"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Enighed om nye regler for handel med produkter med dobbelt anvendelse
EU vil snart få et sæt nye regler, der giver mulighed for en mere ansvarlig, konkurrencedygtig og gennemsigtig handel med produkter med dobbelt anvendelse. Der er tale om en stor gruppe varer, materialer, software og teknologi, der kan anvendes til såvel civile som militære formål.
Det tyske formandskab for Rådet og Europa-Parlamentets repræsentanter nåede i dag til foreløbig politisk enighed om en revideret forordning om EU's ordning for kontrol med udførsel, mæglervirksomhed, teknisk assistance, transit og overførsel af produkter med dobbelt anvendelse.
Dagens enighed om handel med produkter med dobbelt anvendelse er et vigtigt bidrag til at gøre Den Europæiske Union klar til de aktuelle handelsudfordringer. De nye regler skaber den rette balance mellem at styrke EU's konkurrenceevne, beskytte vores sikkerhedsinteresser og fremme menneskerettighederne. Med de nye regler vil vi fremover bedre kunne sikre, at lovlig handel kan foregå gnidningsløst, samtidig med at vi vil kunne fokusere på at kontrollere visse teknologier, især cyberovervågningsprodukter, der kan misbruges i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne. Vi styrker endvidere vores fælles EU-tilgang ved at indføre flere måder, hvorpå medlemsstaterne kan samarbejde om eksportkontrol.
Peter Altmaier, tysk forbundsminister for økonomi og energi og formand for Rådet
Aftalen skal nu godkendes af medlemsstaternes ambassadører i De Faste Repræsentanters Komité (Coreper). Parlamentet og Rådet opfordres derefter til at vedtage den foreslåede forordning ved førstebehandlingen.
EU's nuværende eksportkontrolsystem for produkter med dobbelt anvendelse har eksisteret siden 2009. Det var dog nødvendigt at tilpasse systemet til de skiftende teknologiske, økonomiske og politiske omstændigheder.
Mere generelt har de nye regler til formål yderligere at styrke EU's indsats for ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og disses fremføringsmidler, bidrage til regional fred, sikkerhed og stabilitet og være med til at sikre respekt for menneskerettighederne og den humanitære folkeret ved at kontrollere udførslen af produkter med dobbelt anvendelse fra Den Europæiske Union.
De vigtigste elementer i den vedtagne forordning er følgende:
– For at forebygge krænkelser af menneskerettighederne og sikkerhedstrusler, der er forbundet med et potentielt misbrug af cyberovervågningsteknologi, omfatter de nye regler bestemmelser, der under visse omstændigheder medfører en strengere eksportkontrol for denne teknologi.
– Desuden indeholder forordningen nu en koordinationsmekanisme på EU-plan, som giver mulighed for en øget udveksling mellem medlemsstaterne vedrørende eksport af cyberovervågningsprodukter.
– Med forordningen indføres der to nye generelle EU-udførselstilladelser for udførsel af produkter med dobbelt anvendelse, en til kryptografiske produkter og en til koncerninterne teknologioverførsler under visse omstændigheder, hvorved den administrative byrde mindskes betydeligt for både virksomheder og tilladelsesudstedende myndigheder.
– Forordningen styrker også håndhævelsen af kontrol gennem et forbedret samarbejde mellem de tilladelsesudstedende myndigheder og toldmyndighederne og indfører mekanismer, der giver medlemsstaterne mulighed for at styrke deres samarbejde på dette område.
– Med forordningen indføres der en ny bestemmelse om overførbar kontrol, som i visse tilfælde giver en medlemsstat mulighed for at indføre eksportkontrol på grundlag af lovgivning, der er fastsat af en anden medlemsstat, hvilket giver mulighed for, at medlemsstaternes eksportkontrol får grænseoverskridende virkning.
– Forordningen harmoniserer på EU-plan de regler, der gælder for visse tjenester med hensyn til produkter med dobbelt anvendelse, som på nuværende tidspunkt er reguleret på nationalt plan (teknisk assistance).
– Nye regler for rapportering vil give mulighed for større gennemsigtighed i handelen med produkter med dobbelt anvendelse, samtidig med at forretningshemmeligheders og nationale sikkerhedsinteressers fortrolige karakter respekteres.
Baggrund og næste skridt
I henhold til internationale forpligtelser skal EU-medlemsstaterne have indført tiltag på nationalt plan for at hindre spredning af nukleare, kemiske eller biologiske våben og disses fremføringsmidler. Det omfatter kontrol med produkter med dobbelt anvendelse, dvs. i forbindelse med udførsel af tilknyttede materialer, udstyr og teknologi, der både kan anvendes til civile og militære formål, herunder de formål, der er nævnt ovenfor.
Med henblik herpå vedtog EU i 2009 en forordning om en ordning for kontrol med udførsel, mæglervirksomhed, teknisk assistance, transit og overførsel af produkter med dobbelt anvendelse.
For at tilpasse den til de hurtigt skiftende teknologiske, økonomiske og politiske omstændigheder forelagde Kommissionen i september 2016 et forslag til en revideret forordning, som skulle ajourføre og udvide de eksisterende regler.
I juni 2019 nåede Rådet til enighed om sit forhandlingsmandat, og der er siden blevet afholdt triloger i oktober 2019, november 2019, februar 2020 og september 2020.
Aftalen skal forelægges Coreper til godkendelse. Parlamentet og Rådet opfordres derefter til at vedtage den foreslåede forordning ved førstebehandlingen.