudan.
Rådet var enigt om, at en våbenhvile fortsat er førsteprioritet, og hilste den aftale, der blev indgået i weekenden, og som trådte i kraft i løbet af natten, velkommen, og understregede samtidig den afgørende betydning af dens gennemførelse.
Ministrene bekræftede, at EU vil fortsætte sine bestræbelser på at samle international støtte til at bringe konflikten til ophør og vil støtte en solid afrikanskledet ramme, samtidig med at det samarbejder med partnere om at udpege mæglere. I den forbindelse anerkendte Rådet den centrale rolle, som Djibouti spillede under evakueringen af EU-borgere fra Sudan.
EU ser med tilfredshed på en gradvis normalisering af situationen i Etiopien efter 2 års ødelæggende konflikt. Undertegnelsen af aftalen om indstilling af fjendtlighederne er et vigtigt skridt i retning af fred og forsoning i landet. EU vil støtte denne forsoningsproces, som kræver et stærkt lederskab og en holdbar overvågningsmekanisme for at sikre, at alle respekterer indstillingen af fjendtlighederne, hvilket baner vejen for genopbygning og forsoning.
Vestbalkan
EU's udenrigsministre havde en udveksling af synspunkter om Vestbalkan og havde under frokosten en uformel drøftelse med deres kolleger fra de 6 lande i regionen.
Drøftelserne fokuserede på den russiske indflydelse, som søger at få kandidaterne på Vestbalkan bort fra deres vej mod EU.
Vi så med tilfredshed på de strategiske og modige valg, som nogle af dem [landene på Vestbalkan] har truffet, og som fuldt ud er i overensstemmelse med vores udenrigspolitik og sanktioner. Og vi tilkendegav også over for dem, der endnu ikke har tilpasset sig fuldt ud, eller som slet ikke har tilpasset sig, navnlig Serbien, at det ikke er foreneligt med landets EU-tiltrædelsesproces at opretholde tætte forbindelser med Rusland. Det skader også landets egne nationale interesser.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Den højtstående repræsentant sendte et stærkt budskab til partnerne på Vestbalkan om, at de er nødt til at udnytte det momentum i udvidelsesprocessen, som Ukraines hurtige fremskridt har skabt.
Den højtstående repræsentant nævnte også dialogen mellem Beograd og Pristina og bekræftede, at EU forventer, at begge parter bringer spændinger og gensidige provokationer til ophør og fuldt ud og hurtigt gennemfører aftalen om vejen til normalisering af deres forbindelser.
Aktuelle sager
Rådet (udenrigsanliggender) udvekslede synspunkter om Tunesien på grundlag af debriefingen fra Portugals udenrigsminister, der 9.-10. maj rejste til Tunis sammen med Belgiens udenrigsminister, på den højtstående repræsentants vegne.
Rådet drøftede også outreachaktiviteter over for Centralasien og den kommende konference i Bruxelles om Syrien.
Rådets konklusioner og andre afgørelser
Rådet godkendte konklusioner om den civile FSFP-aftale og finansieringsunderskuddet i forbindelse med humanitær bistand.
Rådet iværksatte også EU's partnerskabsmission i Republikken Moldova (EUPM Moldova) og nåede til enighed om en 8. sanktionspakke for krænkelser af menneskerettighederne i Iran.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.