"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet (konkurrenceevne (det indre marked og industri)), 8. december 2025
Vigtigste resultater
Årlig oversigtsrapport om forenkling, gennemførelse og håndhævelse
Ministrene havde en orienterende debat om den "årlige oversigtsrapport om forenkling, gennemførelse og håndhævelse", som kommissæren med ansvar for økonomi og produktivitet, Valdis Dombrovskis, fremlagde. Rapporten fremhæver de fremskridt, der er gjort med hensyn til at forenkle lovgivningen, idet der sigtes mod en reduktion på 25 % af de administrative byrder og en reduktion på 35 % for SMV'er, hvilket svarer til besparelser på 37,5 mia. €. De seks fremlagte omnibuspakker kan føre til besparelser på 8,6 mia. €, hvilket er over 20 % af målet. 550 interessenter fra alle medlemsstater har deltaget i 28 gennemførelsesdialoger, og flere er planlagt inden udgangen af 2025. Med hensyn til håndhævelse er der over 1 500 åbne traktatbrudssager, men Kommissionen har løst mange gennem dialog, idet 95 % af sagerne blev behandlet, før de blev indbragt for Domstolen.
De fleste delegationer hilste Kommissionens forenklingsbestræbelser velkommen, men advarede om, at kommende lovgivning kan medføre nye byrder, hvis man ikke går korrekt til værks. Mange mindede om vigtigheden af at anvende de eksisterende værktøjer i værktøjskassen for bedre regulering og navnlig konsekvensanalysen, også i forbindelse med væsentlige ændringer, som fælleslovgiverne har indført. Mange delegationer opfordrede til, at der lægges særlig vægt på små og mellemstore virksomheder, når der udarbejdes ny lovgivning, og til overholdelse af "én ind, én ud"-princippet for at sikre, at ny lovgivning erstatter forældede regler. Mange delegationer insisterede på, at der skal anvendes digitale løsninger for at mindske den administrative byrde.
Mindskelse af bureaukratiet og reduktion af byrder og hindringer for europæiske virksomheder vil fortsat være en prioritet efter det danske formandskab. Vi har også brug for en fælles indsats mod ulovlige produkter fra tredjelande. Jeg påskønner de fokuserede og konstruktive drøftelser i Rådet i dag.
Ministrene udvekslede synspunkter om fjernelse af hindringer på det indre marked. Formandskabet foreslog, at drøftelserne koncentreres om tre af de ti vigtigste hindringer, som Kommissionen har identificeret i strategien for det indre marked:
kompliceret etablering og drift af virksomheder
fragmenterede regler om emballage, mærkning og affald
restriktive og divergerende nationale reguleringer af tjenesteydelser
Det danske formandskab foreslog, at der foretages årlige opfølgninger i Rådet (konkurrenceevne) og taskforcen for håndhævelse af reglerne for det indre marked (SMET) for at fastholde det nuværende momentum og opnå konkrete resultater. Formandskabet spurgte delegationerne om Kommissionens "heatmap"-initiativ for det indre marked, et kort, der angiver hindringer for det indre marked med en farvekode. De fleste delegationer hilste heatmap velkommen som et godt redskab til at identificere hindringer og fremme en årlig overvågning af fremskridtene med hensyn til at fjerne markedshindringer. De fleste delegationer var enige om, at Rådet (konkurrenceevne) bør fastholde momentum med hensyn til at fuldføre det indre marked, og mange delegationer foreslog, at SMET skal spille en ledende rolle med hensyn til at identificere hindringer, foreslå løsninger og aflægge rapport til Rådet.
Med hensyn til konkrete hindringer nævnte flere delegationer e-erklæringen for udstationerede arbejdstagere som ét af de tiltag, der snart kan anvendes (forudsat at den ikke indebærer yderligere administrative byrder). Flere delegationer nævnte også mærknings- og emballeringsreglerne som en af de største hindringer for de frie varebevægelser.
Overvågning af e-handelsvarer
Ministrene udvekslede synspunkter om, hvordan overholdelsen og håndhævelsen kan forbedres for så vidt angår produkter, der sælges via e-handelsplatforme. E-handel har ført til en kraftig stigning i antallet af lavværdipakker, der kommer ind i EU, idet der ankom 4,6 milliarder i 2023 – en stigning fra 1,4 milliarder i 2022. Mange produkter, der købes direkte fra tredjelande via onlinemarkedspladser, overholder ikke EU-reglerne, hvilket undergraver forbrugersikkerheden og skaber illoyal konkurrence for europæiske virksomheder, der overholder sikkerhedsstandarderne. De håndhævende myndigheder kæmper også for at forvalte den stigende mængde af disse pakker.
De fleste delegationer anerkendte spørgsmålets alvor, understregede behovet for hurtige løsninger og hilste Kommissionens meddelelse om e-handel velkommen. De opfordrede til streng håndhævelse af forordningen om digitale tjenester og forordningen om produktsikkerhed i almindelighed. Flere ministre slog også til lyd for at fremskynde toldreformen, herunder fjernelse af toldfritagelsen for pakker til en værdi af 150 €. Mange delegationer var åbne over for oprettelse af en europæisk markedsovervågningsmyndighed, der skal fjerne produkter, som ikke opfylder kravene, fra det indre marked og straffe platforme, der ikke overholder EU-bestemmelserne.
Frigørelse af investeringer i grønne teknologier – frokostdebat
Under frokosten udvekslede ministrene synspunkter om "frigørelse af potentialet for investeringer i nye innovative grønne teknologier". I en note, der udstak rammerne for debatten, foreslog formandskabet tre principper: prioritering af strategiske projekter, forenkling af lovgivningen og styrkelse af de offentlige forvaltninger for at støtte grænseoverskridende projekter. Ministrene drøftede, hvordan disse principper kan gennemføres, og hvordan de kan tilpasses kommende initiativer såsom forordningen om fremskyndelse af industriel dekarbonisering og innovationsfokuseret lovgivning.
Eventuelt
Under "Eventuelt" blev ministrene orienteret om følgende spørgsmål:
Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne
Formandskabet orienterede ministrene om status i forhandlingerne om Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne (ECF), som er en af hovedsøjlerne i den kommende flerårige finansielle ramme (FFR).
RESourceEU
Kommissionen orienterede ministrene om den nye RESourceEU-handlingsplan, der blev vedtaget 3. december. RESourceEU-handlingsplanen har til formål at fremskynde og forstærke indsatsen for at sikre EU's forsyning med kritiske råstoffer.
Styrkelse af Europas energiintensive industrier og sikring af vores industrielle fremtid
Den italienske delegation fremlagde sammen med Frankrigs, Polens og Spaniens delegationer de centrale prioriteter for Europas energiintensive industrier og opfordrede til en hurtig EU-indsats for at støtte overholdelse og konkurrenceevne i alle sektorer og beskytte EU-markedet mod illoyal konkurrence.
Erklæring fra "Friends of Industry"
Den tyske delegation orienterede ministrene om Berlinerklæringen fra "Friends of Industry", som var blevet undertegnet af 19 medlemsstater i tilknytning til 8. konference for industriens venner, der fandt sted 3. november 2025 i Berlin.
Opdatering om Nexperia og næste skridt
Den nederlandske delegation orienterede ministrene om den seneste udvikling med hensyn til chipproducenten Neksperia og betydningen af halvledere for, at den europæiske økonomi kan fungere gnidningsløst.
Handlingsplan: fastlæggelse af kursen mod et indre marked baseret på forretningsdata
Den danske minister fremlagde en handlingsplan, der skal skabe et datadrevet indre marked ved at forenkle EU's regler og fremme digitalisering, standardisering og automatisering.
Status for de aktuelle lovgivningsforslag
Formandskabet orienterede ministrene om status for aktuelle lovgivningsforslag, nemlig:
omnibuspakkerne
pakkerejsedirektivet
e-erklæringen for udstationerede arbejdstagere
måleinstrumenter
supplerende beskyttelsescertifikater
Rapport 2025 om SMV-repræsentantnetværket
Kommissionen orienterede ministrene om rapporten fra 2025 fra netværket af SMV-repræsentanter, der er en rådgivende gruppe om SMV-politik.
En vej frem med et forslag om en 28. ordning
Den irske minister fremlagde sine idéer til en såkaldt 28. ordning og opfordrede til en forenklet vej frem med fokus på selskabsret og prioritering af digitale løsninger i form af en forordning.
Forstyrrelse af den civile luftfart forårsaget af droner og smuglerballoner fra tredjelande
Den litauiske, lettiske og estiske delegation orienterede ministrene om de forstyrrelser af den civile luftfart, som smuglerballoner og droner fra nabolandet Belarus har forårsaget.
Det kommende formandskabs arbejdsprogram
Den cypriotiske minister fremlagde det kommende formandskabs prioriteter.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.