- Internationalt topmøde
Topmøde mellem EU og Canada, Bruxelles, 14. juni 2021, 14. juni 2021
Vigtigste resultater
18. topmøde mellem EU og Canada blev afholdt 14. juni 2021 i Bruxelles. Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd, og Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, repræsenterede EU. Canada var repræsenteret af premierminister Justin Trudeau.
Lederne drøftede, hvordan man kan arbejde sammen om at få afsluttet covid-19-pandemien og stræbe efter en bæredygtig, menneskecentreret og inklusiv genopretning. De bekræftede på ny deres ambitiøse tilsagn om at bekæmpe klimaændringer og beskytte miljøet og deres vilje til at fremme demokratiske værdier, fred og sikkerhed.
De lancerede også en ny dialog mellem Canada og EU om sundhed, et havpartnerskabsforum og et strategisk partnerskab om råstoffer mellem EU og Canada.
Efter topmødet udsendte lederne en fælles erklæring.
- Fælles erklæring fra EU og Canada, 15. juni 2021
- Bemærkninger fra formand Charles Michel efter 18. topmøde mellem EU og Canada
"Bekæmpelse af covid-19 er fortsat vores topprioritet. EU er den største eksportør af vacciner – vi har eksporteret omkring halvdelen af de vacciner, vi har produceret. Vi har støttet Canadas vaccinationskampagne ved at sende omkring 16 mio. doser til Canada. Dette udgør 60 % af alle de vacciner, som Canada modtager." Formand Charles Michel
Afslutning af covid-19-pandemien og fremme af en bæredygtig global genopretning
Lederne forpligtede sig til at intensivere den multilaterale indsats for at hjælpe med at sikre universel, lige og økonomisk overkommelig adgang til covid-19-vacciner, -diagnosticering og -behandling gennem Access to COVID-19 Tools Accelerator. De glædede sig over G7's tilsagn om at dele mindst 870 mio. vaccinedoser direkte i løbet af det næste år med fokus på dem, der har det største behov.
- EU's internationale solidaritet under covid-19-pandemien (baggrundsinformation)
- G7-topmøde, Cornwall, UK, 11.-13. juni 2021
Lederne så også med tilfredshed på opskaleringen af produktionskapaciteten med henblik på at øge og diversificere udbuddet af covid-19-vacciner og samtidig opretholde åbne og sikre forsyningskæder.
EU og Canada vil koordinere indsatsen for at styrke Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og den globale sundhedssikkerhedsarkitektur generelt for at være bedre forberedt på fremtidige pandemier.
"Jeg glæder mig over premierminister Justin Trudeaus støtte til en international pandemitraktat inden for rammerne af WHO." Formand Charles Michel
For at styrke det bilaterale samarbejde om pandemiberedskab indledte lederne en ny dialog mellem Canada og EU om sundhed inden for rammerne af den strategiske partnerskabsaftale mellem EU og Canada.
Lederne blev enige om at styre den globale genopretning i retning af grønne, innovative, inklusive og modstandsdygtige økonomier og skabelse af anstændige job. Et andet fælles mål er at gøre de globale forsyningskæder mere modstandsdygtige og bæredygtige.
Desuden vil lederne søge en konsensusbaseret løsning med hensyn til en reform af den internationale skattearkitektur senest i midten af 2021 inden for OECD i overensstemmelse med G7/G20-forpligtelserne.
De blev også enige om at genoptage rejseaktiviteter mellem EU og Canada, så snart det kan gøres på en sikker måde.
Covid-19: EU's bidrag til global vaccinesolidaritet (Infografik)
Miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaændringer
Lederne erkendte, at udfordringerne i forbindelse med klimaændringer og tab af biodiversitet er presserende og indbyrdes forbundne, og understregede behovet for at intensivere den globale indsats og levere mere koordinerede løsninger.
EU og Canada er fast besluttede på at nå det mest ambitiøse resultat på den kommende 26. FN-klimakonference (COP26) for at holde verden på rette spor med hensyn til at nå målene i Parisaftalen.
Med henblik på at gå foran med et godt eksempel i retning af at blive klimaneutrale økonomier senest i 2050 vil EU og Canada fuldt ud og hurtigt gennemføre deres forbedrede emissionsreduktionsmål for 2030/nationalt bestemte bidrag (NDC'er).
De to parter vil styrke deres samarbejde om at fremme foranstaltninger og teknologier til støtte for en retfærdig energiomstilling. De er fortsat fast besluttede på at øge indsatsen for at nå klimafinansieringsmålet på 100 mia. $ om året frem til 2025 og øge deres finansielle bidrag til klimatilpasningsindsatsen.
Lederne blev enige om at fortsætte arbejdet med vedtagelsen af en ambitiøs global ramme for bevarelse, beskyttelse og genoprettelse af biodiversiteten på FN's næste konference om biodiversitet (COP15) og ambitiøse resultater på FN's topmøde om fødevaresystemer med henblik på at føre an i en global omstilling til bæredygtige fødevaresystemer.
