Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 19. juli 2017 13.15

Reform af det fælles europæiske asylsystem: Rådet klar til forhandlinger om anerkendelses- og beskyttelsesstandarder

19. juli 2017 godkendte De Faste Repræsentanters Komité (Coreper) på vegne af Rådet et mandat til forhandlinger om en forordning om anerkendelsesstandarder, status og beskyttelse for flygtninge og personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse. På grundlag af mandatet vil formandskabet hurtigst muligt indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet.

"Reformen af det fælles europæiske asylsystem er en meget vigtig del af vores omfattende migrationspolitik og derfor af største betydning for Europa. Ud over at sikre lige rettigheder og forpligtelser for asylansøgere og personer med international beskyttelse i hele Europa vil den også reducere sekundære bevægelser og hjælpe dem, der reelt har brug for beskyttelse. De sociale udbetalingers størrelse vil fortsat være op til de enkelte EU-lande", sagde Estlands indenrigsminister, Andres Anvelt, efter dagens aftale om anerkendelses- og beskyttelsesstandarder. "Jeg vil også rose det maltesiske formandskab for dets enorme arbejde med denne sag", tilføjede Andres Anvelt.

EU-ambassadørerne godkendte teksten til mandatet, på betingelse af at dele vedrørende andre sager inden for reformen af det fælles europæiske asylsystem tages op igen, når der er opnået enighed om forslagene.

Hovedmålene med udkastet til forordning er:

  • at sikre, at EU-landene anvender fælles kriterier til at identificere personer, som reelt har behov for international beskyttelse
  • at sikre, at der er et fælles sæt rettigheder for disse personer i alle EU-lande

Når forordningen er vedtaget, bør alle ansøgere behandles ens i alle EU-lande, hvilket bidrager til, at sekundære bevægelser undgås.

Udkastet til forordning fastsætter standarder for anerkendelse af både flygtningestatus og subsidiær beskyttelse. Det fastsætter også de forhold, der skal tages i betragtning ved vurdering af en ansøgning.

Udkastet til forordning specificerer den beskyttelse, der gives til personer med international beskyttelse, bl.a. tilladelsernes varighed og disse personers rettigheder i forbindelse med adgang til beskæftigelse, uddannelse, lægehjælp, bolig og integrationsforanstaltninger. Det begrænser opholdsretten for personer med international beskyttelse til det medlemsland, der har tildelt dem beskyttelsen.

Udkastet til forordning indeholder også bestemmelser, der tager hensyn til mindreåriges, særlig uledsagede mindreåriges, situation.

Baggrund

Efter sin meddelelse af 6. april 2016 om reformen af det fælles europæiske asylsystem forelagde Kommissionen i maj og juli syv lovgivningsforslag, bl.a. ovennævnte forslag, for at:

  • forbedre den måde, det fælles europæiske asylsystem fungerer på, ved at eliminere forskellig behandling af asylansøgere og forskellige anerkendelsesprocenter blandt EU-landene
  • reducere sekundære bevægelser og bidrage til en mere retfærdig fordeling mellem EU-landene af ansvaret for at yde beskyttelse til dem, der har brug for det.

  

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 15. januar 2024