"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet (konkurrenceevne (det indre marked og industri)), 29. september 2025
Vigtigste resultater
Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne
Ministrene havde en orienterende debat om Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne (ECF), som er et af hovedelementerne i det langsigtede EU-budget for 2028-2034 (den kommende flerårige finansielle ramme (FFR)). Medlemsstaterne hilste ECF velkommen som et centralt instrument, der kan bidrage til at lukke den nuværende investeringskløft, yde finansiel støtte til virksomheder, mobilisere privat kapital og mindske investeringsrisici.
De fleste delegationer opfordrede til en hurtig gennemførelse af ECF og insisterede på, at medlemsstaterne inddrages fuldt ud i beslutningstagningen og forvaltningen vedrørende ECF. De fleste delegationer understregede nødvendigheden af at tage hensyn til både virksomheders og investorers behov. Dette indebærer, at der sikres forenklede, gennemsigtige og effektive procedurer, der begrænser de administrative byrder til et absolut minimum. Mange opfordrede til, at der lægges særlig vægt på SMV'er. Der var også mange opfordringer til at fokusere på topkvalitet og på foranstaltninger til sikring af geografisk balance.
Ministrene havde en politisk debat om forenklingsforanstaltninger, efter at ledende næstformand Stéphane Séjourné havde forelagt den første situationsrapport om dette spørgsmål. Selv om der gøres en indsats for at mindske de administrative byrder (navnlig med de såkaldte omnibuspakker), medfører nye lovgivningsforslag stadig betydelige omkostninger for virksomhederne. Ministrene drøftede den rette balance mellem nødvendig ny lovgivning og unødvendige administrative byrder for virksomhederne og den rolle, som Rådet (konkurrenceevne) har med hensyn til at sikre, at nye regler står i et rimeligt forhold til lovgivningens mål. De fleste ministre hilste forenklingsrapporten og omnibustilgangen med henblik på en reduktion af de eksisterende byrder velkommen, selv om nogle indlæg mindede om, at forenkling ikke betyder deregulering.
For så vidt angår fremtidig lovgivning opfordrede mange delegationer til anvendelse af principperne om bedre regulering såsom systematisk anvendelse af konsekvensanalyser (herunder SMV-test og konkurrenceevnetjek), efterfølgende evalueringer, høringer af interessenter eller realitetstjek. Flere delegationer mindede om behovet for at anvende digitalt som standard-princippet og generalisere én ind, én ud-princippet, hvilket betyder, at enhver ny lovgivning bør fjerne en eksisterende lovgivning (nogle delegationer foreslog endda at gå over til et én ind, to ud-princip). Der var generel enighed om, at Rådet (konkurrenceevne) fortsat bør overvåge den nuværende forenklingsindsats og være opmærksom på at undgå yderligere byrder i fremtiden.
Det danske formandskab er fast besluttet på at mindske bureaukratiet og reducere byrderne for de europæiske virksomheder. Samtidig skal vi sikre, at ny EU-lovgivning ikke medfører unødvendige byrder. Jeg var glad for at høre ledende næstformand Stéphane Séjourné fremsætte sine synspunkter om denne vigtige opgave i dag. Vi vil fortsætte vores tætte samarbejde om et stærkere og mere konkurrencedygtigt Europa.
Under frokosten udvekslede ministrene synspunkter om strategien for det indre marked. Enrico Letta, tidligere italiensk premierminister, formand for Jacques Delors-instituttet og forfatter af rapporten "Much more than a market", deltog i drøftelsen. Ministrene gav udtryk for deres synspunkter om digitale initiativer til at gennemføre en byrdereducerende digital omstilling baseret på virksomhedernes behov og gennemførelsen af ambitiøse digitale initiativer på tværs af medlemsstater og virksomheder.
Under "Eventuelt" blev ministrene orienteret om seks spørgsmål:
Den østrigske delegation gav sammen med Tjekkiet, Kroatien, Grækenland, Luxembourg, Nederlandene og Slovenien en orientering om "afskaffelse af uberettigede territoriale forsyningsbegrænsninger".
Kommissionen redegjorde for status for omnibusforenklingspakkerne
Den nederlandske delegation gav en orientering om erklæringen om halvledere fra 2025 med henblik på en revideret EU-mikrochipforordning
Kommissionen orienterede ministrene om den tredje strategiske dialog med bilindustrien, der fandt sted 12. september i Bruxelles
Den franske delegation gav en orientering om forening af klimamålet for 2040 med den europæiske industrielle konkurrenceevne
Den tyske, franske og italienske delegation gav en orientering om Kommissionens meddelelse om forordningen om fremskyndelse af industriel dekarbonisering
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.