Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 21. juni 2017 12.45

ETS/luftfart: Retssikkerhed om emissionsreduktioner efter 2016

21. juni nåede EU-ambassadørerne til enighed om Rådets forhandlingsposition til udvidelsen af de nuværende bestemmelser om luftfartsaktiviteter i forordningen om EU's emissionshandelssystem (ETS) efter 2016 og om at forberede gennemførelsen af den globale markedsbaseredeforanstaltning fra og med 2021. Rådet er nu rede til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet.

Kommissionens forslag til ny forordning kommer som en reaktion på den aftale, der blev indgået i oktober 2016 af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO), om at indføre en global markedsbaseret foranstaltning fra 2021 for at regulere emissionerne fra international luftfart ved hjælp af en modregningsordning, også kaldet CORSIA (Carbon Offsetting and Reduction Scheme for International Aviation). EU støtter denne foranstaltning og har som mål at slutte sig til den første fase, som er frivillig.

Den aftale, der blev indgået i Rådet, støtter hovedelementerne i Kommissionens forslag:

  • fastholdelse af de nuværende begrænsninger af anvendelsesområdet for EU ETS, navnlig ved at forlænge undtagelsen for ikke-EØS-interne flyvninger
  • fastsættelse af bestemmelser om nyvurdering med henblik på gennemførelsen af den globale markedsbaserede foranstaltning inden for EU, navnlig ETS-direktivet, når alle ICAO's afgørelser er truffet
  • anvendelse med forbehold af denne nyvurdering af den lineære reduktionsfaktor på luftfartøjsoperatører fra 2021 og frem i luftfartssektoren.

Hertil kommer, at teksten til Kommissionens forslag er blevet ændret, især for at præcisere nyvurderingsprocessen.

Forslaget skal vedtages senest ved årets udgang for at undgå et juridisk tomrum med hensyn til overholdelse af den nuværende ETS-forordning i 2017 og sørge for sikkerhed for luftfartøjsoperatører og forvaltningsmyndigheder. Datoerne for rapportering og returnering af emissionskvoter i 2017 skal være henholdsvis 1. april og 1. maj 2018.

Næste skridt og baggrund

I Europa-Parlamentet er afstemningen i ENVI-udvalget om udkastet til betænkning berammet til 11. juli, og plenarafstemningen forventes først i september.

Kommissionen fremsatte forslaget 3. februar 2017 og forelagde det for Rådet (miljø) 28. februar.

ETS og ICAO ‑ baggrund

Emissionshandelsordningen (ETS) blev iværksat i 2005 for at fremme reduktionen af drivhusgasemissionerne på EU-plan. Luftfartssektoren er omfattet af den eksisterende ETS-forordning. Emissioner fra luftfarten bidrager også til at opfylde EU's mål om at nedbringe drivhusgasemissionerne med 20 % senest i 2020 i forhold til 1990-niveauet.

Der erindres om, at EU i 2014 besluttede at begrænse anvendelsesområdet for EU's ETS-ordning til kun at omfatte flyvninger inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) for at skabe fremdrift i forhandlingerne i ICAO og i håb om at opnå klarhed med hensyn til emissioner fra internationale flyvninger mellem EØS og lande uden for EØS. Undtagelsen for ikke-EØS-interne flyvninger blev derefter gjort tidsbegrænset indtil udgangen af 2016.

ETS-reformen er i øjeblikket til forhandling for perioden 2021-2030. Der er lagt op til en nyvurdering af reformen, når der bliver klarhed om ICAO's retlige forpligtelser med henblik på gennemførelse af den globale markedsbaserede foranstaltning. Der vil ligeledes blive sikret sammenhæng med EU's forpligtelser i henhold til Parisaftalen til at reducere emissionerne med mindst 40 % i forhold til 1990-niveauet senest i 2030.

ICAO's globale markedsbaserede foranstaltning har til formål at dæmpe væksten i drivhusgasemissionerne i luftfartssektoren og stabilisere tallene på 2020-niveau. Anvendelsen af foranstaltningen vil blive obligatorisk for større luftfartsnationer i 2027, men der vil blive igangsat en indledende fase i 2021, som giver landene mulighed for på frivillig basis at påbegynde deltagelsen tidligt.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 15. januar 2024