Det permanente strukturerede samarbejde (PESCO)
PESCO tilvejebringer en ramme for de 26 deltagende medlemsstater med henblik på i fællesskab at planlægge, udvikle og investere i fælles kapacitetsprojekter og styrke deres væbnede styrkers operationelle beredskab og bidrag.
Uddybning af forsvarssamarbejdet
Muligheden for, at EU-medlemsstaterne – på frivillig basis – kan deltage i det permanente strukturerede samarbejde (PESCO) på forsvarsområdet, blev indført med Lissabontraktaten i 2009. PESCO tilvejebringer en ramme og en struktureret proces, der gradvis uddyber forsvarssamarbejdet med henblik på at levere de kapaciteter, der er nødvendige for de mest krævende missioner, og dermed forbedre EU-borgernes sikkerhed.
I december 2017 vedtog Rådet en afgørelse om etablering af PESCO og fastlæggelse af listen over de 25 deltagende medlemsstater. I maj 2023 bekræftede Rådet Danmarks deltagelse som det 26. medlem af PESCO.
Afgørelser om nyt medlemskab eller suspension af medlemsstaters medlemskab træffes af EU-Rådet med kvalificeret flertal blandt de medlemmer, der deltager i det permanente strukturerede samarbejde.
Under den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks ansvar udgør Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, herunder EU's Militærstab, og Det Europæiske Forsvarsagentur PESCO-sekretariatet.
PESCO-forpligtelser og -projekter
PESCO gennemføres hovedsagelig gennem forpligtelser og samarbejdsprojekter.
Den vigtigste forskel mellem PESCO og andre former for samarbejde er den juridisk bindende karakter af de forpligtelser, som de deltagende medlemsstater påtager sig. Gennem PESCO forpligter de deltagende medlemsstater sig navnlig til at øge deres forsvarsudgifter og -investeringer, fremme fælles og samarbejdsbaserede strategiske forsvarskapacitetsprojekter og forbedre deres styrkers disponibilitet, deployeringsevne og interoperabilitet, herunder bidrag til FSFP-operationer og -missioner.
Rådet er ansvarligt for den overordnede politiske kurs og beslutningstagning og fremsætter henstillinger om opfyldelsen af forpligtelserne.
Hvert år forelægger den højtstående repræsentant en rapport for Rådet om status for gennemførelsen af PESCO. På dette grundlag vurderer Rådet de deltagende medlemsstaters bidrag og undersøger, om de fortsat opfylder de bindende forpligtelser.
De deltagende medlemsstater arbejder på 75 samarbejdsprojekter på forskellige områder, bl.a. uddannelsesfaciliteter, land, hav, luft, cyberspace samt strategiske katalysatorer og styrkemultiplikatorer. Disse projekter bringer de deltagende medlemsstater sammen om at udvikle nye kapaciteter, uddanne sig og gennemføre øvelser sammen eller samle deres ekspertise på visse områder.
Hvert af projekterne videreføres af forskellige grupper af medlemsstater, der deltager i PESCO, og koordineres af en eller flere medlemsstater, der deltager i PESCO.
Selv om medlemskab af PESCO kun er åbent for EU-medlemsstater, fastsatte Rådet i november 2020 de generelle betingelser, hvorpå ikke-EU-lande undtagelsesvist kan indbydes til at deltage i individuelle PESCO-projekter.
F.eks. blev Canada, Norge og USA indbudt til at deltage i projektet om militær mobilitet i 2021, og det samme blev Det Forenede Kongerige i 2022 og Schweiz i 2025.
Denne afgørelse banede vejen for et stærkere og mere ambitiøst forsvarssamarbejde med EU's partnere.
Strategisk gennemgang af PESCO
19. november 2024 godkendte Rådet konklusioner om den strategiske gennemgang af PESCO. Gennemgangen blev iværksat i november 2023 med det formål at styrke PESCO, gøre det mere strategisk og effektivt og tilpasse det til den nye geopolitiske virkelighed efter 2025.
Konklusionerne bekræfter PESCO's centrale rolle som en ambitiøs ramme for uddybning af forsvarssamarbejdet mellem de deltagende medlemsstater og understreger, at PESCO's principper og mål fortsat er gyldige. Samtidig fremhæver konklusionerne også, at PESCO for at forblive i centrum for EU's forsvarsindsats skal ajourføres i lyset af de nye EU-initiativer og -politikker, især dem, der følger af EU's strategiske kompas.
Den nuværende liste over 20 bindende PESCO-forpligtelser bør derfor ajourføres og strømlines. I fremtiden kan det reviderede sæt forpligtelser struktureres på grundlag af centrale områder såsom forsvarsudgifter og -investeringer, kapacitetsudvikling, forsvarsmateriel og industrielt samarbejde samt den operationelle dimension.
Konklusionerne understreger, at det er vigtigt at bringe Ukraine tættere på EU's forsvarsinitiativer i overensstemmelse med de fælles sikkerhedsforpligtelser mellem EU og Ukraine, der blev undertegnet 27. juni 2024. På denne baggrund bør PESCO bidrage til EU's bredere bestræbelser på at adressere Ukraines militære behov.
Seneste gennemgang: 27. maj 2025