Biodiversitet
Biodiversiteten falder med alarmerende fart. EU-landene er fast besluttede på at genoprette naturen og bevare dens biologiske mangfoldighed.
EU's biodiversitetsstrategi for 2030
EU's biodiversitetsstrategi for 2030, som blev fremlagt af Europa-Kommissionen i maj 2020, er et centralt element i den europæiske grønne pagt.
Rådet vedtog konklusioner om strategien og godkendte dens mål i oktober 2020. Det fremhævede, at der er behov for at intensivere indsatsen for at tackle de direkte og indirekte årsager til tab af biodiversitet og natur. Det gentog opfordringen til fuldt ud at integrere biodiversitetsmålene i andre sektorer såsom landbrug, fiskeri og skovbrug og til at sikre en sammenhængende gennemførelse af EU-foranstaltninger på disse områder.
Ministrene opfordrede til, at en betydelig andel af de 30 % af EU-budgettet og de Next Generation EU-udgifter, der er tildelt til at håndtere klimaindsatsen, investeres i biodiversitet og naturbaserede løsninger, der fremmer biodiversiteten.
Jord til bord-strategien og EU's biodiversitetsstrategi, som sammen blev fremlagt af Kommissionen i 2020, deler flere mål og målsætninger, f.eks. reduktion af brugen af pesticider og gødning, genoprettelse af landbrugsjord og forvaltning af vand.
Forordning om naturgenopretning
EU's forordning om naturgenopretning har til formål at genoprette biodiversitet og økosystemer i overensstemmelse med målene i EU's biodiversitetsstrategi for 2030. Forordningen sigter mod at indføre genopretningsforanstaltninger, der skal dække mindst 20 % af EU's landområder og 20 % af EU's havområder inden 2030 og alle økosystemer, der har behov for genopretning, inden 2050.
Reglerne er de første nogensinde, der specifikt fokuserer på genopretning af naturen i EU's medlemsstater, og de fastsætter bindende mål for genopretningstiltag for:
- forringede land- og havhabitater
- bestøvere
- landbrugsøkosystemer
- byområder
- floder og flodsletter
- skove
Rådet nåede til enighed om sin holdning (generel indstilling) til forordningen om naturgenopretning i juni 2023. Der blev nået til enighed med Europa-Parlamentet i november 2023 efter forhandlinger i "trilogerne".
Rådet vedtog forordningen om naturgenopretning i juni 2024.
Naturgenopretning
Andre EU-politikker til beskyttelse af biodiversitet
EU's bestræbelser på at standse tabet af biodiversitet og økosystemer er funderet i lovgivning. Den omfatter:
- fugle- og habitatdirektiverne
- vandrammedirektivet
- havstrategirammedirektivet
Lovgivningen, der omfatter sektorer som forurening, invasive fremmede arter og klimaændringer, bidrager også til at bevare biodiversitet ved at afhjælpe årsagerne til tabet heraf.
For at finansiere tiltag på stedet, der skal beskytte og genoprette naturen, har EU oprettet LIFE-programmet. Det blev iværksat i 1992 og er som det eneste EU-finansieringsprogram udelukkende rettet mod miljø- og klimamål. LIFE har siden sin oprettelse medfinansieret mere end 5 000 projekter.
Naturbeskyttelse
Derfor er salamandre vigtige for dig:
De mindste skabninger, endnu mindre end en salamander, spiller en afgørende rolle med hensyn til at opretholde det fascinerende levende netværk.
Med habitatdirektivet har EU beskyttet salamandre og hundredvis af andre dyrearter samt planter og naturområder. Fra Finland til Malta og fra Rumænien til Portugal har EU-retten bidraget til at bevare levesteder og de levende arter, som de huser.
Globale mål for biodiversitet
EU spiller en aktiv rolle på internationalt plan, hvor det bidrager til at sikre, at det opfylder sine globale forpligtelser med hensyn til beskyttelse af naturen og biodiversiteten i henhold til multilaterale konventioner såsom konventionen om den biologiske mangfoldighed og konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.
I oktober 2024 godkendte Rådet konklusioner, der skal tjene som EU's generelle forhandlingsposition med henblik på De Forenede Nationers 16. biodiversitetskonference (COP16), der fandt sted i oktober-november 2024 i Colombia. Der var en opfølgning på konferencen i februar 2025 i Italien, hvor landene blev enige om finansierings- og overvågningsforanstaltninger til gennemførelse af globale mål og delmål for biodiversitet.
Hvorfor er biodiversitet vigtig?
Biodiversitet er rygraden i alt liv. Den er lige så afgørende for mennesker, som den er for miljøet og klimabeskyttelsen.
Den sikrer mennesker fødevarer, ferskvand og ren luft, og den spiller en vigtig rolle med hensyn til at bevare naturens balance. Den hjælper med at bekæmpe klimaændringer og forhindrer spredning af smitsomme sygdomme.
Ifølge Det Verdensøkonomiske Forum afhænger næsten halvdelen af det globale BNP (ca. 40 billioner €) af det naturlige miljø og dets ressourcer. De største erhvervssektorer (byggeri, landbrug og føde- og drikkevaresektoren) er alle i meget høj grad afhængige af naturen, og tilsammen genererer de næsten 7,3 billioner € til den globale økonomi.
Menneskelige aktiviteter, der forårsager forurening og ændringer af levesteder samt klimaændringer, belaster arter og økosystemer. Forskere skønner, at en million arter af planter, insekter, fugle og pattedyr i øjeblikket er udryddelsestruet på verdensplan.
Se også
Seneste gennemgang: 12. marts 2025