Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet (udenrigsanliggender), 18. marts 2024

Vigtigste resultater

Uformel drøftelse med USA's udenrigsminister, Antony Blinken

Ministrene havde en uformel udveksling af synspunkter med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, via videokonference, med fokus på den russiske aggression mod Ukraine, situationen i Mellemøsten, tilgangen til Kina og den indopacifiske region.

Deltagerne var enige om, at transatlantisk enhed fortsat er afgørende for at håndtere de aktuelle udfordringer, og mere specifikt er der behov for en hurtig indsats både for så vidt angår Ukraine og i Mellemøsten, navnlig for at fremme en varig fred mellem Israel og Palæstina baseret på tostatsløsningen.

Den russiske angrebskrig mod Ukraine

Rådet (udenrigsanliggender) drøftede derefter den russiske aggression mod Ukraine efter et indlæg via videoforbindelse fra Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, som ajourførte sine modparter i EU om den seneste udvikling på stedet og Ukraines aktuelle prioriteter.

Under den efterfølgende ministerdebat vedtog Rådet en afgørelse om at tildele 5 mia. € under den europæiske fredsfacilitet til militær støtte til Ukraine. Den nye særlige bistandsfond for Ukraine vil øge forudsigeligheden af EU's militære støtte og vil fortsat primært være styret af Ukraines behov.

EU's ministre blev også enige om at færdiggøre sanktionerne mod dem, der er ansvarlige for mordet på Aleksej Navalnyjj inden for rammerne af den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner.

Rådet drøftede derefter den mulige anvendelse af de ekstraordinære indtægter fra russiske aktiver, der er immobiliseret i EU på grund af sanktioner.

Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Efter drøftelserne i dag har jeg set, at der er stærk støtte til at tage indtægterne, den ekstraordinær fortjeneste, og bruge dem til at støtte Ukraine. Hvordan? Militært at øge ressourcerne i den europæiske fredsfacilitet og også at støtte udviklingen af den ukrainske forsvarsindustri. Jeg vil fremsætte dette forslag til Rådets afgørelse og arbejde sammen med Kommissionen om at godkende en rådsforordning, så medlemsstaterne kan drøfte et konkret forslag inden Det Europæiske Råd.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Endelig udvekslede Rådet synspunkter om det russiske præsidentvalg, der fandt sted 15.-17. marts i et stærkt begrænset miljø, hvor vælgerne var blevet frataget et reelt valg og stod over for systematisk intern undertrykkelse. I den erklæring fra de 27 EU-lande, der blev udsendt lige inden samlingen i Rådet, fordømte EU den ulovlige afholdelse af såkaldte valg i de områder i Ukraine, som Rusland midlertidigt har besat.

Belarus

Rådet (udenrigsanliggender) udvekslede synspunkter om Belarus med dobbelt fokus på, hvad EU kan gøre for at reagere på menneskerettighedssituationen og støtte det belarusiske civilsamfund og den demokratiske opposition og Belarus' medvirken i Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Rådet udtrykte bekymring over den konstant forværrede interne situation, hvor undertrykkelsen er ved at nå op på et hidtil uset niveau, menneskerettighedssituationen forværres, og krænkelserne af det belarusiske folks borgerlige og politiske rettigheder ophører ikke.

Ministrene bekræftede, at Belarus fortsat står højt på EU's dagsorden, og opfordrede endnu en gang indtrængende regimet til øjeblikkeligt og betingelsesløst at løslade alle politiske fanger.

I overensstemmelse med EU's gradvise tilgang er EU rede til at træffe yderligere restriktive og målrettede foranstaltninger.

Situationen i Mellemøsten

Rådet (udenrigsanliggender) drøftede derefter situationen i Mellemøsten og navnlig i Gazastriben.

Ministrene drøftede den stadigt forværrede humanitære situation i Gazastriben, hvor langt størstedelen af befolkningen ifølge en nylig rapport fra Verdensfødevareprogrammet risikerer at sulte.

Rådet kom også ind på Cyperns initiativ vedrørende en humanitær sørute. Den højtstående repræsentant understregede, at Cypernsøruten skal udvikles, men at Israel også skal sikre flere landruter og åbning af yderligere passager.

Derefter drøftede vi sanktioner, sanktioner over for Hamas og sanktioner mod ekstremistiske bosættere. [...] Det var ikke muligt på sidste samling i Rådet (udenrigsanliggender), men denne gang var det muligt. Der er opnået enighed om et solidt kompromis på arbejdsplan, og jeg håber, at dette vil fortsætte, indtil det snart vedtages fuldt ud. Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Rådet havde også en udveksling af synspunkter om associeringsaftalen mellem EU og Israel. Denne aftale er udtrykkeligt baseret på værdier, der er fælles for EU og Israel, såsom respekt for menneskerettighederne, retsstatsprincippet og demokratiet.

Ministrene så frem til yderligere samarbejde med Israel for at drøfte situationen i Gaza, og nogle af dem foreslog igen at indbyde Israels udenrigsminister og Den Palæstinensiske Myndigheds nye premierminister til en kommende samling i Rådet.

Aktuelle sager

Under aktuelle sager udvekslede Rådet synspunkter om Armenien/Aserbajdsjan, Niger og Haiti.

Med hensyn til sidstnævnte udtrykte ministrene stærk støtte til de igangværende bestræbelser på at sikre en levedygtig, inklusiv og bæredygtig politisk omstilling ledet af Haiti. De understregede også behovet for, at disse politiske bestræbelser hurtigt omsættes til håndgribelige forbedringer på stedet.

Den højtstående repræsentant understregede betydningen af hurtigt at deployere den multinationale sikkerhedsstøttemission, der er godkendt af FN's Sikkerhedsråd.

EU undersøger, hvordan man kan støtte de bredere mål for den multinationale mission gennem sine samarbejdsinstrumenter.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 31. marts 2025