Skip to content

Passageroplysninger

Udveksling af passageroplysninger er nyttig i forbindelse med forebyggelse, afsløring og retsforfølgning af terrorhandlinger og grov kriminalitet. Direktivet om passagerlisteoplysninger har til formål at regulere overførslen af sådanne grundlæggende oplysninger fra luftfartsselskaberne til de nationale myndigheder, mens forordningerne om forhåndsinformation om passagerer fastsætter regler for indsamling og overførsel af flere personoplysninger til de nationale myndigheder.

Hvad er passagerlisteoplysninger?

Passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) er personlige oplysninger, som passagerer giver, og som indsamles og opbevares af luftfartsselskaber. De omfatter oplysninger om f.eks. passagernavn, rejsedatoer og -ruter, pladser, bagage, kontaktoplysninger og betalingsmiddel.

PNR-direktivet regulerer videregivelse af sådanne oplysninger til EU-landenes retshåndhævende myndigheder og behandling af oplysningerne for at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet.

Europa-Parlamentet og Rådet nåede til enighed om en kompromistekst i december 2015. Europa-Parlamentet fastlagde sin holdning 14. april 2016. Rådet vedtog herefter direktivet 21. april 2016. EU-landene havde to år til at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme det.

Hvad er forhåndsinformation om passagerer?

Forhåndsinformation om passagerer (API) er oplysninger om en passagers identitet, der normalt indhentes fra rejsedokumenter eller pas, f.eks.:

  • fulde navn
  • fødselsdato
  • nationalitet

Disse oplysninger sendes til de offentlige myndigheder og kan være et nyttigt redskab i forbindelse med regeringernes grænsekontrol eller sikkerhedsbehandling.

I december 2022 vedtog Kommissionen to lovgivningsforslag til forordninger med henblik på at lette forvaltningen af de ydre grænser og øge den indre sikkerhed. 1. marts 2024 nåede Rådet og Europa-Parlamentet til enighed om den nye forordning.

EU-regler til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme

Organiseret kriminalitet og terrorhandlinger involverer ofte international rejseaktivitet. Efter ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser i henhold til Schengenkonventionen sikrer EU udveksling af personoplysninger mellem de retshåndhævende myndigheder.

PNR-systemet supplerer de allerede eksisterende redskaber til håndtering af grænseoverskridende kriminalitet. Behandling af PNR-oplysninger gør det muligt for de retshåndhævende myndigheder at opdage personer, der ikke er under mistanke for lovovertrædelser eller terrorisme, inden en specifik analyse af oplysningerne viser, at de måske kan mistænkes.

De fleste EU-lande har allerede brugt PNR-oplysninger, som politiet eller andre myndigheder i henhold til national ret har adgang til. PNR-systemet på EU-plan harmoniserer EU-landenes retlige regler, forebygger retlig usikkerhed og huller i sikkerheden og garanterer samtidig databeskyttelse.

EU har allerede undertegnet aftaler, der giver EU-luftfartsselskaber mulighed for at videregive PNR-oplysninger til USA og Australien.

I februar 2020 vedtog Rådet en afgørelse, der bemyndiger til at indlede forhandlinger mellem EU og Japan om en PNR-aftale.

I april 2025 vedtog Rådet en afgørelse om formel indgåelse af en aftale mellem EU og Canada om overførsel og brug af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger).

PNR-direktivet skal både regulere luftfartsselskabers videregivelse af PNR-oplysninger til de nationale myndigheder og deres behandling af disse oplysninger. I henhold til direktivet skal luftfartsselskaber videregive PNR-oplysninger for flyvninger til og fra EU. Det tillader også EU-landene, men forpligter dem ikke til, at indsamle PNR-oplysninger om udvalgte flyvninger inden for EU.

Direktivet fastsætter, at indsamlede PNR-oplysninger kun må behandles for at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet.

I forbindelse med disse aktiviteter kan PNR-oplysninger bruges på flere måder:

  • til vurdering af passagerer forud for ankomst eller afrejse i forhold til definerede risikokriterier eller for at identificere bestemte personer
  • som input til udarbejdelse af disse risikokriterier
  • til specifikke efterforskninger eller retsforfølgninger

For at beskytte de grundlæggende rettigheder til beskyttelse af personoplysninger, privatlivets fred og ikkeforskelsbehandling omfatter direktivet en række begrænsninger af videregivelse, behandling og opbevaring af PNR-oplysninger:

  • Direktivet forbyder indsamling og brug af følsomme oplysninger.
  • PNR-oplysninger må kun opbevares i fem år og skal maskeres efter seks måneder, så registrerede ikke længere umiddelbart kan identificeres.
  • EU-landene skal oprette en passageroplysningsenhed til behandling og beskyttelse af oplysninger. Denne enhed skal have en databeskyttelsesansvarlig.
  • EU-landene skal sikre, at passagerer er klart informerede om indsamlingen af PNR-oplysninger og om deres rettigheder.
  • Automatisk behandling af PNR-oplysninger må ikke være det eneste grundlag for afgørelser, som har negative retsvirkninger for en person eller i alvorlig grad påvirker vedkommende.
  • Videregivelse af PNR-oplysninger til ikke-EU-lande må kun ske under særlige omstændigheder og i enkelttilfælde.

Seneste gennemgang: 15. april 2025