Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 12. december 2023 15.55

Standarder for ligebehandlingsorganer: Rådet indgår aftale med Parlamentet

Pressemeddelelsen blev ajourført 21. december 2023 for at tilføje den aftalte tekst.

EU-Rådets formandskab er nået til foreløbig enighed med Europa-Parlamentet om ny lovgivning, som skal bidrage til at forebygge forskelsbehandling på grund af køn på arbejdspladsen ved at styrke EU's ligebehandlingsorganers uafhængighed og funktion. Det direktiv, der blev opnået enighed om i dag, vil fastsætte bindende standarder for ligebehandlingsorganer, der beskæftiger sig med ligebehandling af og lige muligheder for kvinder og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Ana Redondo, Spaniens ligestillingsminister
Hvis vi virkelig ønsker at bekæmpe alle former for forskelsbehandling, er det ikke tilstrækkeligt blot at forbyde den – vi er også nødt til at sørge for, at reglerne håndhæves effektivt. Dagens aftale giver EU's ligebehandlingsorganer de kompetencer, den uafhængighed og de ressourcer, som de har behov for til at bekæmpe forskelsbehandling og støtte ofrene.
Ana Redondo, Spaniens ligestillingsminister
Ana Redondo, Spaniens ligestillingsminister

I øjeblikket skal alle EU-medlemsstaterne allerede oprette nationale organer for at bekæmpe forskelsbehandling på arbejdspladsen på grund af køn, men disse organers mandat og kompetencer varierer fra medlemsstat til medlemsstat.

De nye regler, som der er opnået enighed om i dag, vil fastsætte fælles EU-dækkende minimumskrav til ligebehandlingsorganer på en række centrale områder. De omfatter:

  • styrkelse af ligebehandlingsorganers kompetencer til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, herunder selvstændig erhvervsvirksomhed
  • et retligt krav om, at ligebehandlingsorganer er uafhængige med hensyn til udefrakommende indflydelse
  • tilstrækkelige menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer
  • et krav om, at offentlige institutioner hører ligebehandlingsorganer om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling, og at ligebehandlingsorganer tillægges beføjelse til at fremme ligebehandling, f.eks. gennem integration af kønsaspektet
  • øgede beføjelser til at foretage undersøgelser og søge tvistbilæggelse i sager om forskelsbehandling i overensstemmelse med national ret og praksis

Den aftale, der er indgået med Parlamentet, præciserer også definitionen af begrebet "offer" som omfattende "alle personer, der mener, at de har været udsat for forskelsbehandling" og præciserer, at enhver kan søge hjælp fra ligebehandlingsorganer, hvis den pågældende mener, at vedkommende er blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn.

Næste skridt

Den foreløbige enighed skal nu godkendes af Rådet og Parlamentet. Den vil derefter blive vedtaget formelt af de to institutioner efter jurist-lingvisternes gennemgang. Når de formelle skridt i vedtagelsen er afsluttet, vil medlemsstaterne have 24 måneder til at indarbejde direktivets bestemmelser i deres nationale lovgivning.

Baggrund

Ligebehandlingsorganer er offentlige institutioner, der beskytter og yder bistand til ofre for forskelsbehandling. Ifølge EU's ligestillingslovgivning skal alle medlemsstaterne oprette nationale ligebehandlingsorganer, der skal behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse.

Med den nuværende lovgivning om ligebehandlingsorganer har medlemsstaterne en bred skønsmargen, hvilket indebærer, at der i EU er betydelige forskelle mellem disse organers kompetencer, uafhængighed, ressourcer, tilgængelighed og effektivitet.

7. december 2022 offentliggjorde Kommissionen to forslag, der skal styrke ligebehandlingsorganer:

  • et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om standarder for ligestillingsorganer på området ligebehandling af og lige muligheder for kvinder og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv med artikel 157 i TEUF som retsgrundlag (almindelig lovgivningsprocedure)
  • et forslag til Rådets direktiv om standarder for ligestillingsorganer på området ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, ligebehandling i forbindelse med beskæftigelse og erhverv mellem personer uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn til social sikring og i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser med artikel 19, stk. 1, i TEUF som retsgrundlag (godkendelsesprocedure)

Da den lovgivning, der revideres, er baseret på to forskellige lovgivningsprocedurer, har det været nødvendigt at offentliggøre to forslag fra Kommissionen, selv om deres indhold reelt er det samme.

EU's beskæftigelses- og socialministre nåede til enighed om Rådets generelle indstilling til hvert af de to direktiver på samlingen 12. juni 2023. Forhandlinger med Europa-Parlamentet om det foreslåede direktiv om standarder for ligestillingsorganer (artikel 157 i TEUF) blev indledt 28. november 2023.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2025