EU's finansielle bistand til Ukraine
EU og dets 27 medlemsstater er tilsammen Ukraines største yder af finansiel bistand. Målet er at finansiere landets umiddelbare behov og støtte dets genopretning og genopbygning på lang sigt.
Ukraines største yder af finansiel bistand
EU og dets medlemsstater har støttet Ukraine siden begyndelsen af Ruslands omfattende invasion. Sammen er de Ukraines største yder af finansiel bistand.
Der er indtil videre mobiliseret 107 mia. € gennem EU-budgettet. Bistanden omfatter:
- 43,3 mia. € i makrofinansiel bistand fra EU
- 42 mia. € fra Ukrainefaciliteten
- 11,6 mia. € under støttelånet til Ukraine
- 2,8 mia. € i lån og garantier gennem Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling
- 1,4 mia. € i humanitær bistand fra EU
- 5,9 mia. € i andre former for EU-støtte
Desuden har EU's medlemsstater hver for sig ydet 15,5 mia. € i finansiel, økonomisk og humanitær bistand.
Denne kombination af tilskud, lån, garantier og budgetstøtte har spillet en afgørende rolle for at bevare Ukraines økonomiske stabilitet og fremme landets genopretning på lang sigt.
Den samlede bistand til Ukraine, herunder militær støtte, indtægter fra immobiliserede russiske aktiver og støtte til ukrainske flygtninge, beløber sig til 220,3 mia. €.
Makrofinansiel bistand
Mellem 2022 og 2026 har EU ydet Ukraine i alt 43,3 mia. € i makrofinansiel EU-bistand i form af lån og tilskud.
Målet med EU-hjælpen er at yde kortsigtet finansiel støtte, finansiere Ukraines umiddelbare behov og i sidste ende støtte Ukraine på vejen mod europæisk integration. Takket være EU-støtte har Ukraine været i stand til at:
- fortsætte med at betale lønninger og pensioner
- genoprette kritisk infrastruktur, der er blevet beskadiget af krigen
- opretholde væsentlige offentlige tjenester som hospitaler, skoler og boliger til personer, der er blevet genhuset
- sikre økonomisk stabilitet
EU yder også støtte gennem garantier udstedt af finansielle institutioner som Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. Det sætter den ukrainske regering i stand til at yde kredit og gør det muligt for virksomheder at levere vitale tjenester.
Desuden er der i 2026 blevet udbetalt 3,2 mia. € i makrofinansiel bistand gennem støttelånet til Ukraine på 90 mia. €.
Ukrainefaciliteten
For at understøtte Ukraine i dets langsigtede bestræbelser på at komme på fode igen efter krigen og arbejde hen imod EU-medlemskab har EU lanceret Ukrainefaciliteten. Dette instrument yder op til 50 mia. € i forudsigelig og fleksibel finansiel støtte i perioden 2024-2027. Faciliteten har til formål at støtte:
- makrofinansiel stabilitet, genopretning og modernisering
- reformer
- uafbrudte offentlige tjenester
- civilsamfundet
- mobilisering af investeringer i den private sektor
Pr. 26. juni 2026 er der mobiliseret 42 mia. € fra Ukrainefaciliteten.
Ukrainefaciliteten
Donorplatform for Ukraine
I januar 2023 blev donorplatformen for Ukraine etableret for at koordinere støtten fra internationale donorer og finansielle institutioner til den ukrainske økonomi på kort og lang sigt. Platformen har til formål at sikre, at støtte ydes på en konsekvent, gennemsigtig og ansvarlig måde.
Handelsforanstaltninger
EU støtter også Ukraines økonomi gennem handelsforanstaltninger, bl.a. solidaritetsbanerne og revisionen af landets vidtgående og brede frihandelsområde, der gradvist sænker tolden og bringer Ukraines regler i overensstemmelse med EU's regler inden for visse industrisektorer og landbrugsprodukter.
Støttelån til Ukraine
23. april 2026 nåede Rådet til enighed om at yde Ukraine et lån på 90 mia. € for at imødekomme landets mest presserende budget- og forsvarsbehov i 2026 og 2027.
Lånet er finansieret gennem EU-låntagning på kapitalmarkederne understøttet af EU-budgettet.
Finansieringen omfatter et vejledende beløb på:
- 30 mia. € i økonomisk støtte, der kanaliseres via makrofinansiel bistand eller gennemføres via Ukrainefaciliteten
- 60 mia. € i militær bistand for at støtte Ukraines kapacitet til at investere i forsvarsindustrien
Lånet skal betales tilbage ved hjælp af den krigsskadeerstatning, som Rusland skylder Ukraine.
Finansieringen vil blive knyttet til strenge betingelser på Ukraines side såsom overholdelse af retsstatsprincippet, herunder bekæmpelse af korruption.
Indtil videre har EU udbetalt 11,6 mia. € i forbindelse med støttelånet til Ukraine, heraf 3,2 mia. € i makrofinansiel bistand og 8,4 mia. € til indkøb af forsvarsmateriel.
I juli 2026 godkendte EU-landene Det Forenede Kongeriges deltagelse i støttelånet til Ukraine.
Genopretning og genopbygning af Ukraine
Det er vigtigt at arbejde på at genopbygge et land, mens krigen stadig står på, for at opfylde borgernes umiddelbare behov og sikre stabilitet under krigen. For eksempel skal kritisk infrastruktur – hospitaler, skoler, transportnet og energisystemer – straks genoprettes for at gøre livet udholdeligt på trods af krigen. Disse bestræbelser understøtter også ukrainernes tilbagevenden til deres (ubesatte) lokalsamfund og kan bidrage til at holde modet oppe i befolkningen.
Ud over den fysiske genopbygning af Ukraine er der i stigende grad fokus på landets samfundsmæssige genopretning – som er mindre synlig, sværere at måle og sandsynligvis vil tage længere tid. Det omfatter f.eks. at yde bistand til krigsveteraner (i øjeblikket ca. 1,2 millioner, men tallet ventes at nå op på 5-6 millioner) og at arbejde på at sikre, at bortførte ukrainske børn kommer hjem igen.
Immobiliserede russiske aktiver
Omkring 210 mia. € af Ruslands centralbanks aktiver er blevet immobiliseret i EU på grund af sanktioner. I maj 2024 tilpassede Rådet den retlige ramme for at sikre, at de ekstraordinære indtægter fra immobiliseringen af disse aktiver kan anvendes til at støtte Ukraine.
Ifølge EU-regler, der blev vedtaget i oktober 2024, tildeles 95 % af de ekstraordinære indtægter samarbejdsmekanismen vedrørende lån til Ukraine, et instrument, som EU har oprettet for at hjælpe Ukraine med at tilbagebetale EU-G7-lån på ca. 45 mia. €. De resterende 5 % tildeles den europæiske fredsfacilitet. Indtil videre har EU modtaget fem betalinger i indtægter fra russiske immobiliserede aktiver.
I december 2025 vedtog Rådet et midlertidigt forbud mod, at aktiver, der tilhører Ruslands centralbank, og som er immobiliseret i EU, overføres tilbage til Rusland.
Andre EU-tiltag til støtte for Ukraine
Klik på linkene nedenfor for at få flere oplysninger om EU's bistand til Ukraine.
Se også
Ruslands krig mod Ukraine
EU's solidaritet med Ukraine
Ukraine
Seneste gennemgang: 12. august 2026