Arbejdstagerrettigheder
Find ud af, hvad EU gør for at sikre lige og retfærdig behandling på arbejdspladsen.
EU fremmer rimelige arbejdsvilkår og ikkeforskelsbehandling, samtidig med at der tages hensyn til arbejdsgivernes behov, og den økonomiske vækst stimuleres.
Det støtter initiativer på centrale områder såsom rimelig løn, social beskyttelse og balance mellem arbejdsliv og privatliv og fremmer dermed en sundere arbejdsstyrke.
Rimelige ansættelsesvilkår
For at beskytte arbejdstagernes trivsel fremmer den europæiske søjle for sociale rettigheder rimelige arbejdsvilkår i hele EU, bl.a. sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, gennemsigtige ansættelsesvilkår og passende lønninger.
Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen
EU-reglerne begrænser skadelige stoffer på arbejdspladsen for at beskytte arbejdstagerne mod risici i forbindelse med eksponering for farlige stoffer – såsom kræftfremkaldende stoffer, mutagener, bly og asbest – og for at forebygge dødelige sygdomme.
Lovgivningen ajourføres regelmæssigt, og eksponeringsgrænserne tilpasses i overensstemmelse med de seneste videnskabelige resultater og tekniske data.
Gennemsigtige arbejdsvilkår
Arbejdstagerne skal lige fra begyndelsen af have klare og rettidige oplysninger om deres ansættelsesvilkår.
EU-reglerne begrænser prøvetiden til seks måneder og kræver forudgående varsel for arbejdstagere med uforudsigelige arbejdstidsplaner, eller som arbejder på tilkaldebasis.
Passende mindstelønninger
I EU's medlemsstater finder lønfastsættelsen sted gennem forskellige mekanismer, især gennem kollektive overenskomstforhandlinger og – for de laveste lønninger – gennem national lovgivning, der fastsætter mindstelønninger.
EU-reglerne fremmer mindstelønninger på et passende niveau, ajourføring af mindstelønnen hvert andet år og kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse.
En vej til lige løn
For at bidrage til at udligne forskellen mellem kønnene kræver direktivet om løngennemsigtighed, at arbejdsgiverne er gennemsigtige med hensyn til lønniveauer, sikrer lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde og sætter arbejdstagerne i stand til at håndtere urimelige lønforskelle.
Flere rettigheder for platformsarbejdere
EU giver lettere adgang til afgørelser, der præciserer platformsarbejderes beskæftigelsesstatus og hjælper dem med at få adgang til de arbejdstagerrettigheder og den sociale beskyttelse, som de har krav på, f.eks. sygedagpenge og arbejdsløshedsunderstøttelse.
Det beskytter dem også mod overdreven kontrol via automatiserede overvågnings- og beslutningssystemer, der anvendes af sådanne platforme.
Balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner
EU's regler om balance mellem arbejdsliv og privatliv styrker forældres og omsorgspersoners rettigheder gennem foranstaltninger, der hjælper dem med at udvikle deres karriere og familieliv, såsom:
Fædreorlov
Mindst ti dages betalt orlov for fædre eller anden forælder omkring fødselstidspunktet med en godtgørelse, der mindst svarer til sygedagpenge.
Orlov for omsorgspersoner
Fem feriedage om året for arbejdstagere, der tager sig af pårørende med alvorligt behov for lægehjælp.
Forældreorlov
Mindst fire måneders forældreorlov pr. forælder, heraf to måneder, der er betalt og ikke kan overdrages. Betalingens størrelse skal fastsættes af EU-landene.
Fleksible arbejdsordninger
Nedsat arbejdstid, fleksible arbejdstidsplaner og mulighed for fjernarbejde for forældre og omsorgspersoner for børn på op til otte år.
Koordinering af de sociale sikringsordninger
EU-reglerne om koordinering af de sociale sikringsordninger sikrer, at personer, der flytter til et andet EU-land, kan få adgang til ydelser ved sygdom og barsel, arbejdsløshedsunderstøttelse, familieydelser m.m., uanset hvor de bor.
Seneste nyheder
Rådet og Parlamentet når til enighed om tiltag til beskyttelse af arbejdstagere mod eksponering for farlige stoffer Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: Rådet giver grønt lys for støtte til arbejdstagere, der er i fare for at miste arbejdet Koordinering af de sociale sikringsordninger: EU-medlemsstaternes repræsentanter bekræfter foreløbig aftale
Relaterede møder
Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (socialpolitik)) - 9. marts 2026
Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (sundhed)) - 2. december 2025
Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik (beskæftigelse og socialpolitik)) - 1. december 2025
Seneste explainere
Beskyttelse af arbejdstagerne: sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen
Udstationering af arbejdstagere
EU-regler om koordinering af de sociale sikringsordninger
Seneste gennemgang: 30. april 2026