"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet og Parlamentet når til foreløbig politisk enighed om aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg
Rådet og Parlamentet er i dag nået til foreløbig politisk enighed om direktivet om aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Den tekst, der er opnået enighed om, forenkler den nuværende lovgivning, øger forbrugerbeskyttelsen og skaber lige konkurrencevilkår for finansielle tjenesteydelser, der indgås online, telefonisk eller via andre former for markedsføring på afstand.
Når direktivet træder i kraft, vil forbrugerne i det indre marked opnå et højere beskyttelsesniveau, når de får adgang til nye finansielle produkter og tjenesteydelser fra deres telefon og computer.
Gunnar Strömmer, Sveriges justitsminister
Det digitale marked, digital beskyttelse
Med udviklingen af IT-teknologier promoveres et stigende antal finansielle tjenesteydelser som kreditter, forsikringer, investeringer eller pensionsordninger online, og aftalerne om disse tjenester indgås ved fjernsalg.
Det kan lette adgangen til klassiske eller innovative finansielle produkter, men forbrugerne er ofte mere sårbare over for praksis som f.eks. brug af grænseflader, der er udformet til at narre brugerne og omdirigere deres opmærksomhed til produkter eller tjenesteydelser, som de ikke ønskede at tilmelde sig (mørke mønstre) eller uklare, lange eller vildledende aftaler, som det er svært at slippe sig ud af, når de er underskrevet.
Det stigende antal finansielle tjenesteydelser, især under covid-19-pandemien, krævede en ajourføring af den nuværende EU-lovgivning på dette område, dvs. direktivet fra 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne.
Kommissionens forslag, der blev forelagt 11. maj 2022, ophæver direktivet fra 2002 og indfører nye bestemmelser for finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg som et ekstra kapitel i direktivet om forbrugerrettigheder (forbrugerrettighedsdirektivet), der beskytter forbrugerne mod forskellige former for handelspraksis. Det forenkler lovrammen, og visse artikler i direktivet om forbrugerrettigheder vil også finde anvendelse på fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.
Aftalen i hovedtræk
Den politiske enighed præciserer direktivets anvendelsesområde og "sikkerhedsnetfunktion", især for finansielle tjenesteydelser, der er udelukket fra anden sektorspecifik lovgivning eller kun delvist er omfattet af den.
Enigheden forbedrer reglerne om offentliggørelse af oplysninger og har til formål at modernisere oplysningsforpligtelserne forud for aftaleindgåelsen og giver medlemsstaterne mulighed for at indføre strengere nationale regler på området og dermed undgå enhver risiko for at sænke beskyttelsesniveauet for forbrugerne.
Hvis den erhvervsdrivende anvender onlineværktøjer som robotrådgivning eller chatbots, vil forbrugeren have ret til at anmode om personlig betjening for bedre at forstå aftalens virkninger aftalen for vedkommendes økonomiske situation.
Enigheden gør det lettere at gøre brug af fortrydelsesretten i forbindelse med aftaler indgået ved fjernsalg, ved at der i tjenesteyderens grænseflade indsættes en "fortrydelsesfunktion", som er let at finde. Formålet med denne fortrydelsesfunktion er at øge forbrugernes bevidsthed om fortrydelsesretten og sikre, at det ikke er mere besværligt at fortryde en aftale end at indgå den. Da dette er vigtigt for alle former for fjernsalg, gælder fortrydelsesfunktionen for alle aftaler indgået ved fjernsalg, ikke kun aftaler om finansielle tjenesteydelser.
Den nye tekst indfører øget beskyttelse af forbrugerne mod mørke mønstre. Når den aftalte tekst er trådt i kraft, skal medlemsstaterne tage skridt til at begrænse brugen af mørke markedsføringsmetoder til at påvirke forbrugernes valg.
Den politiske enighed tilføjer også yderligere bestemmelser i forbrugerrettighedsdirektivet, som finder anvendelse på aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Det er bl.a. bestemmelser om levering uden forudgående anmodning (levering uden forudgående anmodning af varer eller tjenesteydelser til potentielle kunder med henblik på at foretage et salg).
Næste skridt
Den foreløbige aftale, der i dag er indgået med Europa-Parlamentet, skal nu godkendes og formelt vedtages af begge institutioner.
Baggrund
Revisionen af direktivet fra 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne indgår i Kommissionens nye forbrugerdagsorden, som blev støttet af Rådet i dets konklusioner herom 21. februar 2021.