"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Told i EU: Rådet når til enighed om holdning til centrale elementer i en mere moderne, effektiv og sikker ramme
Rådet nåede i dag til enighed om et delvist forhandlingsmandat vedrørende en grundlæggende reform af EU's toldramme. Revisionen vil give toldmyndighederne i hele EU en mere moderne værktøjskasse til at håndtere udviklinger som store stigninger i handelsmængderne, især inden for e-handel, et hastigt stigende antal EU-standarder, der skal kontrolleres ved grænsen, og skiftende geopolitiske realiteter og kriser.
Reformen forventes generelt at give EU tilstrækkelige midler til at forhindre varer, der ikke opfylder kravene, i at komme ind i EU, opkræve told mere effektivt og gennemføre passende kontrol, uden at myndigheder og erhvervsdrivende påføres en uforholdsmæssig stor byrde.
Dagens enighed gør det muligt at indlede interinstitutionelle forhandlinger med Europa-Parlamentet om de centrale aspekter af reformen, bl.a.:
at oprette et nyt decentraliseret toldagentur – EU-Toldmyndigheden – der skal støtte og hjælpe med at koordinere de nationale toldmyndigheders risikostyringsarbejde og forvalte EU's tolddatacenter
at oprette et fælles EU-dækkende onlinemiljø – EU's tolddatacenter – en central IT-platform til at kommunikere med toldmyndighederne og styrke dataintegriteten, sporbarheden og toldkontrollen
at indføre større toldforenklinger for de mest betroede erhvervsdrivende, som sparer tid og penge
at udvikle en mere moderne tilgang til e-handel, der er tilpasset realiteterne i et landskab i hastig udvikling
I lyset af de voksende udfordringer og globale udviklingstendenser har EU's toldmyndigheder akut brug for moderne værktøjer til at beskytte vores indre marked. Dagens enighed er et vigtigt skridt i retning af en fremtidssikret ramme, der gør det muligt for vores myndigheder at fungere som én enhed.
Andrzej Domański, Polens finansminister
EU-Toldmyndigheden
Med den nye ramme oprettes et decentralt EU-toldagentur – EU-Toldmyndigheden – der skal koordinere forvaltningen af EU's toldunion på en række områder. EU-Toldmyndigheden vil især give mulighed for risikostyring på EU-plan til støtte for de nationale toldmyndigheders arbejde ved hjælp af de altid ajourførte import- og eksportdata i EU's nye tolddatacenter. EU-Toldmyndigheden skal også koordinere krisestyringen på EU-plan på toldområdet.
EU's tolddatacenter
EU's tolddatacenter vil være et fælles onlinemiljø, der er udformet til at indsamle og analysere data og håndtere risikostyring.
Virksomhederne skal kun indsende deres toldoplysninger én gang til denne fælles portal i stedet for til de enkelte toldmyndigheder, når de skal opfylde deres toldforpligtelser i forbindelse med handelsforsendelser. De vil også have mulighed for at angive de samme oplysninger for flere forsendelser, så de sparer tid og penge.
De nationale toldmyndigheder får et samlet overblik over handelsstrømme og forsyningskæder. Med støtte fra EU-Toldmyndigheden vil medlemsstaterne derfor have adgang til de samme realtidsdata og vil kunne samle oplysninger for at imødegå risici hurtigere, mere konsekvent og mere effektivt.
Tillid og kontrol-erhvervsdrivende
Den ajourførte lovgivning indfører en ny kategori af de mest gennemsigtige virksomheder: tillid og kontrol-erhvervsdrivende. Under denne ordning vil virksomheder, der giver flest mulige oplysninger om deres aktiviteter, og som opfylder andre strenge kriterier, drage fordel af forenklede toldforpligtelser og i nogle tilfælde kunne bringe deres varer i omsætning i EU uden nogen form for aktiv indgriben fra toldmyndighedernes side.
Rådets ændringer
Rådets delvise forhandlingsmandat indeholder en række ændringer i forhold til Kommissionens oprindelige forslag. Teksten præciserer f.eks. visse toldprocesser mere detaljeret og gør det lettere for EU's toldmyndigheder og -embedsmænd at gennemføre dem på stedet.
Med hensyn til betroede erhvervsdrivende bevarer Rådets mandat den eksisterende ordning for autoriserede økonomiske operatører, som tusindvis af SMV'er allerede benytter sig af for at forenkle deres toldforpligtelser. Den omfatter skræddersyede tiltag til støtte for SMV'ers overholdelse af de nye regler.
Endelig indfører teksten som nyt begreb et håndteringsgebyr, som toldmyndighederne skal opkræve for små forsendelser, der kommer ind i EU ved fjernsalg.
Næste skridt
Efter dagens vedtagelse af Rådets delvise forhandlingsmandat vil formandskabet indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet om sagen.
Drøftelserne om visse aspekter af den samlede reform, f.eks. vedrørende EU-Toldmyndighedens hjemsted, et forenklet toldsystem og den nøjagtige udformning af håndteringsgebyret, vil finde sted på et senere tidspunkt.
Baggrund
Siden EU's toldunion blev oprettet i 1968, har den været en hjørnesten i den europæiske økonomiske integration. Den letter handelen, beskytter borgerne, fremmer innovation og hjælper EU med at bevare sit globale økonomiske lederskab.
Alle EU-medlemsstaterne deltager i EU's toldunion. Det betyder, at:
de anvender de samme satser eller importafgifter på varer, der indføres på deres område fra resten af verden. Tolden er baseret på produkttypen og oprindelseslandet
de ikke lægger intern told på varer, der handles mellem dem. Når varerne har passeret tolden, kan de cirkulere frit inden for EU uden yderligere told eller grænsekontrol
Toldunionen beskytter også EU's indre marked og kontrollerer de ydre grænser, så varer kan bevæge sig frit inden for EU. Uden den ville den frie bevægelighed for varer inden for EU være umulig. Samtidig beskytter toldkontrol ved EU's ydre grænser forbrugerne mod varer, der kan være farlige eller sundhedsskadelige. Den hjælper med at beskytte dyr og miljøet ved at bekæmpe ulovlig handel med truede arter og forhindre spredning af plante- og dyresygdomme. EU's toldsteder arbejder også tæt sammen med de retshåndhævende myndigheder samt med migrationsmyndighederne om at bekæmpe organiseret kriminalitet og terrorisme.
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog: