Sådan afvikler EU nødlidende banker

Hvad er bankafvikling?

Bankafvikling er en struktureret procesfor at håndtere nødlidende banker. Den anvendes, når myndighederne fastslår, at afvikling af banken i stedet for almindelig insolvensbehandling vil beskytte den finansielle stabilitet og indskyderne bedre og minimere risikoen for brug af offentlige midler.

Bankafvikling indebærer anvendelse af specifikke værktøjer og mekanismer, såsom bail-in, salg af virksomhedens enheder, broinstitutter og adskillelse af aktiver, for at forvalte bankens aktiver og passiver effektivt.

Processen er underlagt direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD) og i forbindelse med signifikante banker i bankunionen den fælles afviklingsmekanisme (SRM).

Hvorfor er der behov for en mekanisme til afvikling af nødlidende banker?

En EU-ramme for bankafvikling er afgørende for at undgå byrden ved skatteyderfinansierede redningspakker og sikre, at omkostningerne ved bankkrak i stedet bæres af bankernes aktionærer og kreditorer.

Under den globale finanskrise måtte regeringerne redde bankerne for at forhindre et fuldstændigt sammenbrud i det finansielle system, som var truet af en implosion af værdipapirer med sikkerhed i fast ejendom og boligmarkedets sammenbrud.

Redningspakkerne blev finansieret af skatteyderne, fordi krisens omfang krævede øjeblikkelig og betydelig indgriben for at genoprette tilliden til og stabiliteten i den finansielle sektor.

Formålet med afviklingsrammen er at forhindre, at et sådant scenario opstår igen, ved at fastlægge en klar og ensartet tilgang til håndtering af bankkrak uden at bruge offentlige midler.

Hvad er den fælles afviklingsmekanisme?

Den fælles afviklingsmekanisme (SRM) sikrer en centraliseret tilgang til afvikling af signifikante banker og grænseoverskridende bankkoncerner inden for bankunionen.

Mekanismen er udformet med henblik på at:

Forhindre, at kriser smitter af på ikkedeltagende medlemsstater

Fjerne risikoen for, at medlemsstaterne træffer hver deres potentielt modstridende afgørelser om afvikling af grænseoverskridende bankkoncerner

Forhindre, at banker bliver afhængige af statsfinansieret støtte og forlader sig på forskellige tilgange i medlemsstaterne

Supplere bankunionens tilsynssystem – den fælles tilsynsmekanisme.

SRM anvendes på de deltagende lande i bankunionen: de 20 eurolande og Bulgarien.

• Bankunionen
• Sådan fører EU tilsyn med banksektoren
• Euroen

Hvordan er den fælles afviklingsmekanisme opbygget?

Den fælles afviklingsmekanisme fungerer gennem:

• Den Fælles Afviklingsinstans
• Den Fælles Afviklingsfond

Den Fælles Afviklingsinstans

Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) er et fuldt ud uafhængigt EU-agentur, der fungerer som det vigtigste beslutningstagende organ i SRM.

SRB's mandat omfatter signifikante banker under den fælles tilsynsmekanisme (FTM) og grænseoverskridende koncerner. Den har ansvaret for:

• afviklingsplanlægning, den gennemgår og godkender de afviklingsplaner, som bankerne har udarbejdet for at sikre, at de er forberedt på potentielle kriser
• implementering, den gennemfører afviklingsordninger i samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder
• beslutningstagning, den har beføjelse til at træffe afgørelse om afviklingsforanstaltninger og om anvendelsen af Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden)
• tilsyn, den foretager yderligere tilsyn for at sikre en konsekvent og effektiv afviklingsproces i alle medlemsstater

SRB arbejder tæt sammen med Den Europæiske Centralbank (ECB), de nationale kompetente myndigheder og andre EU-institutioner om at opfylde sit mandat.

• Den Fælles Afviklingsinstans

Den Fælles Afviklingsfond

Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) er en nødfond, der er oprettet på supranationalt plan, og som kan bruges i krisetider.

Afviklingsfonden er udformet med henblik på at:

• sikre en velordnet afvikling af nødlidende banker, efter at andre muligheder såsom bail-in-værktøjet er udtømt
• forhindre anvendelse af skatteydernes penge som et krisestyringsværktøj

Afviklingsfonden består af bidrag fra 2 777 kreditinstitutter og investeringsselskaber i bankunionens 21 EU-lande.

