Det europæiske uddannelsesområde
Det europæiske uddannelsesområde fremmer samarbejdet mellem EU-landene på uddannelsesområdet for at opbygge mere modstandsdygtige og inklusive nationale uddannelsessystemer.
Hvad er det europæiske uddannelsesområde?
EU's ambition er at gøre det muligt for alle EU-borgere at få den bedste uddannelse.
Selv om hver enkelt medlemsstat er ansvarlig for sit uddannelsessystem, har EU en vigtig støttefunktion. Det tilskynder til samarbejde og udveksling af god praksis mellem EU-landene og supplerer de nationale tiltag og reformer.
Uddannelse har afgørende betydning for at bringe EU-borgerne sammen samt for den enkeltes og hele EU's fremtid. Alle europæere bør kunne nyde gavn af den mangfoldige fælles kultur- og uddannelsesarv.
Det er i den europæiske søjle for sociale rettigheder fastsat, at alle har ret til god og inkluderende uddannelse og livslang læring for at opnå og vedligeholde færdigheder, der sætter dem i stand til at deltage fuldt ud i samfundslivet og foretage vellykkede skift på arbejdsmarkedet.
Det europæiske uddannelsesområde fremmer samarbejdet mellem EU-landene på uddannelsesområdet for at opbygge mere modstandsdygtige og inklusive nationale uddannelsessystemer.
Hvorfor er det nødvendigt?
Uddannelse er den bedste investering i Europas fremtid. Uddannelse er afgørende for at fremme vækst, innovation og jobskabelse. Europas uddannelsessystemer skal formidle fremadskuende viden, færdigheder og kompetencer, som folk har brug for til at innovere og trives.
Uddannelse bør styrke de unges evne til at udtrykke og engagere sig, deltage og forme fremtiden for et Europa præget af demokrati, solidaritet og inklusion.
Vigtigste initiativer inden for det europæiske uddannelsesområde
Det står højt på den europæiske dagsorden at give de unge mulighed for at få den bedste uddannelse og i sidste ende komme i beskæftigelse, og EU foreslår derfor mange nye og moderniserede initiativer.
Erasmus+
At tilbringe tid i udlandet for at studere og lære bør være normen i et stadig mere inklusivt Europa. Programmet Erasmus+ øger læringsmobiliteten i og uden for Europa.
EU-borgere bør have en stærk identitetsfølelse som europæere og en stærk fornemmelse for Europas kulturarv og dens mangfoldighed. De har også en vigtig betydning for at skabe en europæisk identitet, der bygger på fælles værdier og kulturer.
EU ønsker at gøre mere for at opfordre til deltagelse i dette program.
Digitale færdigheder og uddannelse
Digital teknologi beriger læring på en række forskellige måder og omfatter læringsmuligheder, som skal være tilgængelige for alle. Det er vigtigt at forbedre undervisning og læring i den digitale tidsalder og opkvalificere og omskole lærende og undervisere ved at udbyde uddannelsesprogrammer, der giver digitale færdigheder.
Tilpasningen af uddannelsessystemer og -infrastruktur til den digitale tidsalder er forudset i programmet Erasmus+.
EU støtter moderniseringen af uddannelsessystemerne gennem innovation – pædagogisk og innovativ anvendelse af digitale teknologier. Målet er at udvikle digitale kompetencer og mediekundskab hos alle EU-borgere med henblik på at:
- opbygge modstandskraft over for desinformation og propaganda
- tilskynde til brugen af teknologi med henblik på deres eget velbefindende og et aktivt medborgerskab
Videregående uddannelse
Der er specifikke udfordringer for Europas videregående uddannelsesinstitutioner og behov for at styrke samarbejdet mellem dem. Ud over den dokumenterede merværdi af læringsmobilitet gennem Erasmus+ og strategiske EU-partnerskaber er der andre foranstaltninger på vej:
- udvikling af et netværk af Europauniversiteter
- flersproget læring
- anerkendelse af kvalifikationer
- udvikling af fælles uddannelses- og forskningsprogrammer og -projekter
- fremme af livslang læring
- forbedring af læringsmobiliteten ved at foreslå et frivilligt EU-studiekort
Europæiske universiteter
Initiativet Europauniversiteter blev iværksat i 2018 som et flagskibsinitiativ for det europæiske uddannelsesområde. Europauniversiteterne er ambitiøse tværnationale alliancer af videregående uddannelsesinstitutioner, der skal udvikle et langsigtet strukturelt og strategisk samarbejde. Alliancerne skal bestå af mindst 3 videregående uddannelsesinstitutioner fra 3 EU-lande eller andre lande, der er med i Erasmusprogrammet.
Inkluderende uddannelse af høj kvalitet
Alle borgere bør have adgang til uddannelse af høj kvalitet, uanset deres socioøkonomiske baggrund. EU arbejder på at give alle børn, herunder fra socioøkonomisk dårligt stillede områder og uanset socioøkonomisk baggrund, adgang til førskoleundervisning og pasningsordninger.
EU's mål er at sikre inkluderende uddannelse af høj kvalitet til støtte for udviklingen af alle lærende. Der kan gøres mere for at fremme lærerfagets og andre undervisningsstillingers tiltrækningskraft og betydning og støtte løbende opkvalificering af disse.
Det er nødvendigt at forene kræfterne for at begrænse tidligt skolefrafald i Europa og øge mulighederne for lige adgang til uddannelse.
Sproglæring
Kendskab til to sprog ud over ens modersmål bør blive normen. Flersproget kompetence bør betragtes som en vigtig byggesten til et europæisk uddannelsesområde. Det fremmer forståelse og mangfoldighed og bidrager til at fremme europæiske værdier. EU ønsker at vedtage og forbedre foranstaltninger til fremme af flersprogethed og forbedring af sprogindlæringens og sprogundervisningens kvalitet og effektivitet.
Anerkendelse af kvalifikationer
Kvalifikationer fra skoler og videregående uddannelser bør anerkendes i hele EU. Med henblik på at sikre uhindret mobilitet for lærende som helhed er der behov for mere samarbejde mellem uddannelsessystemerne og for at fremme den akademiske anerkendelse af kvalifikationer og studieophold i udlandet.
Baggrund
Idéen om at oprette et europæisk uddannelsesområde blev første gang godkendt af de europæiske ledere på det sociale topmøde i 2017 i Göteborg, Sverige.
Rådet vedtog konklusioner om at arbejde hen imod en vision om et europæisk uddannelsesområde 23. maj 2018.
I september 2020 skitserede Kommissionen sin fornyede vision for det europæiske uddannelsesområde og de konkrete tiltag til at nå det. Rådet vedtog en resolution om en strategiramme for det europæiske uddannelsessamarbejde for perioden 2021-2030 26. februar 2021.
EU og dets medlemsstater er ved at udvikle initiativer, der skal gøre det europæiske uddannelsesområde til en realitet senest i 2025.
- Rådets konklusioner om at arbejde hen imod en vision om et europæisk uddannelsesområde (23. maj 2018)
- Meddelelse fra Kommissionen om etablering af det europæiske uddannelsesområde inden 2025 (30. september 2020)
- Rådets resolution om en strategiramme for det europæiske uddannelsessamarbejde 2021-2030 (26. februar 2021)
Seneste gennemgang: 4. februar 2025