Skip to content
  • Rådet for Miljø

Rådet (miljø), 18. december 2023

Vigtigste resultater

Emballage og emballageaffald

Miljøministrene nåede til enighed ("generel indstilling") om et forslag til en forordning om emballage og emballageaffald.

Teresa Ribera Rodríguez, Spaniens tredje viceministerpræsident og minister for økologisk omstilling og demografiske udfordringer
Hver enkelt europæer producerede i 2021 190 kg emballageaffald. Og dette tal vil stige med næsten 20 % i 2030, hvis intet ændrer sig. Det kan vi ikke lade ske. Dagens generelle indstilling sender et stærkt signal om, at EU er fast besluttet på at reducere og forebygge emballageaffald fra alle kilder. Forordningen er afgørende for vores vej mod en cirkulær økonomi og et klimaneutralt Europa.
Teresa Ribera Rodríguez, Spaniens tredje viceministerpræsident og minister for økologisk omstilling og demografiske udfordringer
Teresa Ribera Rodríguez, Spaniens tredje viceministerpræsident og minister for økologisk omstilling og demografiske udfordringer

Formålet med den foreslåede forordning er at tackle den stigende mængde emballageaffald, der produceres i EU, og samtidig harmonisere det indre marked for emballage og fremme den cirkulære økonomi. Den fastsætter også krav, der skal sikre, at emballage er sikker og bæredygtig, ved at kræve, at al emballage skal kunne genanvendes, og at forekomsten af problematiske stoffer skal minimeres. Det fastsætter også mærkningskrav for at forbedre forbrugeroplysningen.

I overensstemmelse med affaldshierarkiet blev ministrene enige om regler, der skal minimere produktionen af emballageaffald, ved at fastsætte bindende mål for genbrug, begrænse visse typer engangsemballage og kræve, at de erhvervsdrivende reducerer den emballage, der anvendes, til det nødvendige minimum.

Lovgivning om jordbundsovervågning

Ministrene havde en orienterende debat om et forslag til den første EU-lovgivning om jordbundsovervågning nogensinde. I forslaget fastsættes det langsigtede mål om, at alle jordøkosystemer i hele EU senest i 2050 skal være i god tilstand i overensstemmelse med EU's jordbundsstrategi for 2030.

Der fastsættes bindende krav til overvågning og vurdering af jordbundssundhed for at etablere en omfattende ramme for overvågning af al jordbund i hele EU. De nye regler vil også gælde bæredygtig jordbundsforvaltning og genopretning af forurenede områder.

Ministrene hilste forslaget velkommen og var enige i, at det er vigtigt, at EU-lovgivningen fokuserer på jordbundsovervågning og modstandsdygtighed. De drøftede, hvordan den foreslåede ramme for overvågning af jordbunden kan bidrage til at forbedre jordbundens sundhed inden for den fastsatte tid, og ambitionsniveauet for bekæmpelse af jordforurening.

EU's ramme for skovovervågning

EU's miljøministre drøftede også et forslag fra Kommissionen om at oprette et integreret EU-dækkende skovovervågningssystem.

Overvågningsrammen vil sikre harmoniserede data om skovenes tilstand og forvaltning i EU og vil omfatte alle skove og andre træbevoksede områder i EU. Den foreslåede forordning har også til formål at støtte medlemsstaterne i at udarbejde og ajourføre frivillige integrerede langsigtede skovplaner.

Ministrene fokuserede i deres indlæg på, om de mener, at den foreslåede ramme for skovovervågning er tilstrækkelig og effektiv, de mest relevante aspekter med henblik på at bygge bro over eksisterende videnskløfter, og hvordan den fremtidige forordning kan gennemføres omkostningseffektivt.

Eventuelt

Under frokosten fik ministrene selskab af professor Ottmar Edenhofer, formand for Det Europæiske Videnskabeligt Rådgivende Organ om Klimaændringer, til drøftelserne af klimamålet for 2040. Professor Edenhofer orienterede ministrene om de vigtigste resultater af organets rådgivning om 2040-målet, og Kommissionen redegjorde for sine planer for de kommende måneder.

Under Eventuelt orienterede formandskabet ministrene om, hvordan det i øjeblikket skrider frem med to lovgivningsforslag: revisionen af luftkvalitetsdirektivet og forordningen om en EU-certificeringsramme for kulstoffjernelse.

Kommissionen og formandskabet aflagde også rapport om den senere tids vigtigste internationale møder:

  • fjerde møde i processen for perioden mellem konferencerne vedrørende den strategiske tilgang og forsvarlig forvaltning af kemikalier og affald efter 2020 (3) og femte internationale konference om kemikalieforvaltning (ICCM5) (23.-29. september 2023, Bonn, Tyskland)
  • COP 5 – femte Minamatakonvention om kviksølv (30. oktober-3. november 2023, Genève, Schweiz)
  • tredje møde i det mellemstatslige forhandlingsudvalg (INC-3) med henblik på at udvikle et internationalt retligt bindende instrument om plastforurening (13.-19. november 2023, Nairobi, Kenya)
  • COP28 (30. november-12. december 2023, Dubai, De Forenede Arabiske Emirater)

Kommissionen fremlagde sin vurdering af de nationale energi- og klimaplaner og EU-missioner under Horisont Europa som et redskab til lokal klimaindsats.

Nederlandene og Frankrig orienterede ministrene om initiativet vedrørende det udvidede Nordsøområde, der blev oprettet i november 2023.

Den bulgarske delegation orienterede ministrene om arrangementet på højt plan om ungdoms- og klimaindsatsen, der blev afholdt 8. december i tilknytning til COP28.

Den belgiske delegation orienterede ministrene om sit kommende formandskabs arbejdsprogram.

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Miljø

Se flere møder

Seneste gennemgang: 31. januar 2025