- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 25. januar 2019 12.05
Bedre beskyttelse af whistleblowere: Rådet vedtager sin holdning
EU tager skridt til at garantere whistleblowere et højt beskyttelsesniveau inden for en lang række sektorer.
Rådet (på ambassadørniveau) vedtog i dag sin holdning til direktivet om beskyttelse af whistleblowere. Det er nu klar til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til enighed inden udgangen af valgperioden.
Med de nye regler indføres et krav om oprettelse af sikre kanaler til indberetning både inden for en organisation – privat eller offentlig med over 50 ansatte – og til offentlige myndigheder. Reglerne vil også sikre whistleblowere et højt niveau af beskyttelse mod repressalier og pålægge nationale myndigheder i tilstrækkelig grad at oplyse borgerne om, hvordan man forholder sig til whistleblowing, og uddanne offentligt ansatte heri.
Nyere skandaler som Cambridge Analytica og Lux Leaks har vist, hvor vigtige whistleblowere er. Det er grunden til, at vi skal sikre dem et højt beskyttelsesniveau i hele EU. Vi bør ikke forvente, at nogen sætter deres omdømme eller job på spil for at afsløre ulovlig adfærd. Ambassadør Luminița Odobescu, Rumæniens faste repræsentant ved EU
Hovedelementer i Rådets holdning
Overordnet set præciserede Rådet visse bestemmelser i teksten for at øge retssikkerheden og sikre en bedre håndtering af forbindelserne mellem de nye regler og gældende lovgivning i nogle sektorer.
Eksempler på elementer i den holdning, som Rådet har vedtaget, sammenholdt med det oprindelige forslag:
- Indberetningssystem: Whistleblowere skal først anvende interne kanaler inden for deres organisation, inden de anvender eksterne kanaler (oprettet af offentlige myndigheder) og til sidst går til offentligheden. Princippet om et system med tre trin indeholder dog undtagelser, som bl.a. giver en person mulighed for at gå direkte til de eksterne kanaler eller sågar til offentligheden under særlige omstændigheder (f.eks. i tilfælde af overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser)
- Personer, der er beskyttet af de nye regler: Disse elementer i Kommissionens forslag blev bevaret og omfatter mange forskellige personaleprofiler, som kan tænkes at komme i besiddelse af oplysninger om overtrædelser i arbejdsrelateret sammenhæng, f.eks. arbejdstagere, herunder embedsfolk på nationalt/lokalt niveau, frivillige og praktikanter, ikkeledende medarbejdere, aktionærer m.fl.
- Krav om, at myndigheder og virksomheder skal give feedback: De skal reagere og følge op på whistleblowernes indberetninger inden for 3 måneder (med mulighed for forlængelse til 6 måneder for eksterne kanaler i behørigt begrundede tilfælde)
- Offentliggørelse: Rådet tilføjede en artikel, der fastsætter de betingelser, som en person skal opfylde for at være beskyttet af de nye regler, i tilfælde af at han/hun offentliggør oplysninger
- Anvendelsesområde: I Rådets holdning fastholdes det brede anvendelsesområde, som Kommissionen har foreslået, og som dækker områder som offentlige indkøb, finansielle tjenesteydelser, forebyggelse af hvidvaskning af penge, folkesundheden osv.
Næste skridt
Trepartsforhandlinger med Parlamentet indledes snarest muligt. Parlamentet vedtog sin holdning til lovgivningen i december 2018.
Baggrund
Beskyttelsen af whistleblowere er i øjeblikket fragmenteret. På nuværende tidspunkt har kun 10 EU-lande en omfattende lov, der beskytter whistleblowere. På EU-niveau findes der kun udpræget sektorspecifik lovgivning (hovedsageligt på området finansielle tjenesteydelser), der omfatter foranstaltninger til beskyttelse af whistleblowere.
I en undersøgelse fra 2017 udført for Kommissionen skønnes tabet af potentielle fordele på grund af manglende beskyttelse af whistleblowere inden for offentlige indkøb alene at være i størrelsesordenen 5,8 til 9,6 mia. € årligt for EU som helhed.
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
- Europa-Parlamentets holdning til direktivet om whistleblowere
- Kommissionens websted – faktablad om direktivet om whistleblowere
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 5. februar 2025