"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet (udenrigsanliggender (forsvar)), 19. november 2024
Vigtigste resultater
Lad mig se på, hvad vi har gjort i de seneste fem år.
For det første iværksatte vi den europæiske fredsfacilitet. Og gennem den har vi ydet støtte til mere end 20 lande rundt om i verden, ikke kun Ukraine. [...] For det andet nåede vi til enighed om det strategiske kompas. [...] Dette blev godkendt, nogenlunde samtidig med at Rusland indledte sin aggression mod Ukraine. På det tidspunkt talte ingen om sikkerhed og forsvar. Det var første gang, vi lancerede idéen om, at sikkerhed og forsvar skulle stå meget højt på EU's dagsorden. For det tredje styrkede vi vores kapaciteter med hensyn til cybertrusler og hybride trusler. Vi forbedrede vores forsvarskapaciteter og styrkede den europæiske forsvarsindustri.
Sammen med min medkommissær Thierry Breton offentliggjorde vi strategien for den europæiske forsvarsindustri, og vi gjorde forsvarsindustrien til en prioritet i udviklingen af industrisektorerne. Vi iværksatte vigtige missioner og operationer med henblik på krisestyring i Det Røde Hav, Middelhavet, Mozambique, Moldova og Armenien, og vi uddannede omkring 70 000 ukrainske soldater. Danmark opgav sin forsvarsmæssige fravalgsklausul og tilsluttede sig Det Europæiske Forsvarsagentur. Nye partnere fra lande uden for EU søger at styrke samarbejdet om sikkerhed og forsvar.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
EU-støtte til Ukraine
Rådet (udenrigsanliggender) drøftede i sin forsvarssammensætning EU's militære støtte til Ukraine.
Efter den interne EU-27-drøftelse, udvekslede EU's forsvarsministre synspunkter med NATO's generalsekretær, Mark Rutte, som for første gang deltog personligt, med Ukraines forsvarsminister, Rustem Umerov, og med rådgiver for præsident Volodymyr Zelenskyj om strategiske anliggender, Aleksandr Kamysjin, via videokonference.
Ukrainernes skæbne vil være afgørende for Den Europæiske Unions skæbne. Og hvis Putin opnår succes i Ukraine, kommer vi til at betale en meget høj pris – meget højere end nogen form for militær støtte, som vi kan yde i dag.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Under drøftelserne understregede den højtstående repræsentant, at den militære støtte fra EU og dets medlemsstater nu er nået op på mere end 45 mia. €, og at EU næsten har nået sit mål om at levere 1 million artilleriammunition til Ukraine.
EU's forsvarsministre kom ind på den europæiske fredsfacilitet, anvendelsen af anden tranche af de såkaldte ekstraordinære fortjenester (dvs. nettooverskud fra uventede og ekstraordinære indtægter, der tilfalder værdipapircentraler i EU som følge af gennemførelsen af EU's restriktive foranstaltninger) og fortsat uddannelsesstøtte gennem EU's militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine).
Forsvarsberedskab og -parathed
Rådet havde en drøftelse om forsvarsberedskab og -parathed på baggrund af rapporten om styrkelse af Europas civile og militære beredskab og parathed, der blev forelagt den 30. oktober af Sauli Niinistö – tidligere præsident for Republikken Finland og særlig rådgiver for formanden for Europa-Kommissionen – som deltog i Rådets samling for at udveksle synspunkter med EU's forsvarsministre.
Den højtstående repræsentant understregede, at EU er nødt til at bruge flere penge, bruge dem bedre og også bruge dem på en mere europæisk måde. Han fremhævede også, at Den Europæiske Investeringsbank kan spille en afgørende rolle med hensyn til at støtte forsvarsinitiativer, og at det er bydende nødvendigt, at EU gennemfører strategien for den europæiske forsvarsindustri hurtigst muligt og vedtager det europæiske forsvarsindustriprogram senest i midten af 2025.
Under den efterfølgende drøftelse gennemgik EU's forsvarsministre deres bestræbelser på at styrke EU's forsvarsberedskab og overordnede kriseberedskab.
Ministrenes drøftelser vil indgå i forberedelserne til den kommende hvidbog om fremtiden for det europæiske forsvar.
Rådets konklusioner
Rådet godkendte konklusioner om den strategiske gennemgang af det permanente strukturerede samarbejde (PESCO).
EU's forsvarsministre mødtes i Det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA's) styringskomité under ledelse af den højtstående repræsentant Josep Borrell i dennes egenskab af chef for agenturet.
Ud over EDA's almindelige budget for 2025, stillingsfortegnelsen og den treårige planlægningsramme godkendte ministrene rapporten om den samordnede årlige gennemgang vedrørende forsvar (CARD) 2024, som indeholder de vigtigste resultater og anbefalinger fra analysen af medlemsstaternes forsvarsudgifter og forsvarsplaner, herunder deres tilpasning til EU's kapacitetsudviklingsprioriteter for 2023.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.