Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Erklæringer og bemærkninger
  • 18. juli 2025 13.52

Hybride trusler/Rusland: Erklæring fra den højtstående repræsentant på EU's vegne, hvori Ruslands vedvarende hybride kampagner mod EU, dets medlemsstater og partnere fordømmes

Den Europæiske Union er fortsat urokkelig og utvetydig i sin stærke fordømmelse af Ruslands vedvarende ondsindede aktiviteter. Disse indgår i bredere, koordinerede og langvarige hybride kampagner med det formål at true og underminere sikkerheden, modstandsdygtigheden og det demokratiske fundament i EU og dets medlemsstater og partnerlande.

I de seneste år har vi observeret et bevidst og systematisk mønster af ondsindet adfærd, der tilskrives Rusland, bl.a. dets militære efterretningstjeneste, hoveddirektoratet for Den Russiske Føderations væbnede styrkers generalstab (GRU). Rusland har i årevis ført hybride kampagner mod EU og dets medlemsstater, og de ondsindede aktiviteter er eskaleret yderligere siden begyndelsen af angrebskrigen mod Ukraine og vil med stor sandsynlighed vare ved i en overskuelig fremtid. Ifølge EU udførte den russiskkontrollerede aktør APT28 sidste år cyberangreb mod demokratiske institutioner i Tyskland og Tjekkiet. Ifølge Frankrig stod GRU i 2025 bag cyberangreb mod valgprocesser, medier og andre offentlige og private kritiske enheder. Dette illustrerer klart de vedvarende ondsindede hensigter og udgør en åbenlys tilsidesættelse af folkeretten og De Forenede Nationers ramme for ansvarlig statslig adfærd i cyberspace.

Ruslands destabiliserende hybride kampagner er imidlertid ikke begrænset til cyberområdet, men omfatter også sabotage, afbrydelse af kritisk infrastruktur, fysiske angreb, informationsmanipulation og indblanding og andre fordækte handlinger eller tvangsforanstaltninger. Ifølge Rumænien udførte Rusland for nylig et sofistikeret hybridangreb med stor indvirkning på landets valgproces. Ifølge Tyskland stod Rusland også for nylig bag informationsmanipulationsaktiviteterne på medieplatformen "RED". Dette følger efter tidligere EU-sanktioner rettet mod samme enhed. Disse handlinger fra Ruslands side demonstrerer en bevidst og uacceptabel adfærd.

I dag udtrykker EU sin fulde solidaritet med UK, når det bebuder nye restriktive foranstaltninger som reaktion på GRU-ledede operationer, og EU fordømmer fortsat den håndgribelige sikkerhedstrussel, som Rusland udgør for UK og dets partnere, bl.a. EU. EU har allerede vedtaget restriktive foranstaltninger over for tre GRU-enheder (29155, 26165 og 74455) og flere personer med tilknytning til GRU. EU bekræfter på ny, at en sådan ondsindet adfærd ikke vil underminere vores resolutte og fortsatte støtte til Ukraine. EU er fortsat fast besluttet på at afdække og bekæmpe Ruslands hybride aktiviteter rettet mod EU og dets medlemsstater og vil sammen med internationale partnere støtte sine nærmeste nabolande, navnlig Ukraine og Republikken Moldova.

I overensstemmelse med denne faste og konsekvente holdning vil EU fortsat handle beslutsomt gennem en strategisk tilgang til Ruslands hybride trusler. Dette sikrer en proaktiv, sammenhængende og vedholdende reaktion, bl.a. gennem asymmetriske og forholdsmæssige foranstaltninger i overensstemmelse med folkeretten. Vi vil fortsat styrke vores modstandsdygtighed, uddybe samarbejdet med internationale partnere, navnlig med NATO, under fuld overholdelse af de aftalte principper og gøre fuld brug af alle tilgængelige midler til at forebygge, hindre og reagere effektivt på Ruslands hybride aktiviteter.

Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Island, Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Republikken Moldova, Serbien og Ukraine tilslutter sig denne erklæring.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 27. oktober 2025