Skip to content

Internationale aftaler og Rådets rolle

Læs om den centrale rolle, som Rådet spiller i forbindelse med internationale aftaler med lande, regioner og internationale organisationer uden for EU, og hvorfor og hvordan EU indgår disse aftaler.

Hvad Rådet gør i forbindelse med internationale aftaler

EU-Rådet spiller en central rolle, når der forhandles om og indgås aftaler. Det er involveret i alle faser af proceduren, lige fra at give forhandleren (normalt Kommissionen) forhandlingsmandat til at bemyndige undertegnelse af aftalen og vedtage den endelige afgørelse om EU's samtykke til at være bundet af den.

Rådet træffer for det meste sine afgørelser om internationale aftaler med kvalificeret flertal. Det træffer dog afgørelse med enstemmighed på områder, hvor det kræver enstemmighed at vedtage EU-lovgivning, f.eks. inden for beskatning, og bestemte kategorier af aftaler, f.eks. associeringsaftaler.

EU-institutionernes rolle i forbindelse med forhandlingen og indgåelsen af internationale aftaler og de proceduremæssige skridt er fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Mange af Rådets forberedende organer bidrager til forberedelsen, forhandlingen og indgåelsen af internationale aftaler, bl.a. De Faste Repræsentanters Komité (Coreper), Handelspolitikudvalget og de arbejdsgrupper, der fokuserer på bestemte geografiske områder eller politikområder.

Hvorfor EU indgår internationale aftaler

Internationale aftaler er vigtige for EU, fordi de understøtter dets politikmæssige mål, fremmer dets økonomiske interesser og styrker dets globale indflydelse ved at opretholde EU's værdier på den internationale scene.

De kan dække brede områder som handel, samarbejde og udvikling eller omhandle specifikke politikområder som fiskeri, told, transport, videnskab og teknologi.

Internationale aftaler fremmer globalt samarbejde og er et vigtigt redskab til at opretholde stabilitet, forudsigelighed, sikkerhed og retfærdighed på verdensplan. De bidrager til at bevare en regelbaseret international orden, fordi de fastsætter fælles regler og standarder.

Ved at handle som én enhed i Den Europæiske Union har EU's medlemsstater en stærkere forhandlingsposition, når de indgår aftaler med tredjeparter.

Typer af internationale aftaler

EU har forhandlet og indgået mere end 1 000 aftaler både et eller flere ikke-EU-lande og med internationale organisationer som f.eks. WTO eller FN.

De mest almindelige typer aftaler, som EU indgår, er:

  • associeringsaftaler
  • frihandelsaftaler
  • økonomiske partnerskabsaftaler
  • partnerskabs- og samarbejdsaftaler

EU kan indgå internationale aftaler, forudsat at aftalens indgåelse:

  • er fastsat i traktaterne
  • er nødvendig for at nå et af EU's politikmæssige mål, der er fastlagt i traktaterne
  • er foreskrevet i en juridisk bindende EU-retsakt
  • kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde

De internationale aftaler, som EU indgår som juridisk person, er bindende for dets institutioner og medlemsstater.

De er en integrerende del af EU-retten og falder ind under en selvstændig kategori, der er adskilt fra primær ret (EU-traktater) og sekundær ret (forordninger og direktiver). De rangerer formelt højere end den sekundære ret, som derfor skal overholde dem.

Suspension af internationale aftaler

Rådet kan på grundlag af et forslag fra Kommissionen eller den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik vedtage en afgørelse om helt eller delvist at suspendere anvendelsen af en international aftale eller om at opsige en aftale i lyset af en bestemt situation.

Som eksempel kan nævnes:

  • suspension af visumlempelsesaftalen med Rusland som reaktion på den omfattende invasion af Ukraine (2022)
  • suspension af visumlempelsesaftalen med Belarus som reaktion på Lukasjenkoregimets hybride angreb (2021)
  • delvis suspension af samarbejdsaftalen med Syrien som reaktion på det syriske regimes menneskerettighedskrænkelser (2011)
  • suspension af dele af Cotonouaftalen med Zimbabwe på grund af vedvarende bekymringer over menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (2010)

Se også

Seneste gennemgang: 23. februar 2026