Skip to content

Fem grunde til at bekymre sig om antimikrobiel resistens (AMR)

Antimikrobiel resistens (AMR) forekommer, når en mikroorganisme overlever, selv om den udsættes for lægemidler, der er beregnet til at hæmme eller dræbe den.

Overforbrug og forkert brug af antimikrobielle stoffer er hovedårsagerne til AMR. Antimikrobielle stoffer – herunder antibiotika, antivirale lægemidler, antifungale midler og antiparasitære lægemidler – er lægemidler, der anvendes til at forebygge og behandle infektioner hos mennesker, dyr eller planter.

Sådan forekommer AMR normalt:

Uhensigtsmæssig anvendelse af antimikrobielle stoffer → bakterier udvikler resistens → antimikrobielle stoffer bliver mindre effektive → sygdomme spredes lettere

13. juni 2023 vedtog Rådet en henstilling om bekæmpelse af AMR. Initiativet har bl.a. til formål at fremme ansvarlig anvendelse af antimikrobielle stoffer, forbedre forebyggelse og bekæmpelse af infektioner og øge forskning og innovation.

1. Resistente bakterier smitter ca. 800 000 personer om året

I 2020 blev over 800 000 mennesker smittet med antibiotikaresistente bakterier i Europa. De sygdomme, det medfører, omfattede lungebetændelse, infektion i blodbanen og intraabdominale infektioner.

Trods et lille fald i 2020 er antallet af infektioner stigende

Denne graf viser det anslåede antal infektioner med antibiotikaresistente bakterier i EU og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

Tekstudgave

Et linjediagram over antallet af infektioner med antibiotikaresistente bakterier i EU og EØS i perioden 2016-2020.

Antallet af infektioner steg hvert år mellem 2016 og 2019 – med 685 433 infektioner i 2016 og 865 767 i 2019. I 2020 var antallet af infektioner lavere (801 517), muligvis på grund af ændringer i overvågnings- og sundhedspraksis under covid-19-pandemien og de foranstaltninger, der blev truffet for at bekæmpe spredning af virusset.

Ifølge OECD forekommer 70 % af infektionerne i sundhedsvæsenet. AMR indvirker på kirurgiske indgreb, transplantationer, intensivpleje og sundheden for personer med svækket immunsystem, f.eks. kræftpatienter, der kan dø af en simpel infektion.

Børn under 12 måneder og voksne over 70 år er de mest sårbare grupper. Mænd er også mere tilbøjelige end kvinder til at udvikle resistente infektioner.

2. 100 mennesker døde af AMR hver dag i Europa i 2020

Nogle infektioner, man tidligere kunne helbredes for, er blevet svære eller endda umulige at behandle. Hvis AMR fortsætter med at udvikle sig, kan små snit og mindre infektioner og kirurgiske indgreb blive livstruende.

Lægemiddelresistente infektioner koster hvert år 35 000 mennesker livet

Denne graf viser det anslåede antal dødsfald som følge af infektioner med antibiotikaresistente bakterier i EU og EØS.

Tekstudgave

Et arealdiagram over antallet af dødsfald som følge af infektioner med antibiotikaresistente bakterier i EU og EØS i perioden 2016-2020. Antallet af dødsfald steg hvert år mellem 2016 og 2019 – med 30 730 dødsfald i 2016 og 38 710 i 2019.

I 2020 faldt antallet af dødsfald til 35 813. 35 813 er omtrent det antal passagerer, der kan være på 13 krydstogtskibe.

Grækenland og Italien havde den højeste dødelighed

Denne graf viser det anslåede antal dødsfald, der kan tilskrives AMR, pr. 100 000 personer efter land i 2020.

Tekstudgave

Et søjlediagram over antallet af dødsfald, der kan tilskrives antimikrobiel resistens, pr. 100 000 personer i EU- og EØS-landene.

I diagrammet skiller Grækenland sig ud som det land, der har den højeste dødelighed, med 20 dødsfald pr. 100 000 personer efterfulgt af Italien med 19 dødsfald pr. 100 000 personer.

Norge og Nederlandene er de lande, der har den laveste dødelighed (begge med to dødsfald pr. 100 000 personer).

