Tyrkiet
Tyrkiet fik EU-kandidatstatus i december 1999. EU og Tyrkiet indledte tiltrædelsesforhandlinger i oktober 2005, men efter Tyrkiets fortsatte tilbageskridt med hensyn til demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder har tiltrædelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet stået stille siden juni 2018.
Ansøgning om EU-medlemskab
I 1987 ansøgte Tyrkiet om at blive medlem af det daværende Europæiske Økonomiske Fællesskab.
På mødet i Helsinki i december 1999 tildelte Det Europæiske Råd Tyrkiet EU-kandidatstatus.
Tiltrædelsesforhandlinger
Det Europæiske Råd besluttede på mødet 16.-17. december 2004, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte betingelserne for indledning af tiltrædelsesforhandlinger.
Rådet nåede 3. oktober 2005 til enighed om en ramme for forhandlingerne med Tyrkiet. Samme dag blev forhandlingerne indledt på en regeringskonference mellem EU og Tyrkiet.
I februar 2008 vedtog Rådet et revideret tiltrædelsespartnerskab med Tyrkiet. Det danner grundlag for at bistå med at forberede Tyrkiet på et senere EU-medlemskab, idet det skitserer de vigtigste prioriterede områder, og tjener som målestok for vurdering af reformfremskridt.
I juni 2018 bemærkede Rådet for første gang, at Tyrkiet havde bevæget sig længere væk fra EU, og at Tyrkiets tiltrædelsesforhandlinger derfor reelt er gået i stå, og at det ikke kan overvejes at åbne eller lukke yderligere kapitler.
- Det Europæiske Råds konklusioner, 16.-17. december 2004
- Rådets konklusioner om tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet, 3. oktober 2005
- Rådets afgørelse om tiltrædelsespartnerskabet med Tyrkiet, 18. februar 2008
- Rådets konklusioner om udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen, 26. juni 2018
Møder under tiltrædelseskonferencen
Tiltrædelsesforhandlingerne finder sted på regeringskonferencer (ofte benævnt "tiltrædelseskonference") mellem EU-medlemsstaternes og kandidatlandets ministre og ambassadører. Forhandlingerne dækker en samling af fælles rettigheder og lovgivning ("gældende EU-ret") og er opdelt i forskellige kapitler eller klynger af kapitler, som dækker forskellige politikområder. Tiltrædelseskonferencer kan afholdes enten på ministerplan eller på stedfortræderplan.
Forud for den aktuelle stilstand i tiltrædelsesforhandlingerne havde EU og Tyrkiet afholdt 12 sådanne møder. På det seneste møde, der blev afholdt 30. juni 2016, indledte konferencen forhandlinger om kapitel 33, der omhandler finansielle bestemmelser og budgetbestemmelser. I 2006 konkluderede Rådet, at otte kapitler, der er relevante for Tyrkiets restriktioner vedrørende Cypern, ikke ville blive åbnet, og at ingen yderligere kapitler ville blive foreløbigt afsluttet, før Tyrkiet havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til tillægsprotokollen til associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet ("Ankaraaftalen").
Som led i tiltrædelsesforhandlingerne var 16 kapitler blevet åbnet, og et af disse var blevet foreløbigt afsluttet.
Årlig statusrapport
Hvert år vedtager Rådet normaltkonklusioner om udvidelsen, som gør status over de fremskridt, der er gjort i hvert af EU-kandidatlandene og -partnerlandene, herunder Tyrkiet, i forbindelse med deres vej mod EU.
EU's forbindelser med Tyrkiet
Tyrkiet er fortsat kandidatland og en nøglepartner for EU på mange områder af fælles interesse såsom migration, terrorbekæmpelse, folkesundhed, klima og regionale spørgsmål. I marts 2021 erklærede Det Europæiske Råd, at EU er rede til at indgå i dialog med Tyrkiet på en gradvis, proportionel og reversibel måde på områder af fælles interesse med forbehold af fastsatte konditionaliteter.
EU har en strategisk interesse i stabile og sikre forhold i det østlige Middelhavsområde og har gentagne gange opfordret Tyrkiet til at nedtrappe spændingerne i området, respektere alle EU-medlemsstaters suverænitet og territoriale integritet og fremme gode naboskabsforbindelser på en holdbar måde.
EU og Tyrkiet har en associeringsaftale, der går tilbage til 1963, og som har til formål at styrke det økonomiske samarbejde og de bilaterale handelsforbindelser. Toldunionen mellem EU og Tyrkiet har været i kraft siden 1995.