Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 7. februar 2017 18.30

Portabilitet af digitale indholdstjenester: Enighed mellem EU-formandskabet og Parlamentet

Det maltesiske formandskab nåede 7. februar til foreløbig enighed med Europa-Parlamentets repræsentanter om at fjerne hindringerne for grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked.

Enigheden, som stadig skal bekræftes af både Rådet og Europa-Parlamentet, vil gøre det muligt for forbrugere, der abonnerer på eller har købt onlineindholdstjenester i deres hjemland, at få adgang til dem, når de midlertidigt opholder sig i et andet land inden for EU.

"Europæere, der rejser inden for EU, vil ikke længere være afskåret fra onlinetjenester såsom film, sportsudsendelser, musik, e-bøger eller spil, som de har betalt for i deres hjemland. Sammen med afskaffelsen af roamingtakster er dette et stort fremskridt med hensyn til at skabe et digitalt indre marked, der gavner alle."

Chris Cardona, maltesisk økonomiminister og minister for investeringer og små virksomheder.

Tag abonnementer på onlinetjenester med på rejsen

Den øgede brug af bærbart udstyr, såsom tablets og smartphones, letter adgangen til at anvende onlineindholdstjenester, uanset hvor forbrugerne befinder sig.

Der er en hurtigt voksende efterspørgsel fra forbrugerne efter adgang til indhold og innovative onlinetjenester, ikke kun i deres hjemland, men også når de er væk hjemmefra. Derfor vil hindringerne for adgang til og brug af onlineindholdstjenester inden for det indre marked blive fjernet.

Den nye forordning er en del af initiativerne vedrørende det digitale indre marked, der skal skabe et ægte indre marked for digitalt indhold og digitale tjenester. Kommissionen forelagde det oprindelige forslag i december 2015.

Anvendelsesområde

Den nye forordning vil finde anvendelse på onlineindholdstjenester, der leveres mod betaling. Alment tilgængelige tjenester, såsom offentlige radio- og TV-tjenester, vil kunne drage fordel af forordningen, forudsat at de verificerer abonnenternes bopælsland.

De nuværende hindringer for grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester skyldes navnlig, at rettighederne til transmission af indhold, der er beskyttet af ophavsrettigheder og/eller beslægtede rettigheder, såsom audiovisuelle værker, og rettighederne til sportsbegivenheder med stor kommerciel værdi ofte er omfattet af territoriale licenser.

Bopælsland

De nye foranstaltninger vil sikre lige adgang i udlandet til indhold, der er erhvervet eller abonneres på på lovlig vis i bopælslandet, ved midlertidige ophold i en anden medlemsstat, f.eks. i forbindelse med ferie, forretningsrejser eller begrænsede studieophold.

For at undgå misbrug vil tjenesteudbyderne verificere abonnenternes bopælsland. Verifikationen gennemføres i overensstemmelse med EU's databeskyttelsesregler.

Ikrafttrædelse

Efter Rådets og Parlamentets formelle godkendelse af forordningen vil det nye system finde anvendelse ni måneder efter offentliggørelsen i EU-Tidende.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 13. januar 2024