- Pressemeddelelse
- 17. juni 2016
- 16:30
Rådets konklusioner om en køreplan for fuldførelse af bankunionen
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
1. MINDER om, at der i de seneste år er taget store skridt i et hidtil udset tempo med henblik på oprettelse af bankunionen. Efter en omfattende vurdering af alle vigtige kreditinstitutter i bankunionen blev den fælles tilsynsmekanisme fuldt ud oprettet i 2014, og den fælles afviklingsmekanisme blev fuldt ud operationel i 2016.
2. MINDER derudover om det forhold, at næsten alle medlemsstater har gennemført og implementeret det fælles regelsæts relevante retlige bestemmelser i national ret. Dette har sikret en mere sammenhængende regulering og et tilsyn af høj kvalitet i hele EU, takket være følgende: skrappere tilsynskrav for banker, der er indført i henhold til kapitalkravsdirektivet og -forordningen (CRD IV/CRR); et nyt regelsæt for genopretning og afvikling af banker, der er fastsat i henhold til direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD); de nationale indskudsgarantiordningers funktionsmåde, der er blevet forbedret ved direktivet om indskudsgarantiordninger.
3. GENTAGER med hensyn til Afviklingsfonden, at de deltagende medlemsstater den 8. december 2015 nåede til enighed med Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om en harmoniseret lånefacilitetsaftale, der fastsætter nationale kreditlinjer for SRB til støtte for Afviklingsfondens nationale afdelinger i tilfælde af eventuel knaphed på finansiering i en bestemt afdeling efter afvikling af banker i overgangsperioden. Alle de medlemsstater, der endnu ikke har undertegnet lånefacilitetsaftalen med SRB, forpligter sig til at undertegne den hurtigst muligt, senest i september 2016.
4. MENER, at disse resultater kombineret med ECB's foranstaltninger samt nationale foranstaltninger i høj grad har bidraget til finansiel stabilitet ved at vende fragmenteringen af de finansielle markeder, reducere moralsk hasard og mindske risikoen for inddragelse af offentlige finansielle midler.
5. BEKRÆFTER på baggrund af de vigtige fremskridt, der er gjort, og som led i uddybningen af Den Økonomiske og Monetære Union betydningen af bankunionen med henblik på dens fuldførelse.
6. ANERKENDER, at der med henblik herpå skal tages yderligere skridt til, i den rigtige rækkefølge, at reducere og dele risici i den finansielle sektor med henblik på at håndtere de tilbageværende udfordringer.
7. UNDERSTREGER betydningen af det arbejde, der udføres af flere institutioner i bankunionen, i EU28 og på internationalt plan, navnlig indsatsen i Kommissionen for at:
a) foreslå ændringer af den lovgivningsmæssige ramme for at gennemføre standarden for samlet tabsabsorberingsevne (TLAC) og gennemgå minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL). Rådet vil forsøge at sikre konsekvente bestemmelser og tilstrækkelige beløb til de buffere, som kan omfattes af bail-in, og som bidrager til en effektiv og velordnet afviklingsproces i overensstemmelse med BRRD for alle kreditinstitutter, for hvilke bail-in ville være den validerede afviklingsstrategi
b) fremsætte et forslag til en fælles tilgang til bankkreditorrækkefølgen for at forbedre retssikkerheden i tilfælde af afvikling
c) foreslå ændringer af CRR/CRD IV som led i en overordnet evaluering, der skal munde ud i:
i. harmonisering eller yderligere præcisering af de valgmuligheder og nationale skøn, som medlemsstaterne har fået tildelt, og som også kan bidrage til målet om at mindske finansiel fragmentering
ii. gennemførelse og fuldførelse af de resterende Baselreformer, herunder indførelse af en gearingsgrad, der eventuelt sættes til over 3 % for banker af systemisk betydning, og indførelse af en langsigtet likviditetskvote
d) fremsætte et lovgivningsforslag om minimumsharmonisering inden for insolvenslovgivning som led i kapitalmarkedsunionen, som også kan støtte bestræbelserne på at reducere det fremtidige omfang af misligholdte lån
e) arbejde videre med at undersøge, hvorvidt og hvordan harmonisering af reglerne og anvendelse af redskaber til betalingsudsættelse kan bidrage til de relevante myndigheders stabilisering af et institut i perioden inden og eventuelt efter et indgreb.
8. UNDERSTREGER i denne sammenhæng følgende vigtige skridt:
a) Med hensyn til Kommissionens forslag på bankområdet i punkt 7 opfordrer Rådet Kommissionen til at forelægge disse forslag snarest muligt og senest ved udgangen af 2016. På dette grundlag vil Rådet omgående indlede teknisk arbejde med henblik på en hurtig gennemførelse. Rådet understreger betydningen af at tage hensyn til særlige europæiske forhold ved gennemførelsen af globale reguleringsstandarder, herunder Baselstandarder, i EU
b) Med hensyn til den fælles bagstopper for Den Fælles Afviklingsfond noterer Rådet sig, at medlemsstaterne agter at indlede arbejdet i september 2016, hvis og når samtlige deltagende medlemsstater har gennemført BRRD fuldt ud. I den sammenhæng vil Rådet også gøre status over etableringen af brofinansieringsordninger, idet det bemærker, at de deltagende medlemsstater er forpligtede til at undertegne lånefacilitetsaftalen på det tidspunkt. De bekræfter endnu en gang nødvendigheden af at have en fælles bagstopper, der er fuldt ud operationel senest ved udgangen af overgangsperioden. Når arbejdet er fuldført, kan det i overensstemmelse med de risikoreducerende foranstaltninger, der er nævnt i litra a), blive besluttet, at bagstopperen kan blive operationel inden udgangen af overgangsperioden[1]
c) Med hensyn til den lovgivningsmæssige behandling af statsengagementer er Rådet indforstået med at afvente resultaterne af mødet i Baselkomitéen. Efter arbejdet i Baselkomitéen vil Rådet overveje mulige næste skridt i den europæiske kontekst
d) Med hensyn til en europæisk indskudsforsikringsordning vil Rådet fortsætte det konstruktive arbejde på teknisk plan. Forhandlingerne på politisk plan bliver påbegyndt, så snart der er gjort tilstrækkelige fremskridt med de risikoreducerende foranstaltninger som nævnt ovenfor. I den sammenhæng noterer Rådet sig, at medlemsstaterne agter at benytte sig af en mellemstatslig aftale, når de politiske forhandlinger om en europæisk indskudsforsikringsordning bliver indledt
e) Rådet vil hvert år vurdere de fremskridt, der er gjort med hensyn til ovennævnte foranstaltninger til fuldførelse af bankunionen.
9. BEKRÆFTER, at drøftelserne om foranstaltninger, der har relevans for alle medlemsstater, fortsat finder sted i EU28 for at sikre, at bankunionen forbliver åben for alle medlemsstater og med henblik på at bevare det indre marked i EU.
[1] Ordningerne vedrørende Afviklingsfondens bagstopper vil være budgetneutrale på mellemlang sigt, vil sikre ensartet behandling blandt alle deltagende medlemsstater og vil ikke medføre udgifter for medlemsstater, der ikke deltager i bankunionen.
Gå til siden med møderPressekontakter
- Lidija Tisma
- +32 2 281 79 14
- +32 476 77 01 96
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.