Skip to content
  • Rådet for Økonomi og Finans

Rådet (økonomi og finans), 17. februar 2026

Vigtigste resultater

Opsparings- og investeringsunion

<p>Makis Keravnos, Republikken Cyperns finansminister</p>

Lige fra begyndelsen har Cyperns formandskab gjort et mere konkurrencedygtigt Europa til en central søjle på dagsordenen. Som det fremgik af sidste uges møde mellem EU's ledere, deles denne politiske fremdrift på tværs af medlemsstaterne. Opsparings- og investeringsunionen, bl.a. den pensionspakke, vi drøftede i dag, er vigtige redskaber, som skal øge kapitalstrømmene og hjælpe os med at opnå et stærkt, innovativt og økonomisk dynamisk Europa.

<p>Makis Keravnos, Republikken Cyperns finansminister</p>

Makis Keravnos, Republikken Cyperns finansminister

Ministrene udvekslede synspunkter om pakken om supplerende pensioner – et centralt element i opsparings- og investeringsunionen. Pakken skal bidrage til at forbedre borgernes pensionsindkomst og samtidig styrke EU's konkurrenceevne.

Mere specifikt ændrer pakken forordningen om paneuropæiske personlige pensionsprodukter (PEPP-produkter) og direktivet om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter.

Reformen bør gøre supplerende pensioner mere attraktive og tilgængelige for EU-borgerne og samtidig bidrage til finansieringen af økonomien.

Under drøftelserne udtrykte ministrene generel støtte til Kommissionens forslag om at forbedre EU's ramme for supplerende pensioner. De fremhævede især, at pakken kan have potentiale til at sikre tilstrækkelige pensioner for EU-borgerne, mobilisere langsigtede private opsparinger, der kan bidrage til at øge investeringerne i EU, og støtte bæredygtigheden i økonomien som helhed.

Samtidig understregede ministrene, at medlemsstaternes kompetencer skal respekteres, f.eks. inden for social- og arbejdsmarkedslovgivningen. De understregede også, at der skal være proportionalitet for mindre markedsaktører, og anmodede om at få præciseret forslaget om at medtage en bestemmelse om ikkediskriminerende skattemæssig behandling af PEPP-produkter i de nationale rammer.

Arbejdet med pakken vil nu fortsætte på både teknisk og politisk plan. Cyperns formandskab vil søge at finde et fælles grundlag, samtidig med at der tages hensyn til de store forskelle i medlemsstaternes nationale pensionssystemer.

Forsvarsfinansiering

Rådet besluttede at aktivere den nationale undtagelsesklausul inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten for Østrig. Foranstaltningen vil bidrage til Østrigs overgang til højere forsvarsudgifter på nationalt plan og samtidig sikre gældsholdbarheden.

Den nationale undtagelsesklausul giver en medlemsstat mulighed for midlertidigt at afvige fra budgetkravene som reaktion på ekstraordinære omstændigheder, der ligger uden for deres kontrol, samtidig med at gældsholdbarheden sikres. Medlemsstaterne kan derfor have større underskud uden at blive anset for at være i strid med de finanspolitiske regler, der er fastsat i stabilitets- og vækstpagten.

Klausulen dækker en periode på fire år og en fleksibilitet på højst 1,5 % af BNP. Efter dagens afgørelse er der nu i alt 17 EU-medlemsstater, der har gjort brug af den nationale undtagelsesklausul for at øge deres nationale forsvarsudgifter.

EU-liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner

Som et punkt uden debat besluttede Rådet at tilføje to lande – Turks- og Caicosøerne og Vietnam – til EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner.

Listen er EU's værktøj, som er en del af EU's bestræbelser på at fremme god forvaltningspraksis på skatteområdet i hele verden. Den består af lande, der ikke overholder de vedtagne internationale skattestandarder eller ikke har opfyldt deres forpligtelser vedrørende god forvaltningspraksis på skatteområdet inden for en bestemt tidsramme.

Rådet fjernede også tre lande – Fiji, Samoa og Trinidad og Tobago – fra listen. Disse jurisdiktioner opfylder nu alle kriterier i processen.

Efter ajourføringen i dag er der nu ti jurisdiktioner på listen:

  • Amerikansk Samoa
  • Anguilla
  • Guam
  • Palau
  • Panama
  • Rusland
  • Turks- og Caicosøerne
  • De Amerikanske Jomfruøer
  • Vanuatu
  • Vietnam

Rådet godkendte også det sædvanlige statusdokument (bilag II), der afspejler EU's løbende samarbejde med sine internationale partnere og disse landes tilsagn om at ville revidere deres lovgivning, så den overholder de aftalte standarder for god forvaltning på skatteområdet.

Det europæiske semester 2026

Rådet godkendte Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet for 2026.

Henstillingen omhandler centrale spørgsmål vedrørende euroområdets funktion. Målet er at bedre integrere de nationale dimensioner og euroområdets dimensioner i EU's økonomiske styring.

Det Europæiske Råd vil blive opfordret til at godkende henstillingen på mødet i marts. Derefter vil Rådet kunne foretage den formelle vedtagelse.

EU's budget

Rådet godkendte sine retningslinjer for EU's årlige budget for 2027, som udstikker Kommissionens politiske retning i forbindelse med udarbejdelsen af budgetforslaget for næste år. Det bliver den sidste årlige budgetcyklus i EU's flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027.

Der insisteres i Rådets retningslinjer bl.a. på, at budgettet for 2027 bør være realistisk, stemme overens med de faktiske behov, sikre forsigtig budgettering og have tilstrækkelige margener under FFR-lofterne til, at der kan tages hensyn til uforudsete omstændigheder, og EU's udfordringer kan håndteres.

Rådet vedtog også en henstilling om meddelelse af decharge til Kommissionen for gennemførelsen af EU's almindelige budget for 2024, som skal fremsendes til Europa-Parlamentet.

Genopretnings- og resiliensfaciliteten

Rådet vedtog gennemførelsesafgørelser om godkendelse af målrettede ændringer af genopretnings- og resiliensplanen, som Litauen havde forelagt.

Genopretnings- og resiliensfaciliteten er EU's program for omfattende finansiel støtte som reaktion på de udfordringer, som covid-19-pandemien har medført for den europæiske økonomi. Faciliteten er kernen i NextGenerationEU, et midlertidigt genopretningsinstrument, der giver Kommissionen mulighed for at skaffe midler til at afhjælpe de umiddelbare økonomiske og sociale skader, som pandemien har forårsaget.

For at få gavn af faciliteten skal medlemsstaterne forelægge Kommissionen genopretnings- og resiliensplaner med angivelse af de reformer og investeringer, som de agter at gennemføre inden udgangen af august 2026.

Indtil videre er der udbetalt ca. 394 mia. € fra genopretnings- og resiliensfaciliteten.

EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner

EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Økonomi og Finans

Se flere møder

Seneste gennemgang: 26. februar 2026