"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet (udenrigsanliggender (forsvar)), 14. november 2023
Vigtigste resultater
EU's støtte til Ukraine
Rådet (udenrigsanliggender) drøftede i sin forsvarssammensætning EU's støtte til Ukraine efter en kort videomeddelelse fra Ukraines forsvarsminister, Rustem Umjerov.
Den højtstående repræsentant understregede, at der hurtigst muligt skal nås til enighed om yderligere militær støtte til Ukraine for at imødekomme landets umiddelbare behov med hensyn til luftforsvar, uddannelse, ammunition og vinterudstyr og dermed gøre det muligt for Ukraine at forsvare sig mod den russiske aggression.
Ministrenes drøftelser fokuserede derefter på mere langsigtede sikkerhedsmæssige tilsagn i lyset af Det Europæiske Råds konklusioner fra oktober, hvori den højtstående repræsentant på grundlag af en ramme, der skal godkendes af Rådet, blev opfordret til at konsultere Ukraine og aflægge rapport til Det Europæiske Råd i december.
Ministrene havde en drøftelse om EU's militære bistandsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine), som allerede har nået sit mål om at uddanne 30 000 ukrainske soldater og nu sigter mod at uddanne yderligere 10 000, og gjorde status over EU's bestræbelser på at levere ammunition til Ukraine inden for rammerne af initiativet fra marts 2023.
I den forbindelse bekræftede den højtstående repræsentant, at gennemførelsen er i gang, og at medlemsstaterne er fast besluttede på og forenede om at støtte Ukraine så længe som nødvendigt.
Målsætningen om en million stykker ammunition er fortsat det politiske mål, som vi fastsatte sammen med medlemsstaterne. Det er ambitiøst, men det er stadig vores mål, og vi presser fortsat på for det og gør hver dag alt for hurtigere at kunne levere mere ammunition.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Den højtstående repræsentant understregede, at den europæiske forsvarsindustri har kapacitet til at levere ammunition til Ukraine, men har brug for forudsigelighed. Derfor nåede EU til enighed om og iværksatte forordningen om støtte til produktion af ammunition (ASAP), og Europa-Kommissionen vil fremlægge en strategi for den europæiske forsvarsindustri i begyndelsen af 2024.
Aktuelle sager
Under aktuelle sager drøftede EU's forsvarsministre fremskridtene med EU-kapaciteten til hurtig deployering, som er et vigtigt resultat af det strategiske kompas, der vil gøre det muligt for EU at deployere op til 5 000 tropper som reaktion på overhængende trusler og krisesituationer. Denne kapacitet bør blive fuldt operationel i 2025, og i lyset af denne frist opfordrede den højtstående repræsentant medlemsstaterne til at bidrage med flere styrker og kapaciteter og til at overholde den aftalte tidsplan.
Den højtstående repræsentant orienterede derefter Rådet om missioner og operationer under EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og den indvirkning, som et skiftende geopolitisk miljø har herpå. Debatten fokuserede bl.a. på Sahel, hvor EU vil støtte kyststaterne i Guineabugten i deres indsats for at imødegå den afsmittende virkning af terrortruslen, og på EU's militæroperation i Bosnien-Hercegovina, hvor EUFOR ALTHEA's mandat blev forlænget med endnu et år.
Rådets konklusioner og andre afgørelser
13. november godkendte Rådet konklusioner om EU-rumstrategien for sikkerhed og forsvar.
Samme dag vedtog Rådet også en henstilling om evaluering af de deltagende medlemsstaters fremskridt med at opfylde deres forpligtelser inden for rammerne af det permanente strukturerede samarbejde (PESCO).
Uformelt morgenmadsmøde med NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg
EU's forsvarsministre holdt et uformelt morgenmadsmøde med NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, og drøftede kritisk infrastrukturs modstandsdygtighed og EU's og NATO's evne til at reagere på disse nye trusler på baggrund af flere nylige sikkerhedshændelser i Østersøen.
Det Europæiske Forsvarsagenturs Styringskomité
EU's forsvarsministre mødtes i Det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA's) Styringskomité under ledelse af den højtstående repræsentant, Josep Borrell, i hans egenskab af øverste leder af agenturet kort før samlingen i Rådet (udenrigsanliggender (forsvar)).
Styringskomitéen godkendte EU's kapacitetsudviklingsprioriteter for 2023. Dokumentet tjener som udgangspunkt for EU-dækkende forsvarsplanlægning og alle EU's forsvarsrelaterede initiativer. De 22 prioriteter afspejler de militære realiteter, som observeres i Ukraine, støtter EU's forsvarsmål og er udformet med henblik på at føre til konkrete projekter.
EU's forsvarsministre godkendte også en fælles erklæring om styrkelse af EDTIB's adgang til finansiering og dens evne til at bidrage til fred, stabilitet og bæredygtighed i Europa. I erklæringen understreges betydningen af at øge EDTIB's adgang til både offentlig og privat finansiering, der anses for at være afgørende for at opretholde industrielle aktiviteter, fremme innovation og styrke konkurrenceevnen.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.