Produkter fremstillet ved tvangsarbejde
Brugen af tvangsarbejde til fremstilling af produkter er fortsat et globalt problem. EU's lovgivning har til formål effektivt at fjerne produkter, der er fremstillet ved tvangsarbejde, fra EU-markedet.
Tvangsarbejde i dag
Tvangsarbejde, herunder børnetvangsarbejde, er stadig udbredt i hele verden. Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) anslår, at omkring 27,6 millioner mennesker på verdensplan er udsat for tvangsarbejde, hvoraf 3,3 millioner er børn.
Tvangsarbejde som defineret af ILO er enhver form for arbejde eller tjeneste, der kræves af en person med trusler om straf, og som personen ikke udfører af egen fri vilje.
Det henviser til situationer, hvor personer tvinges til at arbejde enten ved brug af vold eller intimidering eller ved brug af mere indirekte midler såsom manipuleret gæld, tilbageholdelse af identitetspapirer eller trusler om anmeldelse til indvandringsmyndighederne.
Tvangsarbejde findes stadig i mange sektorer som tekstil-, minedrifts- og landbrugssektoren.
Tekstilindustri
Landbrug
Minedrift
EU's strategi for forbud mod produkter fremstillet ved tvangsarbejde
EU har vedtaget regler, der forbyder, at produkter fremstillet ved tvangsarbejde bringes i omsætning og gøres tilgængelige på eller eksporteres fra EU-markedet.
For at opnå dette etablerer den lovgivning, der trådte i kraft i december 2024, en struktureret ramme for forbud mod brug af tvangsarbejde i produktionen af EU-varer og i forsyningskæderne.
Formålet er at give EU beføjelse til at forbyde et produkt og fjerne det fra det indre marked, hvis det viser sig, at det involverer tvangsarbejde, uanset om det er produceret i EU eller importeret til EU.
Reglerne træder i kraft 14. december 2027: Fra den dato må ingen produkter fremstillet ved tvangsarbejde sælges på EU-markedet.
- Produkter fremstillet ved tvangsarbejde: Rådet vedtager forbud (pressemeddelelse, 19. november 2024)
Undersøgelser
For at hjælpe med at vurdere mulige overtrædelser af forordningen er Kommissionen i gang med at udvikle en database med verificerbare oplysninger, der regelmæssigt ajourføres, om områder eller produkter, hvor der er risiko for tvangsarbejde.
Forskellige myndigheder vil have ansvaret for at lede undersøgelserne:
- Kommissionen har kompetence uden for EU's område
- den kompetente nationale myndighed leder, når risiciene vedrører en medlemsstats område
Medlemsstaternes myndigheder bør udveksle oplysninger med andre medlemsstater, hvis de har mistanke om, at forordningen overtrædes i andre dele af EU, eller dele oplysninger med Kommissionen, hvis de har mistanke om, at der anvendes tvangsarbejde i et tredjeland.
Kriterierne for vurdering af overtrædelser af forordningen omfatter:
- omfanget og alvoren af det formodede tvangsarbejde
- antallet eller mængden af produkter, der bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på EU-markedet
- andelen af de dele, der sandsynligvis er fremstillet ved tvangsarbejde, i det endelige produkt
- hvor tæt de erhvervsdrivende er på de formodede risici for tvangsarbejde i deres forsyningskæde samt deres indflydelse i forhold til at imødegå dem
Endelig afgørelse
Den endelige afgørelse træffes af den myndighed, der ledte undersøgelsen.
En afgørelse, der er truffet af en national myndighed, finder anvendelse i alle andre medlemsstater på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse.
Hvis myndighederne konkluderer, at der er anvendt tvangsarbejde, kan de beslutte at forbyde produkterne og trække dem tilbage fra EU-markedet og onlinemarkedspladser. Hvis producenter imidlertid udelukker tvangsarbejde i deres aktiviteter eller forsyningskæder, kan forbudte produkter igen tillades på EU-markedet.
Hvilke produkter vil blive forbudt?
Reglerne omfatter alle produkter fremstillet ved tvangsarbejde, der bringes i omsætning og gøres tilgængelige på eller eksporteres fra EU-markedet.
Alle industrisektorer er omfattet af lovgivningen.
Styrkelse af forbrugertilliden
Formålet med de nye regler er at øge forbrugertilliden, da der er garanti for, at produkter på EU-markedet overholder menneskerettighedsstandarderne.
For virksomheder har lovgivningen potentiale til at strømline indsatsen for social bæredygtighed og fremme øget offentlig tillid og troværdighed blandt kunderne.
Formålet med det forventede forbud er at bidrage aktivt til den globale indsats for at udrydde tvangsarbejde og beskytte arbejdstageres og børns rettigheder.
Se også
Virksomheders bæredygtighed
Beskyttelse og fremme af menneskerettighederne
Arbejdstagerrettigheder
Seneste gennemgang: 17. august 2024