Skip to content

Syrien

EU står sammen med det syriske folk. Det støtter en fredelig og inkluderende overgang i Syrien, respekt for menneskerettighederne og landets socioøkonomiske genopretning.

Fornyede forbindelser med Syrien

Efter det kriminelle al-Assad-regimes fald i 2024 og den øvrige politiske udvikling i Syrien har EU taget vigtige skridt til at styrke sine bilaterale forbindelser med Syrien, herunder:

  • genindførelse af fuld anvendelse af samarbejdsaftalen mellem EU og Syrien (2026)
  • ophævelse af alle økonomiske sanktioner med undtagelse af dem, der er begrundet i sikkerhedsmæssige hensyn (2025)

Rådets konklusioner om Syrien

EU's politik over for Syrien er baseret på Rådets konklusioner af 23. juni 2025, hvori EU på ny bekræfter sit engagement i at stå sammen med det syriske folk og i at støtte en fredelig og inkluderende, syriskledet og syriskejet overgang for at bidrage til at opbygge en bedre fremtid for alle syrere.

EU er rede til at samarbejde med overgangsregeringen i regionale og multilaterale fora og opfordrer indtrængende alle eksterne aktører uden undtagelse til fuldt ud at respektere Syriens enhed, uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet.

EU fordømmer enhver ensidig udenlandsk militær aktion og tilstedeværelse og ethvert forsøg på at undergrave Syriens stabilitet og muligheder for en fredelig overgang, herunder gennem udenlandsk informationsmanipulation og indblanding.

Genindførelse af fuld anvendelse af samarbejdsaftalen mellem EU og Syrien

I maj 2026 besluttede Rådet at ophæve den delvise suspension af samarbejdsaftalen mellem EU og Syrien, der blev indført i 2011 som reaktion på undertrykkelsen af den syriske befolkning og menneskerettighedskrænkelser begået af al-Assad-regimet.

Samarbejdsaftalen, der blev indgået i 1977, udgør rammen for de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Syrien. Den indeholder bl.a. bestemmelser om at fjerne kvantitative restriktioner på import af visse syriske produkter, herunder olie, olieprodukter, guld, ædle metaller og diamanter.

Ophævelse af de økonomiske sanktioner mod Syrien

I maj 2025 ophævede EU alle økonomiske sanktioner vedrørende Syrien med undtagelse af dem, der er begrundet i sikkerhedsmæssige hensyn, bl.a. våben og teknologi, der kan anvendes til intern undertrykkelse.

EU har opretholdt sanktionerne mod Al-Assad-regimet i overensstemmelse med sin opfordring til, at gerningsmænd drages til ansvar, og overvåger fortsat udviklingen på stedet.

Politisk dialog på højt plan mellem EU og Syrien

Den første politiske dialog på højt plan mellem EU og Syrien blev holdt i maj 2026. Dialogen var en lejlighed til at gøre fremskridt hen imod en normalisering af forbindelserne mellem EU og Syrien og drøfte EU's støtte til de syriske overgangsmyndigheders indsats for at opnå en stabilisering, socioøkonomisk genopretning og inkluderende politisk overgang i Syrien.

EU-bistand til syrere

Over 15 års konflikt i Syrien har påført civilbefolkningen enorme lidelser og skabt en af verdens værste humanitære kriser.

Som følge af fortsat fordrivelse, sammenbrud af væsentlige tjenester og omfattende ødelæggelse af infrastruktur står 15,6 millioner mennesker med et akut behov for humanitær bistand i 2026. Det vil sige, at 6 ud af 10 syrere har behov for humanitær bistand.

5,5 millioner mennesker er stadig internt fordrevne, og over 3,6 millioner syriske flygtninge er registreret i nabolandene (Tyrkiet, Libanon, Jordan).

Over 13,3 millioner mennesker er ramt af fødevareusikkerhed. Næsten 2,7 millioner børn går ikke i skole.

EU og dets medlemsstater er de største donorer af international bistand til dem, der er berørt af konflikten i Syrien. Siden krisens begyndelse i 2011 har EU og dets medlemsstater mobiliseret mere end 41 mia. € til støtte for syrere både i landet og i hele regionen.

Denne finansiering dækker livsvigtig humanitær bistand, basale tjenester som sundhedspleje og uddannelse samt langsigtet socioøkonomisk genopretning og genopbygning.

Bistanden kanaliseres gennem humanitære partnere såsom NGO'er, FN-agenturer og Den Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse, som yder sundhedspleje, fødevarebistand, vand-, sanitets- og hygiejnetjenester, beskyttelse, husly og uddannelse til de mest sårbare.

Sanktioner mod al-Assad-regimet

Den Europæiske Union suspenderede alt bilateralt samarbejde med Syriens regering og dens støtter i maj 2011 efter optrapningen af volden og den uacceptable menneskerettighedssituation.

Mellem 2011 og 2024 vedtog EU sanktioner mod al-Assad-regimet. Efter regimets fald besluttede EU imidlertid 24. februar 2025 at suspendere flere sanktioner, bl.a. inden for energi, transport og finansielle transaktioner, for at lette samarbejdet med landet, dets befolkning og virksomheder.

28. maj 2025 ophævede EU alle økonomiske sanktioner mod Syrien med undtagelse af dem, der er begrundet i sikkerhedsmæssige hensyn.

De øvrige økonomiske sanktioner omfatter:

  • en våbenembargo
  • eksportrestriktioner for varer, udstyr og teknologi med dobbelt anvendelse til intern undertrykkelse og software til aflytning og overvågning
  • et forbud mod handel med varer, der udgør en del af Syriens kulturarv

Samtidig besluttede EU at opretholde sanktionerne mod personer og enheder med tilknytning til al-Assad-regimet, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af den syriske befolkning og for krænkelser af menneskerettighederne.

Personer og enheder, der er opført på listen, er omfattet af indefrysning af aktiver, og der må hverken stilles pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for dem. Personerne er også omfattet af et rejseforbud.

Sanktionerne blev senest forlænget indtil 1. juni 2027.

Desuden indførte EU mellem 2023 og 2025 sanktioner mod enkeltpersoner og enheder, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, i henhold til den globale menneskerettighedssanktionsordning.

EU-lovgivningen om sanktioner over for al-Assad-regimet indeholder humanitære undtagelser for at sikre, at der fortsat kan leveres humanitær bistand til alle dele af landet.

Bekæmpelse af terrorisme

Da'eshs og andre terrorgruppers tilstedeværelse i Syrien udgør en alvorlig trussel mod landet, hele regionen og det internationale samfund som helhed. I marts 2015 vedtog EU derfor en "regional EU-strategi for Syrien samt over for truslen fra ISIL/Da'esh".

Efter Da'eshs territoriale nederlag i 2019 har EU fortsat støttet de internationale bestræbelser på at forhindre Da'esh i at vinde terræn. I december 2024 gentog Rådet sit urokkelige engagement i at bekæmpe terrorisme i Syrien og i arbejdet i den globale koalition mod Da'esh.

Se også

Kort, hvor landene i Mellemøsten og Nordafrika er fremhævet.
EU's holdning til situationen i Mellemøsten

EU's holdning til situationen i Mellemøsten

Integreret politisk kriserespons (IPCR)

Integreret politisk kriserespons (IPCR)

Hvorfor EU vedtager sanktioner

Hvorfor EU vedtager sanktioner