EU-gennemsnittet er seks dødsfald pr. 100 000 personer.

3. AMR forekommer i dyr, fødevarer, planter og miljøet

Antimikrobielle stoffer anvendes også til behandling af husdyr, akvakultur og dyr. De når også ud i miljøet gennem urin og ekskrementer fra mennesker og dyr, uhensigtsmæssig bortskaffelse af lægemidler og anvendelse af forurenet husdyrgødning i landbruget. Som følge heraf er der også restkoncentrationer i jord, vand og planter, hvilket øger risikoen for yderligere forurening.

Forbruget af antibiotika hos mennesker er nu større end hos dyr bestemt til fødevareproduktion

Grafen nedenfor viser forbruget af antimikrobielle stoffer hos husdyr i forhold til mennesker. Brugen af antibiotika til dyr bestemt til fødevareproduktion er faldende.

Tekstudgave

Et linjediagram over forbruget af antimikrobielle stoffer hos husdyr i forhold til mennesker.

Anvendelsen af antibiotika til dyr bestemt til fødevareproduktion faldt fra 154,7 mg antimikrobielt virksomt stof pr. kg biomasse i 2014 til 104,8 mg i 2018, mens anvendelsen hos mennesker steg fra 125,3 mg i 2014 til 131,7 i 2018.

Selv om forbruget i dyr er faldende, bringer forkert brug stadig både dyr og mennesker i fare, da dyr kan overføre resistente bakterier til mennesker gennem direkte kontakt eller fødekæden.

4. Det er forbundet med betydelige sundhedsudgifter at bekæmpe resistente bakterier

Omkostningerne ved AMR anslås til 1,1 mia. € om året for sundhedssystemerne i Europa.

Når en infektion ikke reagerer på en antimikrobiel førstelinjebehandling (den mest effektive og sikreste behandlingsform for patienten), gør sundhedspersonalet brug af dyrere alternativer, f.eks. anden- og tredjelinjelægemidler (de sidste mulige behandlingsformer). Er der komplikationer i forbindelse med en sygdom eller behandling, eller er den af længere varighed, er det undertiden nødvendigt med længere hospitalsophold med de dermed forbundne udgifter.

Resistensen over for sidste udvej-antibiotika er stigende

Denne graf viser, at AMR over for anden- og tredjelinjeantibiotika, der anvendes, når bakterier er resistente over for almindelige antibiotika, er høj og ventes at fortsætte med at stige i EU/EØS-landene. Hvis der ikke iværksættes effektive tiltag, vil AMR ifølge eksperterne skabe en stor sundhedsmæssig og økonomisk byrde.

Tekstudgave

Et linjediagram over antimikrobiel resistens over for første-, anden- og tredjelinjeantibiotika, hvor resistensen over for førstelinjeantibiotika ventes at falde med 11 % i 2050 i forhold til 2005, og resistensen over for anden- og tredjelinjeantibiotika ventes at stige med henholdsvis 72 % og 119 % i 2050 i forhold til 2005.

5. AMR skader økonomien

Længerevarende sygdom og dødelighed har direkte indvirkning på vores økonomier. AMR kan også forstyrre handelen med husdyr og animalske produkter, da den påvirker dyrs sundhed og trivsel og dermed deres produktivitet.

Øget antimikrobiel resistens betyder en større indvirkning på det globale BNP

Denne graf viser de potentielle økonomiske tab som følge af AMR's indvirkning på arbejdstagernes sundhed og dyresundheden, hvis der ikke iværksættes effektive tiltag.

Tekstudgave

Et linjediagram over de potentielle økonomiske tab som følge af indvirkningen af antimikrobiel resistens på arbejdstagernes sundhed og dyresundheden, hvis der ikke iværksættes effektive tiltag.

I et optimistisk scenarie med lav antimikrobiel resistens forventes den økonomiske byrde at blive betydelig med et globalt BNP-tab på 1,1 % i 2050.

I et pessimistisk scenarie med høj antimikrobiel resistens forventes de økonomiske omkostninger at blive meget store med et globalt BNP-tab på 3,8 % i 2050.

Seneste gennemgang: 29. august 2025