- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 8. juli 2015 12.00
Slut med roamingtakster: Rådet bekræfter aftale med Parlamentet
Der blev taget endnu et skridt mod afskaffelse af roamingtakster for mobiltelefoner 8. juli 2015, da EU-landene i De Faste Repræsentanters Komité godkendte aftalen med Europa-Parlamentet. Den nye lov vil også indeholde de første regler for hele EU, der skal sikre åben internetadgang, også kendt som netneutralitet.
Slut med roamingtakster midt i 2017
Ifølge aftalen bliver roamingtakster afskaffet i Den Europæiske Union fra 15. juni 2017. Roamingudbydere kan dog anvende en "politik om rimelig brug" for at forhindre roamingmisbrug. Det vil omfatte anvendelse af roamingtjenester til andre formål end periodiske rejser.
Der kan blive opkrævet et lille gebyr for roaming ud over rimelig brug. Gebyret kan ikke være højere end den maksimale engrostakst, som udbyderne betaler for at bruge nettet i andre EU-lande. Grænsen for rimelig brug vil blive fastsat af Kommissionen inden 15. december 2016.
For at gøre afskaffelsen af roamingtakster bæredygtig i hele EU, skal de nuværende engrostakster nedsættes. Derfor vil Kommissionen få mandat til at undersøge engrosmarkedet for roaming og foreslå en ny lov senest 15. juni 2016. Desuden vil der blive indført beskyttelsesforanstaltninger for at tage højde for udbydernes omkostningsdækning.
Xavier Bettel, Luxembourgs premierminister og minister for kommunikation og medier samt formand for Rådet, sagde: "Aftalen om afskaffelse af roamingtaksterne i juni 2017 viser, at Den Europæiske Union kan give de europæiske borgere konkrete fordele. Europa kan skabe resultater."
Billigere roaming allerede i 2016
Priserne på roaming falder allerede 30. april 2016. Det maksimale tillæg vil derefter være 0,05 € pr. minut for opkald, 0,02 € for SMS'er og 0,05 € pr. megabyte for data. Disse beløb svarer til de nuværende maksimale engrostakster. For opkald, der modtages, vil det maksimale tillæg være det vejede gennemsnit af de maksimale mobiltermineringstakster i EU, der skal fastsættes af Kommissionen inden udgangen af 2015.
De nuværende detaillofter for roaming i EU er det, udbyderne kan opkræve af deres kunder. De omfatter med andre ord den indenlandske pris plus tillægget. Desuden vil det samlede beløb for den indenlandske pris og eventuelle tillæg efter 30. april 2016 under ingen omstændigheder kunne være højere end de nuværende detaillofter (0,19 € pr. minut for opkald, 0,06 € for SMS'er og 0,20 € pr. megabyte for data).
Beskyttelse af det åbne internet
For første gang vil en EU-lov fastsætte, at udbyderne skal behandle alle former for trafik ens, når de leverer internetadgangstjenester. Teksten forankrer også princippet om, at brugerne har ret til at få adgang til og udbrede indhold af eget valg på internettet.
Udbyderne kan anvende rimelige trafikstyringsforanstaltninger til at holde internettet kørende. Disse foranstaltninger skal være baseret på objektive tekniske krav, ikke på kommercielle overvejelser. Blokering eller regulering tillades kun i begrænsede tilfælde, f.eks. til at bekæmpe et cyberangreb eller håndtere usædvanlig eller midlertidig overbelastning af nettet.
Aftaler om tjenester, der er optimeret til specifikt indhold, vil være tilladt, hvis der er behov for optimering, men udbyderne skal sikre internetadgangstjenesternes generelle kvalitet. Sådanne specialiserede tjenester omfatter f.eks. telekirurgi og internetforbundne biler.
Reglerne om åbent internet anvendes fra 30. april 2016, som er den generelle anvendelsesdato for den nye forordning.
"Forankring i EU-lovgivningen af princippet om at sikre åbent internet er intet mindre end et historisk skridt", sagde premierminister Xavier Bettel. "Vi sørger for, at der fortsat mulighed for innovation. Dette er en fremtidssikret aftale."
Hvordan bliver det til lovgivning?
Den vedtagne tekst vil blive færdiggjort på det tekniske plan. Den skal derefter formelt godkendes af Rådet og Parlamentet. Rådet ventes formelt at godkende den i efteråret 2015. Det behøver ikke at ske i TTE-Rådet – alle rådssammensætninger har beføjelse til at vedtage retsakten.
Forordningen træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i EU-Tidende.
Pressekontakter
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024