"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Det belgiske formandskab fremlagde sine prioriteter.
I forbindelse med Rådet (almindelige anliggender) vil formandskabet fokusere på at beskytte demokratiet, styrke retsstatsprincippet og fremme frie og retfærdige valg i Europa. Det vil videreføre det igangværende arbejde med udvidelsen. Det vil også tilskynde til overvejelser om den næste strategiske dagsorden og Europas fremtid.
Rådet (almindelige anliggender) vil også fortsat behandle en række horisontale spørgsmål såsom den flerårige finansielle ramme, krisestyring, hybride trusler samt gennemsigtighed og etik. Det vil fuldt ud spille sin rolle med hensyn til at forberede Det Europæiske Råd og sikre EU's urokkelige støtte til Ukraine.
Vores formandskab kommer i en tid med øgede udfordringer i og uden for Europa. Forud for valget til Europa-Parlamentet vil vi arbejde på at sikre en gnidningsløs overgang til den næste institutionelle cyklus og fremme drøftelserne om vores fælles fremtid. Vi vil også fokusere på at beskytte og styrke vores demokrati og på at fremme borgernes engagement, navnlig med hensyn til unges deltagelse.
Hadja Lahbib, Belgiens udenrigsminister
Som led i den årlige dialog om retsstatsprincippet havde ministrene en landespecifik drøftelse. Drøftelsen fokuserede på de vigtigste udviklinger i Spanien, Frankrig, Kroatien og Italien.
De landespecifikke drøftelser er en del af tilsagnet om at gøre den årlige dialog om retsstatsprincippet stærkere og mere struktureret, samtidig med at principperne om objektivitet, ikkeforskelsbehandling og ligebehandling af alle medlemsstater respekteres fuldt ud. Målet er at have en konstruktiv og åben udveksling af bemærkninger og bedste praksis.
Formandskabets konklusioner af 12. december 2023 konsoliderede tilgangen til Rådets årlige dialog om retsstatsprincippet, der er blevet fulgt siden 2020, og fremhævede medlemsstaternes engagement i denne dialog.
Retsstatsprincippet er en grundlæggende værdi i EU og et fundament for vores samarbejde. Den årlige dialog om retsstatsprincippet er en værdifuld mulighed for at styrke det gennem konstruktive udvekslinger mellem medlemsstaterne. Det belgiske formandskab er fast besluttet på at fremme og styrke de retsstatsmekanismer, vi har indført. Vi vil også sætte fokus på retsstatsprincippet på et uformelt møde mellem europaministrene i slutningen af april, hvor udvidelseslandene også vil blive indbudt.
Hadja Lahbib, Belgiens udenrigsminister
Rådet havde en orienterende debat om pakken om "forsvar af demokratiet", som Kommissionen forelagde 12. december 2023.
Debatten fokuserede på forslaget til direktiv om gennemsigtighed i interesserepræsentation, som udføres på vegne af tredjelande. Ministrene gav udtryk for deres støtte til forslagets overordnede mål om at øge gennemsigtigheden i forbindelse med lobbyvirksomhed og bekæmpe udenlandsk indblanding. Samtidig understregede de behovet for at finde den rette balance mellem bekæmpelse af udenlandsk indblanding og beskyttelse af ytringsfriheden og civilsamfundets råderum.
For så vidt angår spørgsmål til yderligere overvejelse rejste flere ministre spørgsmål om den foreslåede fulde harmonisering, som påvirker de eksisterende nationale rammer. Der var også opfordringer til at udvide reglernes anvendelsesområde. Ministrene understregede betydningen af proportionalitet og af nøje at overveje det foreslåede direktivs indvirkning på civilsamfundet og af at sikre dets effektivitet og undgå bureaukrati. De nævnte også behovet for solide garantier mod misbrug, for at sikre EU's internationale troværdighed og for troværdige sanktioner.
Drøftelsen vil være retningsgivende for gennemgangen af det foreslåede direktiv i Rådet på teknisk plan.
Ministrene drøftede også, hvilke yderligere foranstaltninger der kan træffes på EU-plan for bedre at beskytte demokratier, styrke valgprocessernes modstandsdygtighed og fremme borgernes deltagelse i udformningen af politikker. De så med tilfredshed på Kommissionens forelæggelse af henstillinger om disse spørgsmål og fremhævede navnlig udfordringen med desinformation og med at øge valgdeltagelsen ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.