Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet (udenrigsanliggender), 7. december 2020

Vigtigste resultater

Et par dage før den internationale menneskerettighedsdag 10. december vedtog Rådet en afgørelse og en forordning om indførelse af en ordning for globale menneskerettighedssanktioner, der vil gøre det muligt for EU at gå efter enkeltpersoner, enheder og organer, der er ansvarlige for, involveret i eller har tilknytning til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i hele verden, uanset hvor de har fundet sted.

Det er en skelsættende aftale, den første af sin art, der vil give Den Europæiske Union mulighed for at målrette sin indsats mod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i hele verden. Det sender et klart signal til de ansvarlige: Der vil være konsekvenser. Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Aktuelle sager

Den højtstående repræsentant Josep Borrell orienterede ministrene om parlamentsvalget 6. december 2020 i Venezuela, som EU ikke anser som frit, fair eller demokratisk. Den højtstående repræsentant understregede, at EU, de latinamerikanske partnere i den internationale kontaktgruppe og andre interessenter bør gå sammen om at hjælpe venezuelanerne med at forsøge at finde en demokratisk og fredelig løsning.

Ministrene blev derefter underrettet om situationen i Georgien, hvor flertallet og oppositionspartierne skal fortsætte arbejdet med at finde en vej frem efter parlamentsvalget.

Rådet blev desuden orienteret om den seneste udvikling vedrørende Tyrkiet forud for Det Europæiske Råd 10.-11. december. I den forbindelse meddelte den højtstående repræsentant, at Tyrkiet ikke har foretaget nogen grundlæggende kursændring, og at Det Europæiske Råd skal vurdere, hvordan Tyrkiet har reageret på EU's tilbud om en konstruktiv dagsorden og dialog.

Ministrene gennemgik situationen i Hviderusland, hvor myndighedernes undertrykkelse af befolkningen fortsætter. De drøftede også situationen i Etiopien. Her understregede den højtstående repræsentant, at det er afgørende at genoptage dialogen og finde en fredelig og holdbar løsning på konflikten, og at EU kraftigt støtter Den Afrikanske Unions initiativ i den henseende.

Transatlantiske forbindelser

Efter de indledende drøftelser på udenrigsministrenes videokonference 19. november og den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant, der blev vedtaget 2. december, diskuterede Rådet, hvordan man kan puste nyt liv i det strategiske partnerskab med USA og samarbejde med den nye administration, der tiltræder i januar 2021. Ministrene understregede, at et stærkt, gensidigt og langsigtet partnerskab bør være rygraden i en fornyet global alliance mellem EU og USA.

I den forbindelse vedtog Rådet konklusioner om forbindelserne mellem EU og USA.

Strategisk autonomi

Rådet drøftede, hvordan EU's strategiske autonomi kan styrkes og gøres operationel fra et udenrigs- og sikkerhedspolitisk synspunkt. Ministrene blev navnlig opfordret til at identificere konkrete politiske initiativer og projekter, der kan bidrage til at forbedre EU's evne til at handle og have global gennemslagskraft.

Under debatten blev det understreget, at drøftelserne om strategisk autonomi går hånd i hånd med og supplerer bestræbelserne på at øge EU's modstandsdygtighed og styrke det multilaterale engagement.

Eventuelt

Under Eventuelt gennemgik Rådet gennemførelsen af den nationale sikkerhedslov, der blev indført i Hongkong 30. juni 2020, og understregede, at situationen er forværret og den politiske pluralisme og meningsfriheden hårdt ramt. EU vil forsætte med at gennemføre Rådets konklusioner, der udtrykker politisk støtte til Hongkongs autonomi efter princippet om "ét land, to systemer", og der kan om nødvendigt overvejes yderligere tiltag på et senere tidspunkt.

Rådet vedtog konklusioner om Libanon, den civile FSFP-aftale 2021 og EU's fredsmægling.

Højdepunkter fra Rådet (udenrigsanliggender), 7. december 2020 i Bruxelles

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 5. februar 2025