Skip to content

EU's forsvar i tal

EU-medlemsstaternes forsvarsudgifter steg markant mellem 2021 og 2024. EU har taget en række initiativer for at supplere og forstærke medlemsstaternes individuelle indsats og styrke konkurrenceevnen.

Hvor meget bruger EU's medlemsstater på forsvaret?

I 2024 nåede medlemsstaternes forsvarsudgifter op på 343 mia. €, hvilket er en stigning for 10. år i træk. I 2025 forventes udgifterne at nå op på ca. 381 mia. €. Forsvarsudgifterne steg i 2025 med 11 % i forhold til det foregående år og med 62,87 % i forhold til 2020.

I 2024 steg forsvarsudgifterne til 1,9 % af EU-medlemsstaternes BNP, hvilket er en stigning fra 1,6 % i 2023. I 2025 forventes den at nå op på skønsmæssigt 2,1 %.

Forsvarsudgifter (2005-2025)

Tekstudgave

Et diagram, der viser stigningen i medlemsstaternes forsvarsudgifter mellem 2005 og 2025. Der er en betydelig stigning i forsvarsudgifterne mellem 2020 og 2025.

Forsvarsinvesteringerne er stigende

I 2024 voksede forsvarsinvesteringerne ekstraordinært hurtigt og steg med 42 % i forhold til 2023 og nåede et rekordhøjt niveau på 106 mia. €. Dataene viser, at den stigende tendens vil fortsætte i 2025, hvor forsvarsinvesteringerne forventes at nå op på næsten 130 mia. €.

2024 var det sjette år i træk, hvor medlemsstaterne oversteg det kollektive benchmark på 20 % på forsvarsområdet og tildelte 31 % af de samlede forsvarsudgifter til forsvarsinvesteringer, hvilket er den højeste registrerede andel. De forventede data for 2025 viser, at denne andel vil stige yderligere i 2025.

Forsvarsinvesteringer (2005-2025)

Tekstudgave

Et diagram, der viser stigningen i forsvarsinvesteringerne i EU's medlemsstater mellem 2005 og 2025. Der er en betydelig stigning i forsvarsinvesteringerne mellem 2020 og 2025.

Indkøb af forsvarsmateriel

Udgifterne til indkøb af forsvarsmateriel steg med 39 % i forhold til 2023, og udgifterne til offentlige indkøb nåede op på 88 mia. € i 2024. Indkøb af forsvarsmateriel tegner sig for mere end 80 % af forsvarsinvesteringerne.

I 2025 vil de forventede udgifter til indkøb af forsvarsmateriel sandsynligvis overstige 100 mia. €.

Forskning og udvikling

De samlede udgifter til forskning og udvikling på forsvarsområdet, som omfatter betalinger indtil det tidspunkt, hvor udgifterne til fremstilling af produkterne begynder, nåede op på 13 mia. € i 2024. Dette svarer til en stigning på 20 % i forhold til 2023.

Udgifterne til forskning og udvikling forventes at nå op på 17 mia. € i 2025.

Kilde og metodologisk forklaring

Alle data om medlemsstaternes forsvarsudgifter er baseret på tal fra Det Europæiske Forsvarsagentur. Tallene er blevet rundet op eller ned og leveret i faste 2024-priser for at tage højde for inflation og gøre det muligt at foretage en sammenligning over forskellige år.

Flere oplysninger:

Hvad gør EU for at øge forsvarsudgifterne?

Selv om sikkerhed og forsvar fortsat er nationale kompetencer, supplerer og forstærker EU medlemsstaternes individuelle indsats, både ved at støtte øgede nationale forsvarsudgifter og anvende midler fra EU-budgettet.

Det er afgørende at øge samarbejdet mellem medlemsstaterne om forsvarsinvesteringer. Det giver mulighed for omkostningsbesparelser og kan hjælpe medlemsstaterne til at bruge de disponible midler mere effektivt.

EU's forsvarsinitiativer udgør en platform for øget samarbejde med yderligere finansieringsincitamenter, som i væsentlig grad kan forbedre effektiviteten af de samlede forsvarsinvesteringer og give medlemsstaterne mere interoperable og mindre fragmenterede kapabiliteter på lang sigt.

Støtte til medlemsstaternes forsvarsudgifter

EU har iværksat flere initiativer for at støtte medlemsstaterne i at øge deres forsvarsudgifter endnu mere.