Afviklingsfonden finansieres af banksektoren selv. Alle kreditinstitutter og investeringsselskaber i de 21 lande, der er en del af EU's bankunion, skal betale et årligt gebyr (kaldet et bidrag) til fonden. Det beløb, den enkelte bank skal betale, er baseret på dens størrelse og risikokomponenter. I 2023 var Afviklingsfonden nået op på 77,6 mia. €.

• Den Fælles Afviklingsfond

Hvordan fungerer afviklingsprocessen?

Mekanismen består af følgende trin:

1. Den Europæiske Centralbank vurderer, om en bank er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Vurderingen tager hensyn til kriterier såsom kapital- og likviditetsniveauer og/eller operationelle udfordringer.
2. Den Fælles Afviklingsinstans vurderer, om afvikling af banken er i offentlighedens interesse. Dette indebærer en vurdering af den potentielle indvirkning af bankens sammenbrud på den finansielle stabilitet, beskyttelsen af indskydernes midler og videreførelsen af kritiske bankfunktioner.
3. Hvis afvikling anses for nødvendig, udarbejder Den Fælles Afviklingsinstans en afviklingsordning. Ordningen skitserer de værktøjer og foranstaltninger, der skal anvendes, såsom bail-in, virksomhedssalg, broinstitut eller adskillelse af aktiver.
4. Hvis betingelserne for afvikling ikke er opfyldt, afvikles banken i overensstemmelse med national ret.
5. Hvis betingelserne for afvikling er opfyldt, godkendes afviklingsordningen af Afviklingsinstansen. Dette indleder en periode på 24 timer, hvor Kommissionen enten kan vedtage ordningen eller gøre indsigelse mod den. Hvis den foreslåede afviklingsordning indebærer anvendelse af Afviklingsfonden, kan Kommissionen desuden foreslå Rådet at gøre indsigelse mod den eller godkende en væsentlig ændring af størrelsen af beløbet fra Afviklingsfonden. Hvis Kommissionen eller Rådet ikke gør indsigelse, træder afviklingsordningen i kraft 24 timer efter, at Afviklingsinstansen har godkendt den.
6. Afviklingsinstansen overvåger nøje gennemførelsen af ordningen for at sikre, at den forløber gnidningsløst og effektivt, og foretager de nødvendige tilpasninger for at beskytte den finansielle stabilitet.

Afviklingsværktøjer

• bail-in: konverterer gæld til egenkapital, således at aktionærer og kreditorer bærer tabene. Målet er at rekapitalisere den nødlidende bank og genoprette dens levedygtighed uden brug af skatteydernes midler
• virksomhedssalg: overfører den nødlidende banks levedygtige dele til andre institutter. Dette værktøj har til formål at sikre kontinuiteten i bankens kritiske funktioner og tjenester
• broinstitut: opretter en midlertidig bank til at opretholde kritiske funktioner. Broinstituttet kan fungere i en begrænset periode, typisk op til to år, der kan forlænges med et år
• adskillelse af aktiver: isolerer misligholdte lån og giftige aktiver i en separat enhed, ofte omtalt som en "bad bank" eller et porteføljeadministrationsselskab. Dette værktøj bidrager til at sanere den nødlidende banks balance og gør det muligt for den at fortsætte sine aktiviteter

Finansieringsstøtte

Midler fra Afviklingsfonden kan bruges til at yde den nødvendige finansielle støtte for at sikre stabiliteten og kontinuiteten af afgørende banktjenester. Kommissionen skal godkende anvendelsen af Afviklingsfonden for at sikre, at statsstøttereglerne overholdes. Rådet har beføjelse til at gøre indsigelse mod anvendelsen af Afviklingsfonden og foreskrive yderligere tilsyn og strategiske retningslinjer.

Hvilken rolle spiller Rådet?

Rådet:

• udpeger medlemmerne af Den Fælles Afviklingsinstans
• afgør, hvordan banksektoren skal yde forudgående bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (gennem vedtagelse af en gennemførelsesretsakt)
• kan i visse tilfælde gøre indsigelse mod en særlig afviklingsordning, der indebærer anvendelse af Afviklingsfonden