EU og Canada vil intensivere samarbejdet og den multilaterale indsats vedrørende den cirkulære økonomi, den effektive udnyttelse af naturressourcer og den forsvarlige forvaltning af kemikalier og affald. De vil også arbejde hen imod en ny global traktat om plast, herunder for at bekæmpe plastforurening i havene. I den forbindelse lancerede lederne et havpartnerskabsforum i henhold til havpartnerskabserklæringen mellem EU og Canada.
Udnyttelse af potentialet i handel, teknologi og innovation
Lederne bekræftede på ny deres stærke støtte til det regelbaserede multilaterale handelssystem og den uundværlige rolle, som Verdenshandelsorganisationen (WTO) spiller. De blev enige om at samarbejde om at styrke og modernisere WTO, herunder gennem et tæt samarbejde i Ottawagruppen af ligesindede lande.
De hilste de positive resultater, der er opnået ved den midlertidige anvendelse af den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA), velkommen og er fortsat stærkt engagerede i at sikre dens fulde og effektive gennemførelse.
"I år fejrer vi 5-året for undertegnelsen af CETA. Denne aftale er til gavn for vores borgere, vores virksomheder og vores økonomiske genopretning." Formand Charles Michel
For at diversificere kilderne til vigtige input til den grønne og den digitale økonomi væk fra mindre ligesindede producenter og fremme konkurrencedygtige forsyningskæder mellem EU og Canada etablerede lederne et strategisk partnerskab om råstoffer mellem EU og Canada.
EU og Canada vil uddybe det digitale samarbejde gennem den digitale dialog mellem Canada og EU og det globale partnerskab om kunstig intelligens (GPAI) ved at udnytte digitale værktøjer til at fremme en bæredygtig genopretning efter covid-19. For at sikre, at internettet forbliver frit, sikkert og åbent, støtter EU og Canada i fællesskab globale standarder og reguleringsmæssige tilgange til digital handel og digitale teknologier.
Samarbejdet mellem de to parter vil også blive styrket på andre centrale områder, herunder forskningsprogrammet Horisont Europa, videregående uddannelse, brint, kunstig intelligens, kvanteteknologi og rummet.
Handel mellem EU og Canada: fakta og tal (Infografik)
Fremme af demokratiske værdier, fred og sikkerhed
EU og Canada vil fortsat arbejde tæt sammen om at fremme international fred og sikkerhed og om deres fælles værdier, herunder forsvar af menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene, mediefrihed, liberalt demokrati, retsstatsprincippet og den regelbaserede verdensorden.
De vil arbejde tæt sammen om at løse fælles problemer og udfordringer i forbindelserne med Kina og Rusland og drøfte samarbejde med disse lande, hvor det er muligt, og i EU's og Canadas respektive interesser.
Lederne udtrykte stor tilfredshed med den indbydelse, som Canada har modtaget, til at deltage i PESCO's militære mobilitetsprojekt. Sammen med USA og Norge vil Canada være blandt de første lande uden for EU, der deltager i projektet, hvilket er endnu et vigtigt skridt hen imod et tættere partnerskab mellem EU og Canada inden for sikkerhed og forsvar.
Lederne bekræftede på ny deres støtte til Ukraines territoriale integritet og til det belarusiske folks krav om et demokratisk og retfærdigt Belarus. De besluttede også at uddybe samarbejdet og dialogen yderligere om vigtige regionale spørgsmål, herunder i forbindelse med Mellemøsten, det østlige Middelhavsområde, Indo-Stillehavs-regionen, Myanmar, Iran/den fælles omfattende handlingsplan, Afrika (navnlig Sahelregionen) og Venezuela.
Endelig bekræftede lederne på ny, at de er fast besluttede på at styrke deres samarbejde om spørgsmål vedrørende Arktis og at indgå en ny aftale om passagerliste (PNR)-oplysninger mellem EU og Canada så hurtigt som muligt.
Baggrund
Forbindelserne mellem EU og Canada understøttes af en strategisk partnerskabsaftale (SPA) og en samlet økonomi- og handelsaftale (CETA). Disse aftaler har været anvendt midlertidigt siden april 2017 og har i høj grad styrket begge parters økonomier og ført til et stadig tættere partnerskab mellem EU og Canada.
Det seneste møde mellem EU's og Canadas ledere blev afholdt 29. oktober 2020 via videokonference.
Det seneste topmøde mellem EU og Canada blev afholdt 17.-18. juli 2019 i Montreal, Canada.
Mødedokumenter
Forberedende dokumenter
Pressemeddelelser
Presseinformation
Pressekontakter
-
Symeon Piperidis Press officer
- +32 478 83 12 21
- +32 2 281 84 72
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
Øvrige samlinger: Internationalt topmøde
Afholdte møder
Seneste gennemgang: 9. januar 2025