Blandt andre initiativer yder EUmidlertidig finansiel nødhjælp på op til 150 mia. € gennem en lånemekanisme (sikkerhedstiltag for Europa eller SAFE) og giver medlemsstaterne yderligere budgetmæssig fleksibilitet med hensyn til at anmode om aktivering af den nationale undtagelsesklausul.

EU's medlemsstater samarbejder også om sikkerhed og forsvar gennem den europæiske fredsfacilitet, som har til formål at forbedre EU's evne til at forebygge konflikter, opbygge og bevare fred og styrke den internationale sikkerhed og stabilitet. Den har i øjeblikket et finansielt loft på 17 mia. €.

EU's forsvarsudgifter

EU har allerede indført flere initiativer under EU-budgettet for at supplere medlemsstaternes forsvarsinvesteringer. Udgifterne under EU-budgettet omfatter:

  • 8,8 mia. € fra Den Europæiske Forsvarsfond til at styrke forskning og udvikling på forsvarsområdet
  • 1,7 mia. € til støtte for militære mobilitetsprojekter gennem Connecting Europe-faciliteten
  • 300 mio. € til at støtte fælles indkøb af forsvarsmateriel
  • 500 mio. € til at fremme ammunitionsproduktion

Rådet og Europa-Parlamentet nåede 16. oktober 2025 til foreløbig enighed om programmet for den europæiske forsvarsindustri (EDIP). Gennem EDIP planlægger EU at yde 1,5 mia. € i form af tilskud i perioden 2025-2027 for at styrke Europas forsvarsindustri.

Europæisk forsvarsberedskab

Europæisk forsvarsberedskab

Bedre konkurrenceevne

En stærkere og mere kompetent Europæisk Union på sikkerheds- og forsvarsområdet vil styrke den europæiske industrielle og teknologiske konkurrenceevne. Integrationen af industriel kapacitet på tværs af medlemsstaterne giver stordriftsfordele og reducerer omkostningerne.

Omsætning i forsvarsindustrien

I 2024 havde den europæiske forsvarsindustri en omsætning på 183,4 mia. €, hvilket er en stigning på 13,8 % i forhold til året før.

Tekstudgave

Et diagram, der viser omsætningen på forsvarsområdet i Europa mellem 2021 og 2024:

  • 2024: 183,4 mia. €
  • 2023: 161,1 mia. €
  • 2022: 136,7 mia. €
  • 2021: 123,8 mia. €

Denne væksttendens var tydelig i de tre vigtigste sektorer:

  • den militære luftfartssektor: omsætning på 74,9 mia. € (+ 13,6 %)
  • flådesektoren: 43,2 mia. € (+ 13,6 %)
  • landsektoren: 65,3 mia. EUR (+ 14,3 %)

Den europæiske eksport af militært udstyr nåede op på 60 mia. € i 2024, hvilket er 2,1 % mere end i 2023.

Arbejdspladser på forsvarsområdet

Der skete en mærkbar stigning i beskæftigelsen i den europæiske forsvarsindustri i 2024, hvor det samlede antal arbejdspladser nåede op på 633 000. Det var en stigning på 8,6 % i forhold til året før.

Tekstudgave

Et diagram, der viser antal arbejdspladser på forsvarsområdet i Europa mellem 2021 og 2024:

  • 2024: 633 000
  • 2023: 582 710
  • 2022: 539 914
  • 2021: 526 790

Ca. 240 000 af arbejdspladserne var inden for den militære luftfartssektor, mens den samlede arbejdsstyrke i land- og flådesektorerne udgjorde 393 000 arbejdspladser i forsvarsindustrien.

Små og mellemstore virksomheder (SMV'er) spiller en central rolle i de komplekse forsvarsforsyningskæder i Europa. Der er i øjeblikket mere end 2 500 SMV'er i den europæiske forsvarsindustri.

Kilde og metodologisk forklaring

Alle data om omsætning og beskæftigelse på forsvarsområdet er baseret på tal fra Aerospace, Security and Defence Industries Association of Europe, som omfatter 20 EU-lande samt Det Forenede Kongerige, Norge og Tyrkiet. Tallene er blevet rundet op eller ned for at tage højde for valutakursudsving og forskellige statistiske regnskabsmæssige opgørelser.

Flere oplysninger:

Se også

To personer sidder ved borde, begge omgivet af flere computerskærme, der viser forskellige datavisualiseringer.
EU-finansiering af forsvar

EU-finansiering af forsvar

Fælles indkøb af forsvarsmateriel

Fælles indkøb af forsvarsmateriel

National undtagelsesklausul for forsvarsudgifter

National undtagelsesklausul for forsvarsudgifter

Seneste gennemgang: 7. januar 2026