"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet for Udenrigsanliggender drøftede den russiske aggression mod Ukraine efter et indlæg via videoforbindelse fra Ukraines udenrigsminister, Andrii Sybiha, som ajourførte sine modparter i EU om den seneste udvikling på stedet og de mest presserende behov for Ukraine.
Efterfølgende drøftede Rådet for Udenrigsanliggender yderligere EU-støtte til Ukraine i lyset af Ruslands fortsatte optrapning af krigen og EU's mulige reaktion på støtte til Rusland fra tredjelande.
Hvert skridt, der efterlades uden en reaktion, tilskynder Rusland til at eskalere yderligere. Ingen reaktion, mere eskalering. De begyndte med at bruge fødevarer som våben og at bruge energi som våben om vinteren. Derefter benyttede de iranske droner og missiler og militære forsyninger fra Nordkorea. Og nu også med nordkoreanske soldater ved Ukraines grænser.
[...] Det er på tide, at Europa øger indsatsen. Tiden er inde til, at Europa påtager sig sit strategiske ansvar over for Ukraine. [...] Historien vil i sidste ende bedømme os på, hvad vi gjorde, da vi stod over for vanskelige tider.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Ministrene kom også ind på unddragelse af sanktioner og yderligererestriktive foranstaltninger over for Rusland.
Rådet besluttede at udvide anvendelsesområdet for EU's ramme for restriktive foranstaltninger på baggrund af Irans militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine ved at forbyde eksport, overførsel, levering eller salg fra EU til Iran af komponenter, der anvendes til missiler, ud over det eksisterende forbud mod dronekomponenter. Rådet vedtog også restriktive foranstaltninger over for én person og fire enheder.
Rådet for Udenrigsanliggender drøftede den seneste udvikling i Mellemøsten, herunder i Gaza og Libanon, og den bredere regionale situation.
Den højtstående repræsentant ajourførte Rådet om en retlig vurdering af Israels overholdelse af menneskerettighederne og folkeretten, og udenrigsministrene drøftede på denne baggrund den højtstående repræsentants forslag om at suspendere den politiske dialog mellem EU og Israel i henhold til associeringsaftalen.
Rådet drøftede også spørgsmålet om EU's støtte til UNRWA, som blev anset for at være uerstattelig, og udvekslede synspunkter om spørgsmålet om restriktive foranstaltninger over for Hamas og dets støtter og voldelige ekstremistiske bosættere på Vestbredden.
Endelig drøftede Rådet behovet for fortsat at engagere sig i bestræbelserne på at puste nyt liv i fredsprocessen. I den forbindelse kom ministrene ind på den globale alliance til gennemførelse af tostatsløsningen, der blev lanceret på FN's seneste Generalforsamling, og som vil indkalde til et opfølgningsmøde i Bruxelles 28. november og middagen umiddelbart før samlingen i Rådet med den tidligere israelske premierminister Ehud Olmert og den tidligere palæstinensiske udenrigsminister, Nasser Al-Kidwa.
Der er en sådan mangel på empati for den andens lidelse, at det er vigtigt, at vi får folk til at forstå, at der en dag bliver fred, og at fred skal forberedes og forfølges.
Det gjorde vi i Barcelona. Det gjorde vi i Bruxelles. Vi vil gøre det igen. Hver gang der opstår en mulighed, så lad os tale om fred.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Forbindelser mellem EU og USA
Under en arbejdsfrokost drøftede EU's ministre det brede billede af forbindelserne mellem EU og USA med fokus på Ukraine og Mellemøsten og de specifikke konsekvenser af valget.
Donald Trump er en mulighed for europæerne. Ikke blot for at vågne op ‑ vi vågnede op allerede for fem år siden‑ men også for at udnytte vores kapacitet og vores arbejdssystem til at blive hørt på den internationale scene. Vi er nødt til at investere mere i sikkerhed og forsvar.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Georgien
Rådet for Udenrigsanliggender udvekslede synspunkter om den seneste udvikling i Georgien efter parlamentsvalget 26. oktober og fokuserede på de demokratiske tilbageskridt i landet og konsekvenserne heraf for Georgiens vej mod EU.
Vi ønsker alle det samme for Georgien: at komme tilbage på den europæiske vej. Og dette vil kræve en indsats. Vi vil sende en delegation til Georgien. Vi vil drøfte uregelmæssighederne, og valget skal undersøges. Regeringen skal gennemføre afgørende ændringer gennem konkrete tiltag. Georgien kan ikke gøre fremskridt i sit forhold til Den Europæiske Union uden markante ændringer.
Til det georgiske folk vil jeg gerne gentage, hvad jeg sagde sidste år under mit besøg: EU vil aldrig opgive jer og jeres kamp for EU's værdier. Vi vil fortsat stå ved jeres side i jeres overvældende valg til fordel for demokrati og en europæisk fremtid.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Afrikas Horn
Rådet for Udenrigsanliggender drøftede Afrikas Horn med fokus på Somalia og eventuel EU-støtte til Den Afrikanske Unions fremtidige støtte- og stabiliseringsmission i Somalia (AUSSOM) og Sudan, hvor situationen er mere desperat end nogensinde, og hvor hundredtusinder af mennesker er blevet dræbt, og millioner af mennesker er blevet fordrevet. Ministrene blev enige om at opfordre til øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne.
Mødedokumenter
Forberedende dokumenter
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.